Mystik har i høj grad indhyllet de første år af Bar Italias karriere. Det britiske band har formået at forblive i en vis form for anonymitet med deres to første udgivelser, hvis primære PR-træk har været at blive udgivet på selveste Dean Blunts pladeselskab World Music Records. Ligesom gruppens 90’er-inspirerede lofi-postpunk har Bar Italia selv bevæget sig som skygger på den alternative musikscenes hvide vægge, en mystisk hvisken, der drager den, der lytter efter, men som er gået tabt i støjen for mange. Nu er briterne så ude med deres tredje udgivelse, Tracey Denim, der i den grad er et skridt ud i lyset for den velgemte gruppe.
For de, der husker gruppens fænomenale debut Quarrel fra 2020, har meget af Bar Italias appel nok ligget i deres repetitive, slackede kompositioner, ligefremme lyrik og de emotive mand/kvinde-vokaler, der skabte et sart og delikat lydbillede, hvor der samtidigt også var et eller andet galt. Noget ulmer under den stille overflade hos Bar Italia, og måske er det det, der har fået lov til at komme op til overfladen på Tracey Denim? Mange af subtiliteterne er i hvert fald lagt på hylden, og Bar Italia har tilsyneladende sat sig for øje, at lave en gedigen break-up rockplade af den slags, der henvender sig til dem, der foretrækker at behandle den slags følelser med en enkelt tåre på kinden og en hånd på rattet – eller måske rettere drømmer om det på teenageværelset.
Albummet åbner stille med de staccato-agtige pianoanslag på “Guard”, der hurtig får følge af en tilbagelænet og lige så kantet trommerytme. Produktionen er organisk, man kan høre, at det er rigtige musikere, der sidder bag instrumenterne. Det mest fængslende element er dog Nina Cristantes skrøbelige men meget nærværende vokal – man kan næsten høre hendes ansigtsmimik, når hun synger, hvilket kun bidrager til følelsen af at sidde i studiet med musikerne. Et skævt guitarriff, der klinger af 80’ernes alternative punkscene, følger ørerne gennem hele nummeret – det vil ikke rigtig placeres mellem indierock og postpunk, lidt som at høre et The Raincoats nummer på en virkelig grå dag.
Tracey Denim kaster dog hurtigt enhver 80’er-tendens af sig og stormer ind på sikker 90’er-indierockgrund. Andet nummer “Nurse!” skifter mellem jangle-pop som underlag for Cristantes kvindelige vokal, mens de mandlige medlemmer tager teten på vokalen på det Sonic Youth-influerede, fuzz-dryppende omkvæd. Den stærke kontrast mellem det mere skrøbelige og komplekse kvindeligt drevne vers, og det fængslende, mere lige-ud-af-landevejen mandlige omkvæd giver en dejlig veksling og kontrast, hvor det musikalske modspil forstærker hver enkelt del af sangen.
Derudover introduceres vi også til en af de fineste detaljer på albummet, nemlig det løse koncept om at gå fra hinanden, fortalt gennem små fragmenterede fortællinger fra begge parter. Konceptet er så abstrakt og løst, at det egentlig kun kommer til udtryk gennem generelle temaer som at tvivle på sig selv og på hinanden – og ikke mindst at give slip på sig selv og hinanden. Alligevel er der rød tråd nok til, at ens fantasi begynder at udfylde hullerne i den puslespilsagtige lyrik, og man udvikler et forhold til de to fortællere, man møder i brudstrykker i teksten.
Det mindre diskrete nik til 90’ernes jangle-pop og slackerrock er dog gennemgående på alle 15 sange. Selvom sangene ofte er meget korte, føles det lidt som om, at Bar Italia lidt for ofte kaster med spredehagl efter en bestemt æstetik, hvor de får masseproduceret tilbagelænet 90’er rock, der aldrig rigtig går hen og bliver fængslende. Numre som “Punkt”, “Friends”, “F.O.B” og “Changer” falder alle i samme kedelige kategori af at lyde som halvfærdige Pavement- eller Breeders demoer. Der er ikke rigtig noget crescendo eller nogle finurlige elementer, der leger med genren, så selv om Bar Italia nok forsøger at opnå samme repetitive appel, som de lykkedes med på Quarrel, fungerer det ikke rigtig, når det overføres til en så i forvejen gennemspillet genre. Bevares, det er absolut ikke dårligt og rigeligt prætentiøst skruet sammen, men jeg har svært ved at se fidusen ud over måske at få en ny generation til at forelske sig i noget musik, de kunne finde i deres forældres pladesamling. Man føler ikke rigtig melankolien eller ligegyldigheden, der ellers ligger i Bar Italias tekster.
Langt de fleste af sangene er dog kompositionsmæssigt fortrinligt skruet sammen og formår at transcendere de nemt gennemskuelige genre-referencer. “Missus Morality” og “My Kiss Era” trækker begge tråde til Mazzy Star og My Bloody Valentine og formår kvalitetsmæssigt at matche deres indflydelser, ved at stjæle elementer, som udtværede guitarer og psychet tamburin og kaste dem ind i Bar Italias kantede og intrikate musikalske elementer, der løfter de interessante, men ensformige sange ud i ekstatiske crescendoer. Numre som “Harpee” og “Horsey Girl Rider” gør sig også bemærket ved at tage elementer af Joy Division og Coctau Twins og sætte dem op mod varmere grooves, der kun fremhæver Bar Italias kolde, melankolske univers.
“Maddington” er dog alt, hvad jeg kunne ønske mig fra et poprocknummer skrevet af Bar Italia. Bølger af akustisk guitar og strygere svæver gennem ens øregange, mens Cristante vemodigt messer »So I close my eyes and try to breathe / To try to leave you behind me / So I close my eyes and dive deep in / To see where I can find you«, mens sangen modulerer op i et intenst crescendo, hvor det virkelig kan mærkes, hvordan længslen klamrer sig fast Cristante. Hvis Bar Italia absolut skal lave en mere tilgængelig plade, fordi de er skiftet til Matador, kunne vi så ikke have fået det her niveau af drama hele tiden? Tracey Denim er bestemt en fornem rockplade, der nok skal ende på rockårslisterne for 2023, men jeg kan altså ikke undgå lidt at savne bandets finurlige instrumentale indslag og mestring af subtilitetens kunst, når jeg lytter med. Og hvad pokker blev der af bandets fremragende, rørende 2022-single “Banks”?
