San Francisco-sekstetten Magic Bullets’ debut, A Child But in Life Yet a Doctor in Love, er en af den slags plader, der giver lyst til at høre en masse andre bands – altså i samme stil og genre. Gamle favoritter bliver hevet ned fra reolen, via diverse musikblogs går jagten ind på mp3’er, og der bliver købt plader, så dankortet gløder.
Al den aktivitet skyldes ikke, at Magic Bullets’ retro-guitarpop fremstår som en tarvelig kopi. Befandt vi os tilbage i 1986, ville Magic Bullets (hvis man ser bort fra, at de ikke er briter) nemlig være oplagte kandidater til en plads på tracklisten til NME’s nu legendariske mixtape, C-86 – faktisk ville en placering mellem The Bodiness og Mighty Mighty være passende. Netop Mighty Mighty er et af de C-86-bands, der ud over inspirationen fra især Felts janglepop også lader hoppende postpunk-rytmer gennemstrømme sine sange. Det samme er tilfældet med Magic Bullets.
Men det er nu vokalen, der først påkalder sig opmærksomhed. Blot få sekunder inde i åbningsnummeret “Yesterday’s Seen Better Days” står det klart, at forsanger Phil Benson har sat sit umiskendelige præg på pladen. Hans vokal er dramatisk og indlevende, og når han bevæger sig over i decideret klagesang, balancerer vokalen på grænsen mellem det dragende og det uudholdelige. Heldigvis har nogen øjensynligt tøjlet ham, for han holder sig fra at blive alt for teatralsk. F.eks. taler han som en anden David Gedge (The Wedding Present) sig nærmest gennem “Heartstroke”, og hans ellers klagende vibrato i “Circumstances” bliver ikke for meget af det gode takket være modspillet fra det velspillende band. Her i form af fine, guitarringlende melodilinjer.
A Child”¦ indeholder nogle virkelig stærke sange, og det er sådan set umuligt at fremhæve nogle frem for andre. Men blev jeg bedt om at vælge Magic Bullets’ singler, ville jeg først og fremmest pege på “Will Scarlett”, der, når den hopper af sted, står i gæld til den mere funkede postpunk. Dernæst “Spilled Milk”, der i passager byder på noget af pladens hurtigst spillede jangle, mens Benson folder sin vibrerende klagesang allermest ud – igen uden at fremstå overdramatisk.
Måske kunne man ønske lidt mere variation fra sang til sang. Men det er en lille anke, for Magic Bullets’ udførelse af pladens 10 sange er en glimrende omgang janglepop. Især sammenspillet mellem de to guitarister, Corey Cunningham og Ryan Lynch, overbeviser, når de lægger sig henholdsvis rytmisk og melodisk under Bensons påvirkelige sangforedrag. Sangene er svøbt ind i blændende guitarspil, og da det bliver suppleret af funkrytmiske basgange, veldoserede orgeltoner og fortravlet trommespil, hvor hi-hatten får masser af opmærksomhed, er der et stærkt drev over Magic Bullets’ sange.
Godt nok bliver der kogt suppe på et væld af guitarringlende bands fra første halvdel af 80’erne, men Magic Bullets formår – ikke mindst på grund Bensons karakteristiske og selvsikre vokal – at skabe deres eget udtryk. A Child”¦ er et udsøgt sammenkog af inspirationer, og den giver løfter om flere gode plader fra de anglofile amerikanere.
