KB18 ligger skummelt i en afsides gade i Kødbyen. Husene er tilskoddede og hærgede, og graffitien hersker på hver en mur. Så det var svært at tro, at der, her inde i den gamle slagterby, skulle spilles drømmende pop-rock fra bandet Memoryhouse. Men ikke desto mindre havde bookingbureauet Smash!Bang!Pow! sat dem til at give koncert på denne lidt trøstesløse location.
Ice Cream Cathedral
Inde i KB18 var der ikke mødt mange mennesker op, da det danske opvarmningsnavn Ice Cream Cathedral gik på. På den lille, proppede scene stod de tre medlemmer af bandet og så ydmyge ud. En på trommer, Ipad og drumpads, en anden på guitar, keyboard og trommemaskine, og den sidste var sangerinden Anja T. Lahrmann, som også havde et keyboard og en guitar som instrument.
Tonerne til det første nummer “Volume” blev sat i gang, og publikum begyndte så småt at stimle sammen for at se dette alternative dreampoporkester. Ikke ulige hovednavnet Memoryhouse, vævede guitar, tromme og keyboardanslag sig ind og ud af hinanden i et meget komplekst lydbillede. Uprøvede stod trioen oppe på scenen og lod musikken tale for sig, og når de ikke lige gjorde det, undskyldte de for deres indadvendte ydre og lidt nervøse sammenspil. Men der var ikke så meget at undskylde, for selvom lydbilledet af og til blev lidt for mudret, og melodierne ikke altid hang helt sammen, så var det overordnede indtryk faktisk godt. Især på det smukke og lange nummer “Armful of Rubies”. Her blev Anjas vokal forenet med flot guitarspil og et meget rytmisk trommemønster. Sangen faldt og steg i intensitet, og strukturen blev bygget op og brudt ned, men hele tiden kunne man følge den melodiske røde tråd.
Memoryhouse
Da Ice Cream Cathedral gik af scenen efter fem numres tid, var der mødt flere op for at se det canadiske hovednavn Memoryhouse. Der gik ikke lang tid før duoen bestående af Evan Abeele (komponist, guitarist), Denise Nouvion (vokalist), plus en trommeslager, stod parat til at give deres første liveshow nogensinde i København.
Bandet startede modigt ud med at give os et nyt nummer i form af “Pioneer”. Desværre var der slet ikke skruet nok op for Nouvions vokal, så hendes smukke stemme druknede i drømmende, repetitivt guitarspil og beatpulserende trommeslag. Dermed mistede sangen meget af sin charme, og det var selvom, at det instrumentale lydbillede var meget veludført. Heldigvis bad hun teknikerne om at skrue op for vokalen, da nummeret var slut.
Oven på den dårlige start blev det tid til et nummer fra dette års glimrende fuldlængdedebut The Slideshow Effect. “Walk With Me” blev fremført meget mere rocket og kantet, end pladens bløde og poppet drømmende musikvare. Det var der både plusser og minusser ved. Den lidt mere guitarbårne liveversion gav et tiltrængt rusk i publikum, hvorimod den hengivende og døsige pladeversion forsvandt i al støjen. Derfor forduftede også noget af den magiske, dagdrømmende tilstand. Det samme fremgangsmønster hørtes i alle sangene gennem koncerten.
Efter den meget rockede udgave af “Walk With Me”, kom der to numre fra debut-ep’en The Years (2011). Begge sange manglede igen vokal plads, og det drømmende aspekt forsvandt ud i det lavloftede lokale. Nouvion gav den ellers gas på scenen med dans og grimasser, og det hjalp da lidt på den forsvundne gode stemning.
Det gik straks langt bedre for Memoryhouse, da de tog fat i numrene “Heirloom” og “The Kids Were Wrong”. I “Heirloom” lagde Abeeles guitarspil sig smukt omkring Nouvions vokal, der for en stund brændte igennem det støjende lydtapet. Trommespillet var også stramt og velplaceret, og alt det tilsammen gav en følelse af succes på scenen. Det viste sig også ved at Nouvion smilede kært til Abeele, og publikum mærkede straks den bedre vibe oppe ved instrumenterne, og bifaldet var denne gang mere bekræftende og ægte end før. Det samme var tilfældet med sangen “The Kids Were Wrong”. Her ligefrem strålede sangerindens skrøbelige vokal, og det gav publikum den dejlige, drømmende bløde pude, der så længe var efterspurgt.
Den sidste sang var igen et nyt nummer, og den sluttede desværre ikke koncerten ordentlig af, da der var mangel på melodi, og peaket kom aldrig for at løfte stemningen til det afslutningspunktum, som koncerten havde brug for.
Men som man stod der uden for KB18’s dør efter den 45 minutter lange musikopvisning, havde man alligevel følelsen af, at det triste kvarter pludselig var blevet en lille bitte smule kønnere oven på Memoryhouses koncert. En koncert, hvor bandet gjorde alt for at give den bedste oplevelse til publikum, men hvor de måtte ende med et kun pletvist smukt show.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
Hvis jeg husker rigtigt var sidste sang et cover af Father John Misty – Only Son of the Ladiesman…
Det har du helt ret i Stefan : )
Godt hørt og observeret.