For en måneds tid siden udkom svenske The Radio Dept.’s tredje udspil, det længe ventede Clinging to a Scheme. Pladen indfriede med sine nuancerede pop-perler alle forventninger. På det voldsomt anerkendte musik-site Pitchfork blev albummet rubriceret som ‘best new music’. Det er her, hvor mus bliver til mænd. Her, hvor et liv i øvelokalet på et splitsekund kan forvandles til et liv på landevejen. Hvis du bliver anerkendt hos Pitchfork, skal du nok også blive anerkendt en masse andre steder. For når du er inde i varmen dér, er du det også hos et stigende antal læsere verden over. En lille måned efter, at Clinging to a Scheme fik sit blå stempel, var det Wild Nothings tur.
For en måneds tid siden levede Jack Tatum, manden bag Wild Nothing og debutpladen Gemini, et stilfærdigt og sporadisk liv som universitetsstuderende og soveværelsesmusikant. Debuten var ved at blive finpudset. Og det skulle undre mig, hvis han ikke sideløbende bemærkede, at The Radio Dept.’s nyeste skive fik en så fin modtagelse. Parellellen mellem de to plader er klar, fordi Tatums plade i særlig grad smager af Sverige. At to så enslydende kunstnere udgiver musik med så kort et mellemrum, er påfaldende – men Jack Tatum er ikke svensk, og Gemini er stadig sin eget. Alligevel har jeg ved hver gennemlytning følt, at jeg kunne genkende lyden. Det var, som om jeg havde hørt den før.
Det æstetiske, nedbarberede og stærkt dragende udtryk, som Wild Nothing dyrker, er som snydt ud af næsen på de svenske lidelsesfæller. Ved simpel, men behændig brug af synthesizer, guitar, bas og atmosfærisk vokal rammer Jack Tatum på Gemini en lyd, som i højere grad er født af svenske skovsøer end indelukkede klubværelser. På ”Bored Games” og ”Summer Holiday” indrømmer han nærmest det nære blå-gule slægtskab. Med komplekse, men intime synthflader dannes et drømmende lydtapet. Tatums vokal fungerer som et ekstra instrument og omfavner med sin henslængte præcision lytteren i et enkelt, lys-violet lydlandskab: næsten krystalklar pop, der søger det smukke og organiske.
Wild Nothing er tydeligvis begejstret for de bands, 4AD præsenterede i 80’erne. Det legendariske pladeselskab var bannerførere for dreampop-bevægelsen, hvor bl.a. This Mortal Coil, Cocteau Twins og Pale Saints huserede. På Gemini er fascinationen slående på ”Drifter”, ”Pessimist” og ”My Angel Lonely”. Sidstnævnte (der fremstår som en af albummets bedste sange) fungerer sublimt med elegant klokkespil og enkelt keyboard. Tatums vokal er eminent til formålet, og han formår med snilde at parre det højstemt dramatiske med det stramme koncept. Formlen bliver desværre brudt alt for sjældent. Og det er derfor kun i glimt, at vi oplever, hvad Wild Nothing er i stand til.
Gemini er faktisk klart bedst, når Tatum spiller rendyrket pop, for han har virkelig et fantastisk øre for den gode melodi. Det beviser han ganske overlegent med den eventyrlige sommerhymne ”Chinatown”. Det er befriende, at tøjlerne bliver sluppet. Og man skal slet ikke skamme sig over at lave popmusik, når det bliver gjort så dansabelt og medrivende som her.
Fremover vil det klæde Wild Nothing at blæse på Pitchfork og alle de andre kloge hoveder. Der er tænkt lidt for meget på genrer og coolness-barometeret på Gemini, men det ændrer ikke ved, at talentet er stort. I de bedste øjeblikke er der ekstrem klasse over debutpladen, men derudover vil jeg foretrække at høre The Radio Dept. og Cocteau Twins.
