Tilbage i april fortalte Kim Elgaard Andersen i sin fredagsvideotekst om, hvordan nummeret “I Need a Dollar” mindede om de ting, der udkom på Stax i 1968. Dét nummer er første nummer på Aloe Blaccs andet album, Good Things, og lad os da bare med det samme afsløre, at karakteristikken på første nummer også ganske præcist rammer resten af numrene på albummet.
Det betyder også, at numrene har samme socialpolitiske og -realistiske kant, som en del af numrene havde i 1968. De har samme indføling, patos og smag for fuldfede messingakkorder, jazzede, funky klaverfigurer og smertende strygere. Kan vi bruge det i dag? Ja, det kan vi. Vi kan bruge det, fordi det, ligesom dengang, er historier, der burde få os til at tænke os om. Især når de er så forrygende fortalt som på Good Things.
F.eks. når Blacc taler om “Miss Fortune” i nummeret af samme navn. Fremsiger man den titel for sig selv – og ved man, at man har med en intelligent sprogjonglør at gøre (Aloe Blacc var en del af undergrundsrapgruppen Emanon) – burde man straks blive klar over, at der stikker noget under. Og lytter man til teksten, gennemlever man, hvordan hovedpersonen advares af faderen til Miss Fortune og tror, at han kan få hende til at forstå, at penge ikke er vigtigere end hendes sjæl, men må erkende, at det kan han ikke. Derigennem kommer moralen også, og dem er der mange af på Good Things: »The problem with having everything you want / is you never really know what you need.« Samme socialpolitiske morale træder også frem i ”Life So Hard” igennem linjen »the key to everything in America / is the money.«
Men der er ikke kun løftede pegefingre. Der er også numre, som på klassisk soul-maner inspirerer og fortæller om de gode ting i livet. Succesoplevelser, der giver mod til at stå imod livets modgang. F.eks. i “Green Lights”, hvor der til hammondorgel, afdæmpet, tilbagelænet bas og messingakkorder synges: »Something special happened today / I’ve green lights all the way / with no big red sign to stop me / no traffic jam delay.« Det er lyrik, der giver overskud og overfører en positiv tilgang til livet til lytteren. Perleparaden er dog først lige begyndt at rulle. Der er også en virkelig vellykket coverversion af The Velvet Underground-klassikeren “Femme Fatale”, og skulle man have det svært med den langsomme, indfølte soul, er der en ordentlig salve med poppistolen i “Loving You Is Killing Me”, som har mindst lige så meget potentiale som Gnarls Barkleys ”Crazy”.
Og så sidder der altså en stemme af guds nåde i Aloe Blacc. I “Hey Brother” trænger Aloe Blaccs stemme f.eks. igennem de hakkende funkguitarer og messing som en anden ung Jimi Hendrix, og i “If I” leverer han gåsehudsfremkaldende skønhed ledsaget af hammondorgel og pizzicato på violinerne. Englene synger ganske enkelt, når Blacc rammer og svæver rundt i det høje toneleje med linjerne: »If I shed a tear / would you cry with me? / If I told a lie / would you forgive me?« Og når pladens næstsidste nummer, ”Mama, Hold My Hand”, rammer det allerede svage hjerte og fortæller historien om mor og søn, triller tårerne ganske enkelt. Det begynder med sårbarhed fra drengens side (»Mama, hold my hand, I don’t think I can cross this road by myself«) og bliver til stædig selvstændighed (»Mama, leave my hand / I been waiting to cross this road by myself«), inden billedet vender, og døden nærmer sig (»Mama, hold my hand, I don’t think you can cross this road by yourself«).
Min mor døde for tre år siden af kronisk obstruktiv lungesygdom. Det var afslutningen på næsten 10 års sygdom, en lungetransplantation og en hård, hård fysisk og psykisk kamp mod overmagten. Om dagen, inden den nat hun døde, havde hun, mens jeg holdt hendes hånd, sagt, at hun ikke kunne mere. Og jeg havde sagt, at det var okay. Alle de følelser, der fløj rundt i kroppen i de dage for tre år siden, blæste frem, da ”Mama Hold My Hand” listede ind i mine høretelefoner. Og netop evnen til at omfavne – og indimellem omklamre – lytteren med følsomhed, indlevelse og følelser, man genkender og husker, skaber kernen i det fantastiske album, Good Things er. Kombineret med så særegen og unik en stemme skaber det noget nær et mesterværk.
Enig… Fantastisk album