Artikler Introduceret

Undertoner introducerer: Eels

Skrevet af Jonathan Heldorf

Mark ’E’ Everett laver musik for at granske sine følelser. Siden hans familie døde, har E på kynisk-humoristisk vis bearbejdet sit privatlivs forfærdelige kendsgerninger i sine sangtekster. Målet er den indre ro.

To julekugler. Én gul og én rød. På den røde er med sorte blokbogstaver skrevet ‘MARK’. På den gule ‘LIZ’. En dristig og kåd udfordring de to børn imellem lyder: »Den, hvis kugle først går i stykker, den af os to skal først dø.«

Sidst i 60’erne bliver det en morbid tradition i Everett-hjemmet at jonglere med glaskuglerne, inden de hænges på træet. Storesøster Liz er blevet ældre og trygler fuld af bange anelser Mark om ikke at jonglere mere. Mark, der selv føler sig på dybt vand og ikke helt forstår, hvad legen egentlig indebærer, ønsker inderst inde at følge hendes bøn, men hænderne vil ikke stoppe. De svedige håndflader bliver sværere og sværere at arbejde med, og det uundgåelige kræver sin ret; den ene kugle rammer håndkanten i stedet for -fladen og søger nådesløst mod gulvet. Den gule julekugle splintres, virkeligheden vækkes til live, og en profeti er halvvejs opfyldt.

Da Mark Oliver Everett – nu bedre kendt under kunstnernavnet E og eneste faste medlem i det skramlede, millionsælgende bluesrockband Eels – omtrent 25 år senere ringer til sin søster fra sin kummerlige lejlighed i Beverly Hills, med nyheden om at hans debut med Eels er blevet sat til udgivelse, er det ikke Liz, han får fat på. Liz kan ikke tage telefonen. Hun ligger på badeværelsesgulvet og har taget sit eget liv.

Alligevel hævder E i sin selvbiografi, Things the Grandchildren Should Know (2008), at verden nogle gange er alt for smuk for ham, til at han kan kapere det, og alt i alt føler han sig taknemmelig for at have oplevet så meget, både godt og dårligt. Han skriver: »I’m not one for eating up people’s melodrama. Just another day to me,« og dermed giver han udtryk for en råkynisk tilgang til livet og sin distinkte, sorthumoristiske mudderhulsfilosofi; en tilgang, der gang på gang ekspliciteres i de meget personlige og jordnært ærlige tekster, E hægter på sine minimalistiske bluesmelodier.

Som 18-årig fandt han sin far død af et hjertestop i en lænestol; foran et karrieremæssigt gennembrud får han overbragt nyheden om sin søsters selvmord; og mens hans mor ligger med kræft i hele kroppen, tvinger hans pladeselskab ham til at spille koncerter over hele det nordamerikanske kontinent. Ikke så sært, at han opfatter verden som et barsk sted at leve. Men hvordan får en sådan prøvet person sig selv ud af sengen om morgenen, når selvsamme person som teenager ikke kunne forestille sig at overleve sin 18-års fødselsdag og mest af alt fantaserede om at køre sin bil ud over en bro?

E har aldrig forsøgt at skjule, at det er ærligheden, der er skyld i, at han stadig er her i dag. Havde han prøvet at holde sine følelser tilbage eller skjule sin sorg ved at stille en facade op, hvor alt syntes ok, så havde han for længst nået samme punkt som Liz. Musikken, og tekstskrivningen i særdeleshed, har fungeret som terapi, hvor det uforklarlige kunne få ord, og det tyngende kunne sættes i perspektiv.

Følelsen af at have en pistol for tindingen har været en manisk drivkraft for E. Han har stirret på fuglene på sit foderbræt i månedsvis, lukket omverden ude og søgt enkelheden i det uoverskuelige. E skriver i sin selvbiografi, at han er fascineret af skuespillere, der siger, at den rolle, de påtog sig, var et interessant valg at tage som skuespiller. Han er fascineret af det, fordi han ikke selv føler, at han står over for et valg: »I don’t think in terms of choices. I only feel what is there that is coming out, and it must be real, so there it is.«

Det er ikke så meget en arbejdsform som en overlevelsesmekanisme. Han er ganske enkelt nødt til at lade sig drive af instinktet, for hvis tvivlen fik taletid, ville han givetvis drukne i sit kviksandssind. Dette indså E, da hans mor døde efter en kortvarig kræftsygdom. E havde kort forinden udgivet sit første album under navnet Eels, Beautiful Freak (1996), og de sidste koncerter på den lange debutturné gennem USA blev aflyst grundet begravelsen. Her gik det op for E, at han nu var alene i verden; sidste tilbageværende medlem af Everett-slægten. Sortsynet overmandede ham, og manisk drevet af instinkt begyndte han at arbejde utrætteligt og desperat på det album, der senere skulle blive til Electro-Shock Blues (1998).

