Jeg har i et stykke tid tænkt på, om man kan dele musik op i de to kategorier (1) musik, der taler til kroppen, og (2) musik, der taler til hovedet, men jeg er vistnok kommet frem til, at det kan man ikke. Musik er altid kropslig, den eksisterer nemlig først, når den bliver spillet. Den behøver sådan set ikke blive lagt mærke til eller tænkt på, den spiller bare. Men kroppen lægger altid mærke til den, for kroppen er generelt god til at lægge mærke til ting, som hovedet ikke lige tænker over. For eksempel bliver jeg (og jeg ved, at det også sker for andre) altid nostalgisk, når jeg hører Boards of Canada, ligesom min madlavning forbedres betragteligt, når jeg hører Four Tet eller Out Hud, for der er en god skaberstemning i den musik.
Samtidig er der også musik, der tiltaler mit hoved utroligt meget, for eksempel når Bill Callahan synger »I used to be darker, then I got lighter, and then I got dark again.« Den linje får mig hver gang, jeg bider mærke i den, tænker over den. Men samtidig, og her kommer min pointe, kan jeg også mærke den linje i min krop, jeg kan mærke den som et humør, der sniger sig ind over mig, uden at jeg selv vælger det til. Musik kan ikke deles op i ‘krop’ og ‘sind’, musik er til stede i hele mennesket, ikke kun i delene. Det synes jeg i hvert fald, den skal være – jeg bliver en smule bange for folk, der slår hjernen helt fra til et rave, ligesom jeg er lidt bange for folk, der mener, at musik lyder bedst som noder på et partitur. For mig at se er det skizofreni.
Supersilent spiller jazz. Jazz er i sin natur det modsatte af begge de ovenstående ekstremer, den er vitalistisk, den danser i krop og sind på samme tid, den er totalt til stede. Supersilents musik findes ikke, når de fire medlemmer ikke er sammen. De indøver ikke, de spiller kun live. Også deres udgivelser er live-materiale, forstået sådan at de spiller sammen som orkester i studiet og ikke optager en lyd ad gangen, som det ellers er blevet kutyme. Deres musik er ikke stramt komponeret, den er improviseret, organisk og altså kropslig i sit udtryk. Men selvfølgelig er den også tænkt. Det, jeg husker mest fra deres koncert på Roskilde Festival i 2008, er intensiteten i deres øjne og den måde, hvorpå de kiggede på hinanden. Når de spiller musik sammen, taler de med hinanden uden ord, de kommunikerer gennem den musik, de skaber sammen i øjeblikket. Det er balancen mellem det øjeblikkelige og det blivende, det uforudsigelige og ventede, mellem krop og tanke, der gør Supersilents musik så vild.
Jeg kan virkelig godt lide Supersilent, men bandets nye plade, 9, er ikke nogen særlig god plade. Siden forgængeren 8 har gruppens trommeslager, Jarle Vespestad, forladt konstellationen, hvilket for det første resulterer i, at der ingen trommer er på pladen, og for det andet, at de har brudt opstillingen op (som før talte trommer, trompet, keyboard og synth), og at alle tre nu udelukkende spiller på hammondorgel. Dette er dog ikke helt så drastisk, som det lyder (en jazzplade bestående af tre organister!), da de har en meget åben tilgang til det at spille på orgelerne og desuden manipulerer lydene (eksempelvis lyder et af orglerne i “9.2” som en art sonar).
Musikken er svær at beskrive, da den (selvfølgelig) ikke har genkendelige mønstre, vokal eller sågar tekst. Man kan ikke pege på, at lige præcis dét og dét er galt (dog skal det nævnes, at sonar-fladen i “9.2” er pladens højdepunkt). Men musikken er altså også for svær at pege på; den er alt for udflydende. I “9.4” er Vespestads trommer virkelig savnede, der mangler noget, der rusker i musikken og hiver de tre nordmænd ud af de lange, lange flader, de laver (fire styk af 10-14 minutter). De tre tilbageværende medlemmer virker tøvende, som om de mangler en til at bestemme, hvilken retning musikken skal i – de mangler simpelthen noget energi. Det improvisatoriske plejede at betyde uforudsigelighed i Supersilents musik, men 9 er desværre alt for forudsigelig, den får i hvert fald ikke gjort nok opmærksom på sin egen uforudsigelighed. Kropsligheden og det vitalistiske mangler på denne udgivelse. Den er interessant, men den danser kun i hovedet, desværre ikke i kroppen.
Alt forbliver uforløst og virker for tænkt på 9. At pladen er mixet utroligt lavt, så man skal skrue helt op for anlægget for at høre nuancerne, hjælper bestemt heller ikke. Specielt udgivelserne 6 og 8 kan anbefales, mens 9 desværre er et dårligt sted at starte sit bekendtskab med et af Norges dygtigste orkestre.
