Arcade Fire: The Suburbs

Det er efterhånden seks år siden, at Arcade Fire debuterede med Funeral. Det er også seks år siden, at jeg stod uden for Badstuerock med svedige håndflader og accelererende hjerterytme. Lidt mere rolig – men meget spændt – kom jeg ud med Funeral i hånden. De næste par måneder var det den eneste plade, jeg hørte. Jeg har aldrig forstået religion, men jeg forstod Arcade Fire. Med den eksplosive kendingsmelodi ”Wake Up” omvendte de en hel generation. Ja, inden for den første måned fik den canadiske bevægelse samlet flere medlemmer, end Jehovas Vidner har gjort med selv samme slogan, eksemplificeret ved bladet “Vågn Op!”.

Hvis nogen var i tvivl om canadiernes religiøse engagement, var de det ikke efter udgivelsen af Neon Bible. Ligesom sin forgænger Funeral var Neon Bible en koncept-plade. Et dunkelt vidnesbyrd om dommedag, død og ødelæggelse. Arcade Fire har alle dage været et alvorligt band, men har trods deres mørke sind haft ualmindeligt godt styr på gode melodier og fængslende omkvæd. I kraft af deres overbevisende og energiske live-optrædender har det aldrig været en kedelig eller sørgmodig oplevelse at lytte til deres prædikener. Med den mørke historie in mente kan det næsten virke tamt og ulig dem, at den nyeste plade hedder The Suburbs og omhandler noget så trivielt som livet i forstæderne.

Det gamle testamente er byttet ud med forsanger Win Butlers minder fra hans opvækst i en forstad til Houston, Texas. Ideen og lysten kom, da han en dag modtog en mail og et fotografi fra en barndomsven. Billedet var taget foran Win og broderen (samt bandkollegaen) Wills fødehjem. Det affødte store, hidtil glemte følelser hos dem begge, og pludselig var rammerne for et nyt album skabt. Men det skulle gå stærkt. Det var en kamp mod hukommelsen at genskabe alle de øjeblikke, som havde formet dem. Frygten for at glemme er illustreret meget godt på titelnummeret, ”The Suburbs”: »Sometimes I can’t believe it. I’m movin’ past the feeling and into the night / so can you understand? Why I want a daughter while I’m still young / I wanna hold her hand and show her some beauty before this damage is done.«

”The Suburbs”, som også er førstesingle, markerer samtidig et nyt kapitel i Arcade Fires stemningsmæssige udtryk. Det er, som om bandet er blevet mere voksent og har pådraget sig en mere moden, knap så dramatisk måde at formidle sig på. Ligesom man selv har ændret sig siden Funeral-pladen, har canadierne det også. Den til tider overvældende melankoli er blevet afløst af mere afbalancerede og stille arrangementer. ”The Suburbs” er klassisk rockende, men flankeret af smukke violiner. ”Suburban War” nikker anerkendende til Bruce Springsteen og spilles mere gennemført og afslappet end tidligere. Og endelig er ”Wasted Hours” med sin sælsomme country et godt eksempel på, at Arcade Fire ikke kan og vil sættes i bås.

Det ville imidlertid være forkert at påstå, at The Suburbs er ufarlig, uden gnist eller kedelig. Allerede inden udgivelsen var Win Butler ude med en kritik af barndomsheltene Bob Dylan og Joe Strummer fra The Clash. De var også vokset op i forstæderne, men Win mente, at de hele tiden prøvede at være noget, de ikke var. At de fornægtede deres opvækst. Den kritik følger han til dørs på nummeret ”Rococo”: »They seem wild, but they are so tame / they’re moving towards you with their colors all the same / they want to own you but they don’t know what game they’re playing.« Mere dramatisk er det også blevet på lydsiden. Intensiteten er forstærket, og i baggrunden lyder stort anlagte strygere og forvrænget guitar.

De velorkestrerede arrangementer bliver ført videre på ”Sprawl Ι (Flatland)” og ”Half Light Ι”. Og hvor førstnævnte bliver lidt for kvalmende i dens forudsigelige patos, er ”Haft Light Ι” en magtdemonstration. Sammen med hustruen Régine Chassagne gør Win Butler det enkle overdådigt. De to smukke vokaler bliver flot viklet ind i en lækker smeltedigel af drømmekor og violiner. En meget, meget flot sang der fortjener at blive hørt i absolut stilhed.

Stille er det derimod langtfra på ”Ready to Start”. Ligesom på ”Keep the Car Running” fra Neon Bible er det hurtigt og ekstremt tight. Guitarerne er sylespidse, og trommerne banker godt derudad. Win Butlers vokal er desperat, men barsk. Endnu stærkere går det på ”Month of May”, der bliver indledt med den klassiske garagerock-nedtælling; »one, two, three, four« og så fuld gas derfra! Der er en rå og punket attitude over staccato-guitarerne, men her må det være temperamentet, der afgør, om man springer videre eller ej. Det samme gør sig gældende for ”Half Light ΙΙ (No Celebration)” – en hurtig new wave-/keyboard-sag, der aldrig rigtig får udviklet sig i en interessant retning. Ligesom ”Month of May” formår den ikke at bidrage positivt til pladens helhed og ville formentlig føle sig bedre tilpas på en opsamling med B-sider.

Heldigvis har Arcade Fire for vane at levere en stærk slutspurt. På debuten var det med ”Haiti” og ”Rebellion (Lies)”, og på Neon Bible gjorde man med ”Windowsill” og ”No Cars Go” kunsten efter. Og heller ikke på The Suburbs skuffer canadierne. En af Arcade Fires største forcer er opbygningen, strukturen. De er mestre i at holde lytteren hen. Fænomenale til at prikke til en og lade spændingen, kulminationen, tage fra og tage til. Hele tiden kæler de for nysgerrigheden og bryder ud med nerve og indestængt dramatik. ”We Used to Wait” bæres frem af enkelt klaver og klare synthlinjer, og langsomt bygges der på med varierende percussion. Den helt store klimaks udebliver, men deri ligger klassen. Det forløst uforløste.

Anderledes ligetil er det på pladens bedste nummer ”Sprawl ΙΙ (Mountains Beyound Mountains)”. Med den samme lethed og overlegenhed som Kate Bush synger Régine Chassagne over sprøde og spacede synthflader. En fuldstændig fantastisk og medrivende popsang, der går lige i danseskoene. Et ustyrligt simpelt bevis på Arcade Fires tårnhøje niveau. Det imponerende er ikke kun sangene, men den måde de leveres på: drilsk, nysgerrigt og veloplagt. Rent tematisk kan The Suburbs måske virke klejn i forhold til de tidligere mere (indholdsmæssigt) tunge udgivelser, men på deres egen måde er det, som om de har opfundet sig selv igen. De har omsider fundet tilbage til rødderne. Tilbage til forstæderne.