Nyheder

Roskilde Festival og Pop Revo afslører hovednavne i dag

Queens of the Stone Age
Skrevet af Signe Palsøe

Det er en begivenhedsrig fredag i Festivaldanmark. Roskilde Festival meddeler, at Queens of the Stone Age, Daedelus og C2C spiller til sommer, og samtidig offentliggør Pop Revo, at The Clientele er første navn på 2013-plakaten.

Så er der godt nyt til dem, der mener, at Roskilde Festival mangler navne, som kan trække hovedparten af festivalgængerne op til fadøl og rockfest ved Orange Scene. Festivalen har netop meddelt, at stoner-koryfæerne i Queens of the Stone Age lægger vejen forbi Dyrskuepladsen til sommer. Josh Homme og det øvrige tunge rockslæng meddelte i sommers, at de var i gang med indspilningerne til et nyt album, som bandet endnu ikke har lækket mange oplysninger om. Dog har de fortalt, at pladen er klar til sommerens første festivaler, så der burde være rig mulighed for at lægge ører til nye toner såvel som gamle kendinge, når amerikanerne kommer til Roskilde.

I samme ombæring som Queens of the Stone Age-afsløringen melder Roskilde Festival, at Ninja Tune-legebarnet Daedelus og de lige så eklektiske C2C spiller op til fest i Roskilde. Daedelus er kendt for sin uhøjtidelige tilgang til et væld af ofte skæve eller barnlige virkemidler, der inkorporeres i et veritabelt elektronisk overflødighedshorn – ikke mindst på Roskilde Festival, hvor han medtager et sceneshow, der simulerer en fest i en overdimensioneret disko-kugle. Hør et eksempel på hans seneste output, nummeret “Platforming”, i videoen øverst i indlægget. C2C går i stedet til deres turntables, når de vil sætte gang i publikum med afsæt i hovedsageligt soul, hiphop og electronica.

Men det er ikke kun Roskilde Festival, der løfter på sløret i dag. Den aarhusianske Pop Revo-festival, der plejer at være god for at få en solid samling Undertoner-favoritter til Danmark, har afsløret, at The Clientele kommer forbi festivalen til maj. Bandet kan efterhånden kaldes lidt af en Pop Revo-klassiker, da de fire englændere allerede har spillet på festivalen i 2004 og 2005 og i øvrigt spillede i forbindelse med Pop Revos fødselsdag i 2007. The Clienteles hjemmeside har i godt og vel et år meldt, at bandet holder pause, og de fleste af medlemmerne har da også travlt med at bijobbe i andre konstellationer, hvoraf frontfigur Alasdair MacLeans Amor de Días-projekt nok er det mest omtalte (og desuden også spillede en opvarmningskoncert i forbindelse med dette års udgave af Pop Revo). Ikke desto mindre samles bandet altså igen til foråret, hvor der endnu en gang vil være mulighed for at lægge ører til deres underspillede, tågede og tilbageholdende, men altid iørefaldende popsange.

Roskilde Festival finder i 2013 sted i dagene 29. juni-7. juli, og Pop Revo i weekenden 9.-11. maj.

Leave a Reply