Mange anmeldere har kaldt albummet en plade om sorg og død, og det er det måske også, men mest af alt er det en plade om glæden ved livet. Livet, der fletter fingre med døden som med glæden og sorgen. Det ene kan ikke skildres uden det andet, blev E opmærksom på i processen. Jo flere sange han skrev, jo mere kunne han mærke knuden inde i sig løsnes, og desto mere han tænkte over døden, desto større betydning fik livet. I sangen ”Cancer for the Cure” fra dette album er det ikke til at overse: »The kids are diggin’ up a brand new hole / where to put the deadbeat mom […] and father knows best / about suicide and smack / well, hee hee hee [som et grin, red.] / cancer for the cure / buckle-up and endure now baby.« Et mildest talt pessimistisk livssyn stilles til skue her, i hvert fald ved første møde med teksten. Men »well, hee hee hee / cancer for the cure« giver os noget at tænke over. Der ligger en dobbelttydig ’rend mig i røven’-attitude under sortsynet, der bider efter lytteren og siger: »Så lev dog livet, mens tid er!«

Electro-Shock Blues var det en indestængt og sørgende E,  man stiftede bekendtskab med. Dengang blev han nødt til at udbasunere lysten til liv, både for at kunne holde fast i den og samtidig skildre sin desperation, men senere fremhæver E sin kærlighed og sin kynisme mindre højlydt: »In this world of shit / baby you are it / a little light that shines all over / must take over / and see us through the night.«

Denne direkte – men mere kultiverede – tekstbid er hentet fra “In This World of Shit”; en af mange sange E har skrevet til sin søster, siden han fik sit gennembrud for 15 år siden. Dikotomien mellem at leve i en verden af lort og stadig have evnen til at elske illustrerer nogle typiske træk ved E’s stil: For det første er det brutale verdensbillede ridset grundigt op. For det andet kommer humoren tydeligt til udtryk imellem de to rimende konstateringer »shit/it« i første linje. Og for det tredje er der melankolien; savnet rettet mod søsteren, der nu blot er et lys på nattehimlen.

”In This World of Shit” findes på pladen Souljacker (2001), der overordnet set markerer et begyndende skift i E’s tekster. Et skift, der er præget af mere allegori og mindre privatperson, flere moraler og mere fiktion. Selvom det private aspekt på mange af sangene tilsidesættes eksplicit, åbner det til gengæld yderligere for den side af E, der er beslægtet med Tom Waits, og som forvalter det mere eksistentielle og kyniske livssyn. ”Bus Stop Boxer” er et godt eksempel: »So I get up and go downtown / and pick me out a little piece of ground / where I can prove something to the world / I can prove something to the world / don’t look at me / I’m the bus stop boxer.« Denne stil fortsættes på de to seneste plader, Hombre Lobo (2009) og den nyligt udgivne End Times (2010). Men mellem disse ligger hovedværket, Blinking Lights and Other Revelations (2005), der af mange hyldes som et sublimt mesterværk. En musisk omskrivning af E’s liv.

Denne plades booklet indeholder sangteksterne skrevet på en gammel skrivemaskine. Dertil er det fyldt med billeder fra hengemte familiealbums og understreger dermed E’s behov for at være en del af en sammenhæng og hans følelse af at være blevet efterladt. Ud over konceptet – at pladen bevæger sig fra fødsel til midaldrende mand – så er det tydeligvis savnet rettet mod familien og den store, altoverskyggende uoverskuelighed, der følger i kølvandet, som skinner igennem på pladen.

