Smith Westerns: Dye It Blonde

Dye It Blonde er det seneste udspil fra det amerikanske rockband Smith Westerns. Debuten udkom tilbage i 2009, og da skabte bandet lidt røre med nogle støjede og tilbageskuende knaldperler. Som det så ofte er tilfældet, var det selvbetitlede debutalbum præget af mange eksperimenter og en søgen efter et ståsted på en mangfoldig og blomstrende musikscene. Det lader imidlertid til, at de fire Chicago-drenge har været på ihærdigt udkig, for Dye It Blonde er bestemt lyden af et band, der har fundet ro.

De to Omori-brødre Cullen og Cameron og bandkollegaerne gik stadig i high school, da alverdens hipstere blev introduceret til deres hurtige garagerock for to år siden. Kemirapporter skulle afleveres, fremmøde-procenter skulle overholdes, og det modsatte køn skulle udforskes. Derfor var der måske ikke så stort et råderum for en gennemarbejdet debut, men takterne og talenterne kunne stadig skimtes bag de fræsende distortion-pedaler. Nu har kvartetten imidlertid groet hår på brystet, og det har udmøntet sig i en håndfuld gode popsange.

Selvom Smith Westerns nu har overstået high school, har de langtfra kasseret den forførende ungdommelige energi, der gennemsyrede debutalbummet. Dye It Blonde lægger i hvert fald ud i et rasende tempo med singlen ”Weekend”. Det virker som en fornuftig disposition, for straks fanges og forføres man af bandets frejdige og livlige guitarakkorder. Det er forfriskende, at der køres hårdt på fra start, og selvom helte som The Beatles og The Kinks givetvis har aktier i de medrivende 60’er-arrangementer, føler man sig hverken snydt for originalitet eller indlevelse.

Overordnet set er der en rigtig lækker og varm stemning over hele albummet. Der er en uforklarlig tryghed, ro og retro-charme over gruppens rummelige sange. Albummet kunne faktisk lige så vel være udkommet i midt-60’ernes England. Når man hører sange som ”Still New” og ”Imagine Pt. 3” har man, ud over et stort smil på læben, en fornemmelse af en stor kærlighed for mod-kulturen. Til de af jer, der ikke har noget kendskab til denne og til den musik, der udsprang af mod-bevægelsen, kan særligt bands som Small Faces og The Who anbefales. Disse bands og andres fine blanding af pop og soul synes at have haft indflydelse på Dye It Blonde.

Særligt på pladens første tredjedel har det dog ingen negativ effekt. Nej, tværtimod føler man sig snarere blæst omkuld af udødelige melodier og stor spillelyst. Også her åbenbares Smith Westerns’ store passion for brugen af den klassiske twangguitar-lyd. Guitaren falder godt ind på albummets bedste nummer, ”Imagine Pt.3”, hvor den i selskab med tamburin og fedt vokalarbejde sørger for at oplyse de mørke vinteraftener, der for tiden omringer os.

Kendetegnende for Dye It Blonde er også de mange fyldige sange, der lugter lidt af en forståelig Beatles-interesse. ”End of the Night” og ”Smile” gør begge brug af klaver, og det er blandt andet med til at skabe en helt særlig fin og nuanceret opbygning, hvor bandet viser deres tålmodige pop-finesse. Under disse numre fremtoner det klassiske Revolver-album på min nethinde. ”Smile” er samtidig albummets mest storladne sang, men uden at forklejne de unge amerikaneres talent må jeg konstatere, at der er et stykke vej til forbillederne. Harpe, strygere og let klaver gør sit for at opnå en luftig/romantisk/ambitiøs stemning, men alligevel når bandet ikke ud over rampen, og det overdådigt anlagte nummer mister slutteligt pusten. Samtidig fiser luften langsomt ud af ballonen.

Disse lidt mislykkede sange ødelægger ikke for alvor helhedsindtrykket på den fine opfølger. Tilbage står oplevelsen af et band, der starter godt og efterfølgende sætter tempoet ned, men også svinger i kvalitet. Stærkt fremstår dog den måde, hvorpå Smith Westerns får deres sange til at virke så legende lette. Uden at sammenligne med forbillederne er Dye It Blonde en perlerække af gode melodier og velovervejet musikhåndværk. Til tider, mod slutningen af pladen, bliver det næsten for tydeligt orkestreret og for tilrettelagt, men andre gange nynner man gladelig af sted uden nogen bekymringer. De sidstnævnte øjeblikke er der heldigvis flest af.