I en tid, hvor størstedelen af den musik, der laves i de danske soveværelser, er at finde på enten mymusic.dk eller myspace.com med dertilhørende profilering og camwhoring, er det virkelig befriende at høre et projekt, der er gennemgående ukrukket, men alligevel formår at brænde igennem.
The Village Idiot er et soloprojekt iværksat af singer/songwriteren Kenni Holmstad-Petersen, der gennem det sidste halve år har indspillet denne plade i sit hjem i det såkaldte Hellsingør. Resultatet er et intimt og ikke mindst uprætentiøst album, der i stor grad trækker veksler på en stor amerikansk sangtradition, hvor især Johnny Cash troner som den institution, han er. The Village Idiot har flere venner til hjælp med kor og muligvis den elektriske bluesguitar, der synes allestedsnærværende til tider, men siden de kun er krediteret med et “tak for hjælpen”, er det svært at stille andre end Holmstad-Petersen til ansvar for den gennemgående musikalitet, der stråler ud af denne plade.
På trods af referencernes tydelighed og det danske pas stabiliserer The Village Idiot allerede en gedigen troværdighed i den første sang ved navn “Alcholic Deathride (Ponamero Sundown)”, hvor de indledende fraseringer godt nok leder tankerne hen mod det førnævnte fyrtårn “in black”, men stemmen er Holmstad-Petersens helt egen. Åndedrættet og arrangementet vil bringe enhver lytter i tvivl om, det virkelig er dansk musik trods Hellsingørs færgeforbindelse til hinsidan.
Den kraftige mundharmonika og klaveret bringer mindelser om tidlig Neil Young, hvortil den maskuline melodi får udmærket modspil af den spinkle violin i de instrumentale mellemspil. Nummeret får langsomt lov til at udfolde sig som den ørkenblomst, det er, og lytteren sidder tilbage med en enkel sang til Gud rigere.
Pladens bundniveau er forbløffende højt, og til trods for at denne plade måske befinder sig i det meget moderne krydsfeltet mellem album og demobånd og derfor ikke rigtigt udfolder sig som et decideret værk, holder The Village Idiot og de medsammensvorne dampen oppe i de 52 minutter, pladen varer.
Arrangementerne er klassiske med fortrinsvis akustiske strengeinstrumenter og massevis af percussion, men i modsætning til det forudsigelige udfald, hvor samtlige sammenstillinger af instrumenter bliver én stor kliche, er helheden konstant styrket af et præcist afmålt temperament og en lige så nøjagtig mavefornemmelse for, hvornår “less is more” og hvornår “enough is enough”. Enkelte svipsere har der dog alligevel været plads til i form af umotiveret wah wah-guitar og små romantisk overdrevne kunstgreb såsom knæfald for americanaorgel i den fuldfede orkestrale “Jean”, der ikke desto mindre er en udmærket sang.
Mest interessant er det at nævne flere af de bedste sange på denne plade, for ikke nok med at Holmstad-Petersen har sans for sin genre og forstår at sætte akkorder troværdigt sammen. Han er rent faktisk i stand til at bevæge sig helt op i det felt, hvor sange bliver større end mennesket selv og dets kunnen.
Med Johnny Cashs baritonfrasering og Johnny Madsens sologuitarists licks fra 80’erne fortæller The Village Idiot nøgternt og i få ord historien om kvinden, om kærligheden og det overmodne selvhad, når førnævnte skrider i “Let Her Go”.
Mindelser om Mark Lanegans drevne tæft for følsomheden i hedengangne Screaming Trees og ikke mindst de senere soloøvelser favner lytteren i den uforskammet fremragende “Shadows & Doubts”. Bassens ostinater og leadguitarens svar på Holmstad-Petersens bekendelser angående brudte venskaber, forkastelse og ensomheden forvandler den kejtede hate-song til en smuk duet, hvor der alligevel er plads til kærligheden i de små sprækker af liv, der trods alt er tilbage.
Carpe Noctem er som værk såvel et solidt håndværk som et ømt kunstværk i sin mest basale form. Når man første gang er nået pladens cirkulære struktur igennem fra “Intro” til “Outro”, er man ganske enkelt nødt til at tage turen en gang til. Det kan derfor kun blive spændende, hvordan The Village Idiot vil formå at overgå dette på en regulær pladeudgivelse. Han bør i hvert fald gøre forsøget.