»I’ll go none too bravely / into the night / I’m so tired of living / the suicide life / that ain’t no reason to live,« synger han i ”Suicide Life”, og: »Do you know what it’s like to fall on the floor / and cry your guts out ’til you got no more / hey man now you’re really living« i ”Hey Man (Now You’re Really Living)”. Begge sange er karakteristiske – både for pladens udtryk, men også for den overordnede Eels-æstetik. Ligesom i sangen ”Cancer for the Cure” fornemmer man en subtil djævel på skulderen, der siger: »Jeg har været der, jeg ved, at livet er uretfærdigt, og det eneste, du kan gøre ved det, er at indse, at du ikke må tage det for seriøst.«

Noget af denne dobbelttydige galgenhumor gives der køb på på den seneste udgivelse, End Times. Den er mere minimalistisk i sin melodistruktur og mere opgivende i sine tekster. En mere udhungret og knap så intenst formidlende E er, hvad man hører. I stedet for en mand, der trods alt har en ironisk distance til livet, finder man en skuffet og træt eremit, der har glemt værdien af at lege. I sangen ”Nowadays” synger han: »Nowadays you go for a walk / better not stop and wave or say hello / just as soon people will spit / give you shit just for looking at them / and walking too slow / slowly and methodically / I’ll lock the world away / haunted by my better days.«

Mark Oliver Everett anno 2010 lyder ikke som en mand, der kunne finde på at jonglere med liv og død. Snarere lyder han nu, som om han blot venter på, at nogen knuser den tilbageværende julekugle for ham, så han kan komme videre. Videre til et sted, hvor det ikke er nødvendigt at udvælge sig en fortovsflise ved busstoppestedet, hvor man behøver at bevise noget for verden.

Men Eels’ største forcer har altid været evnen til at overraske, trangen til at eksperimentere og som Bob Dylan give fanden i, hvad publikum mener. Det kan være svært, for ikke at sige nytteløst, at skelne mellem E og Eels. Manden og musikken. E er et menneske som alle andre. Han har mange forskellige sider, mange nuancer i sin personlighed, og det fremgår for alvor, når man hører hans musik. Det ene år laver han støjrock, det andet laver han blues, det tredje drømmepop. For ganske nylig blev det offentliggjort, at endnu en plade er på vej. Tomorrow Morning – sidste del af trilogien, der inkluderer Hombre Lobo og End Times rammer verden 24. august, og plade- samt sangtitler og smagsprøver indikerer alle, at dette meget vel kunne blive Eels’ mest glædesfyldte og livsbekræftende skive til dato. Så man skal være varsom med sine konklusioner om, hvornår E giver op. Well, hee hee hee.

Her starter du med Eels:

Electro-Shock Blues (1998)
Det er denne plade, der har defineret Eels’ udtryk. I kraft af den forankrede lidelse skabte Eels med Electro-Shock Blues grobund for alle de senere udgivelser. Debuten Beautiful Freak har fostret mange af Eels’ største hits, men det er ikke en målrettet plade fra en kunstner, der har fundet sin nerve endnu. Det er Electro-Shock Blues til gengæld. Den familiære tragedie var, hvad der skulle til for at definere den weltschmertz, der på Beautiful Freak var til stede, men i uforankret og rodløs form.

Souljacker (2001)
En uforfalsket lo-fi-rockplade. Eels’ mest eksperimenterende udgivelse, både i lyd og tekst. Den kører i et lidt højere tempo end de tidligere og benytter sig også i højere grad af elementer fra støjrocken, men også mere jazzy toner høres. Souljacker er den første plade, hvor E arbejder sammen med bassist/producer Koool G Murder, der også har haft stor indflydelse på Shootenanny! (2003) og Hombre Lobo (2009) og givetvis også E’s skæg, der kun er blevet længere i takt med bekendtskabet.

Blinking Lights and Other Revelations (2005)
Det ubestridte hovedværk, der indkapsler E’s liv fra fødsel til midaldrende mand. Overordnet en meget drømmende udgivelse med masser af brug af klokkespil. På denne 33 numre lange udgivelse bliver lytteren præsenteret for Eels i alle afskygninger; både den bløde, den hårde, den sørgende, den optimistiske, den sjove og den rørende. Selvom der er så meget forskelligt, er det hele bundet flot sammen og fremstår som en målrettet fortælling. I øvrigt giver Tom Waits en hånd med på et enkelt nummer.

