Plader

Eels: Wonderful, Glorious

Skrevet af Jonathan Heldorf

Eels har over nu ti plader været fortabt i alverdens sorte huller, fundet glæden i de små fugle på foderbrættet, og nu er det, der startede som et enmandsprojekt, blevet til et sammenspillet band. Det er uden tvivl godt for E’s mentale tilstand, men er det godt for kunsten?

Mark Oliver Everett, bedre kendt som E, har altid været på vej et sted hen med sin musik. Hver plade har været et retningsbestemt fodspor i en søgen efter indre ro, og hver sang har været en ny geodætisk kortlægning af følelsesmæssige pejlemærker. Hans liv har været præget af en række ekstreme op- og nedture (mest det sidste), men musikken har holdt ham jordbunden, og fans overalt har kunnet relatere til de overvældende store spørgsmål, som E i løbet af årene har rejst igennem sine meget nøgterne og dagligdagsprægede anekdotiske tekster. I hver sang har man set en ny side af den introverte E, som til gengæld har udleveret sig selv helt og holdent i musikken. Uanset om det har været en fremragende eller blot jævn sang eller plade, så har der altid været det ekstra lag, hvor man i det mindste følte, at man lærte et andet menneske bedre at kende. Det var Eels’ største styrke.

På det seneste er der dog sket et skred (siden End Times, vil jeg hævde). E er begyndt at blive mere diffus og distanceret. Teksterne mister spidsfindighed og bliver dermed irrelevante. Desværre er musikken på vej i samme retning med for lidt konsistens, for meget tomgang og manglende originalitet. Til gengæld er der mere skurren og skramlen, men desværre på en halvkedelig damptromle-facon, og ikke som på for eksempel den beskidte, men charmerende gadekøter Hombre Lobo.

Tiende hak i bæltet, Wonderful, Glorious, fortsætter på sin vis nedrivningen af den gammelkendte Eels fra før End Times, men denne gang har E i højere grad end tidligere inddraget sit hold af bygningsarbejdere, og man fristes til for første gang nogensinde at kalde Eels for en gruppe, hvilket kommer fint til udtryk i den kompromisfyldte og skramlede omgang støjblues.

Samarbejdspartnerne er de gamle kendinge Knuckles, The Chet, Koool G Murder og P-Boo, der tilsammen udgør et helt kartel af bluesbrødre, og om end de forstår at swinge, og selvom håndværket er solidt, så er det faktisk overhovedet ikke positivt, når jeg kalder Eels for ‘et rigtigt band’. På Wonderful, Glorious har alle haft indflydelse på sangene, som er blevet til i fællesskab. Men E har altid været den altoverskyggende karakter i Eels, og selvom han denne gang forsøger at undgå det, er det svært for den vante Eels-lytter at undlade at fastholde ham i den rolle.

Og ser man Eels’ tiende udgivelse som et led i antologien om E, så er det en sørgelig fodnote. Tekstuniverset er skrumpet helt ind til at være en halvslatten omgang jeg-har-ikke-mere-at-sige-men-det-skal-ikke-afholde-mig-fra-at-sige-noget, som på “Kinda Fuzzy” (hvilket er en udmærket varedeklaration), hvor det lyder: »I’m feeling kinda Fuzzy / but you know I’m alright / I’m feeling kinda Fuzzy / but the sun is shining bright.« Det er uldent og udefineret, og man får fornemmelsen af, at der bare skulle synges et eller andet. Instrumentalt har Eels også tidligere haft langt mere finesse og gennemslagskraft.

Omvendt kan man også se Wonderful, Glorious som et autonomt værk, der blot ikke burde have båret mærkaten Eels. Så ville lyttere med et dybt forhold til Eels have lettere ved at tilsidesætte konteksten og lytte med nye ører. I den optik kan Wonderful, Glorious fra E med band siges at være ganske fornøjelig og vellykket. Der er en fin energi hele pladen igennem, og det er som sådan en solid omgang bluesrock, hvor især ”New Alphabet” raver højt op med en perfekt balanceret vekselvirkning mellem rå aggression og blid eftertænksomhed.

Der hersker dog ingen tvivl om, at musikken ikke længere fremstår som en nødvendighed, som en naturkraft, der ikke kunne stoppes. Nu føles det nærmere som en samling midaldrende mænd, der er fuldt ud tilfredse med at være, der hvor de er, og så leger de lidt, fordi det er rart. Det er da dejligt for dem, men det er ikke i nærheden af at være så vedkommende som den desperate, uligevægtige og depressivt tyngede Eels. For musikkens skyld er det let at ønske, at E havde det ad helvede til.

★★★☆☆☆

Leave a Reply