Det er næsten 30 år siden, at Brian Eno og David Byrne første gang samarbejdede om at producere et fælles album. Ja, der var selvfølgelig albummene med Talking Heads i slutningen af 70’erne, men hos Talking Heads var Byrne kunstneren og Eno produceren. På My Life in the Bush of Ghosts sad de i den samme stol, om man så må sige, og det gør de så igen med Everything That Happens Will Happen Today – også selvom stolene er placeret ganske langt fra hinanden, og det hele er skabt ved at sende udkast frem og tilbage mellem New York og London.
Dengang i 1979/80 var deres første samarbejde nyskabende lyd, der trådte i fodsporene på samarbejdet i Talking Heads. Det havde lyde og lydstrukturer som dets primære fokus og var på mange måder både et konceptalbum og en hyldest til den afrikanske popmusik. Og selvom der på Everything That Happens Will Happen Today stadig er et hav af musikalske eksperimenter at lytte efter og et ocean af eksotiske “instrumenter” – steinberg virtual guitar, omnichord, hurdy gurdy, murky pandeiro, cricket shaker, snout keyboard, zamumba, congas (jeg kunne blive ved) – så har tekstuniverset fået sin plads, og det gør oplevelsen knap så excentrisk, men så meget desto mere imødekommende.
Det skal dog bestemt ikke forstås på den måde, at Everything That Happens Will Happen Today ikke har kant; her er masser af kanter, de er bare svøbt i den mest uimodståelige, bløde pop-bobleplast, så de ikke gør alt for ondt, når man rammer dem. Lyden på Everything That Happens Will Happen Today giver plads til at lade sig synke ned i sofaen og lytte til Byrnes magiske stemme, som flyver ubesværet rundt i tonelejerne, mens der overskudsramt fortælles historier til den opmærksomme lytter.
Især “The River” og “Strange Overtones” er numre, der indfanger mig. “The River” med sin flydende struktur af klaver og trommer i baggrunden og David Byrnes særegne stemme, der bærer lytteren varsomt gennem strømmen. Og “Strange Overtones” med sit fantastiske groove, hvor percussion, guitar og bas ligger som en blød, behagelig pude under David Byrne gennem hele nummeret. Og så er teksten helt fantastisk, som den fortæller om at kunne høre en person på den anden side af væggen”¦ i en helt anden lejlighed: »I wake up every morning / I hear your feet on the stars / you’re in the next appartment / I hear you singing over there.« Det er sådan noget pop, som skulle skamspilles på P3, for det har en fantastisk feeling, og dén burde være public service.
Der er nok ingen tvivl om, at My Life in the Bush of Ghosts var en mere overraskende og eksperimenterende plade end Everything That Happens Will Happen Today. Til gengæld er sidstnævnte en af grundene til, at pop har en berettigelse. Det er gode sange svøbt i behagelige, poppede lydeksperimenter, og selvom der hele tiden arbejdes med lyden og de muligheder, der er i den, så er det en afbalanceret og helstøbt plade, der favner lytteren og lader ham lægge sit hoved mod lydens bløde bølger. Ahh.
Du kan lytte til Everything That Happens Will Happen Today her.