5 kommentarer

  • tak for en interessant redegørelse for kunstneren e (og mennesket mark oliver everett). Mandens usentimentale og meget lakoniske forhold til død og undergang har altid fascineret mig. Jeg synes dog at artiklen dækker over at manden kunstnerisk har været totalt død siden slut90erne. Han peakede (i sjældent helstøbt grad) på Electro shock blues (efter min mening den måske bedste plade om død og tab nogensinde – selv uforlignelige Patti Smiths elegi over sin afdøde mand på Gone Again fra 1996, blegner en smule i sammenligning). Men siden har E reelt ikke lavet noget der rykker ved det billede. Han har gentaget sig selv i det uendelige og nærmest pinagtige, hvilket har forårsaget at den musik der engang lød unikt investerende, nu er en tom skabelon for udtjente følelser og gamle kneb. At kalde “Blinking Lights” for mandens mesterværk, svarer i mine øjne til at kalde Rolling Stones anno 1996 for deres peak…det er helt ude i hampen, med andre ord. Blinking Lights er en træt, træt kopi af det virkelige mesterværk, Electro shock blues, melodierne og teksterne slæber sig faretruende nær en kunstnerisk harakiri, hvor manden bare udfylder en skabelon og dermed begår gravrøveri på sin egen gamle bedrift, hvilket føles forkert og urimeligt, i og med at den gamle bedrift uundgåeligt må ses i lyset af den blege opfølger. Jeg var MEGET skuffet over at han lavede Blinking Lights og hans efterfølgende plader har da også været tæt på bundskraber-niveau. Ærgerligt at en kunstner, der investerede det mest personlige (ja, private) stof i starten af sin karriere, stadig på desperat vis gnaver af hovedstolen og ikke har opdaget at den forlængst er forduftet. At der ikke er mere kød på benet.
    E ligner en færdig mand. Men hold op, hvor var han rørende god en kort stund i 1998. Den plade og den lytteoplevelse vil jeg altid bære med mig.

  • Jeg kan ikke høre at Eels “ikke har mere kød på benet”. Jeg er faktisk enig i at Blinking Lights, er Eels hovedværk – den er lang, men jeg kan ikke høre meget fyld herpå. Derudover finder jeg mandens forrige plade for ganske glimrende. Før denne var Hombre Lobo muligvis et lavpunkt, men stadig et interessant lavpunkt, med en god håndfuld fantastiske sange.

  • @ Julian the Emperor

    Jeg er ganske enkelt ikke enig i det, du siger om Blinking Lights, eller for den sags skyld, at Eels ikke har lavet noget interessant siden Electro-shock. Så jeg prøver skam ikke at dække over mandens kunstneriske fallit – jeg mener bare ikke, den er en realitet.
    Jeg kan godt støtte op om, at de sidste par plader (Hombre Lobo, End Times, Tomorrow Morning) måske viser en kunstner, der ikke udnytter sit fulde potentiale, men jeg synes bestemt ikke, at Eels blot gentager sig selv i det uendelige, jeg mener, han forsøger at anskue sin situation fra så mange forskellige vinkler som muligt.
    Når det er sagt, vil jeg også gerne give dig ret i, at Electro-Shock er en formidabel plade, men jeg synes bestemt også resten af kataloget har rigtig meget at byde på. :)

    God søndag

  • Shootenanny! er klart den bedste. Jeg kender kun to andre, ingen af os rabiate Eels-fans, der deler min holdning, men det gør den ikke mindre sand. Alle sangene er fremragende, både balladerne og de rockede numre. Modsat de andre Eels-plader jeg har hørt. Electro-Shock Blues forsvinder, på de stille numre, op i sin navle, og så er det egentlig irrelevant, hvor meget den tager af hovedstolen. Rækkefølgen af sangene er på en sådan måde, at den går fuldstændig død, hvilket er en pointe i forhold til den historie, der fortælles, men det gør det ikke mindre kedeligt at høre på. Der er to-tre gode sange på den, som så til gengæld tæller blandt hans bedste. Last Stop: This Town og sådan. Blinking Lights er alt, alt for lang og for pænt produceret, selvom sange som Trouble with Dreams lyser op. Jeg kan dog godt følge at Eels står totalt i stampe på End Times, i hvert fald musikalsk. Der er nærmest ingen sange, der fungerer.

  • Jeg er med på vognen af folk der mener at Eels er færdige….må jeg minde om Pitchforks nedsabling af hans nye album. 3,7 ud af 10….av!! Ikke fordi pitchfork er en autoritativ kilde til evig visdom, men den anmeldelse rammer altså helt plet…

Deltag i debat