Plader

Absentee: Victory Shorts

Skrevet af Mads Jensen

»En countryinspireret rockplade med en mørk mandevokal? Hvad nyt er der i det,« spørger du. Svaret er: »Intet.« Man kan ikke rigtig sige noget om denne plade, som ikke er sagt 100 gange før, men ikke desto mindre er det en rigtig god plade. Det ændrer manglende originalitet ikke på.

Det første, man hører, er en mørk, mørk Mandestemme (ja, det skal være et stort m), der står for lead vocals. Den suppleres af Melinda Bronsteins sukkersøde kvindevokal, der smyger sig langs Dan Michaelsons rustne, dybe stemme. Melodien er langsom og tung, men alligevel er det hele meget intenst. Hvis pladen og lyden var et sted i Danmark, så ville den være en lang, lige landevej gennem den jyske hede på en efterårsdag, hvor vinden er endnu mere kraftig, end den normalt er på de kanter. Men hvis pladen var et vilkårligt sted i verden, ville det nok snarere være et sted i USA, for lyden er ærkeamerikansk, til trods for at Absentee har base i London.

Samtlige numre trækker i et eller andet omfang på både country- og gedigne rockreferencer. Man kan nærmest mærke vinden i håret på nummeret “Boy, Did She Teach You Nothing?” En simpel guitar står sammen med Michaelsons vokal forrest nummeret igennem, og her er faktisk god fart på.

Eftersom numrene alle trækker på de samme referencer, kan det overraske, at pladen er færdig så hurtigt, som det føles, men sådan går det som bekendt, når man er i godt selskab, og det er man med Absentee. Omvendt er det ikke nogen overvældende plade, og du kommer næppe til at tænke »Wauw.« Den er på mange måder ret ordinær, men det er bare en brandgod, ordinær plade, som det er svært ikke at holde af.

Variationen er begrænset, men lidt er der dog. Den triste “Love Has Had Its Way” bæres kun frem af et mørkt klaver og en akustisk guitar. Michaelsons vokal lyder træt og opgivende. Det er den slags musik, der må være skrevet på en grå og regnfuld dag. “Pips” er til gengæld en sang, der må være skrevet, mens solen kiggede frem bag de grå skyer. Den er meget energisk og virkelig medrivende. Man sluger det råt, hvad enten man er til manderock eller ej, for det bliver bare leveret så forbandet professionelt.

Hvis du er velbevandret i musik, så synes du sikkert, at alt det her lyder bekendt, og du har ret. Det er i dén grad bekendt, men pladen er alligevel sin egen. Bevares, du kunne også bare købe et album med Micah P. Hinson eller Bonnie ‘Prince’ Billy, men du kan med lige så stor rimelighed købe Victory Shorts, for den er faktisk en glimrende repræsentant for den countryinspirerede rocklyd, der giver associationer til armsved, whisky og træverandaer.

★★★★½☆

Leave a Reply