Dit første stop ud i koncertland i anden halvdel af oktober vil vi anbefale bliver på Christianshavns Beboerhus, som i dette efterår afholder en række spændende dobbelte solokoncerter under navnet o0SOLO0o. Konceptet er enkelt: To musikere, der ikke tidligere har stået på samme scene, giver hver sin solokoncert samme aften. Fredag den 17. oktober har spillestedet sat to rutinerede herrer fra den danske musikscene sammen. Nemlig Morten Svenstrup fra Under Byen og Anders Mathiasen kendt fra Murder og under aliaset Vessel.
Hvis du kommer i en hypnotiseret tilstand, når du står og venter på metroen onsdag den 22. oktober, kan det meget vel være, at du uforvarende befinder dig til guerilla-koncert med Camera. Det tyske krautrock-band, der spiller på Loppen samme aften, er nemlig berygtet for at give spontane koncerter på undergrundsstationer og offentlige toiletter. Camera, der er albumaktuelle med sin anden plade, er rost af og har spillet med krautrock-legenderne Michael Rother fra Neu! og Dieter Moebius fra Harmonia. Et kvalitetstempel. Aarhusianske Narcosatanicos, der står bag en af årets stærkeste danske plader, vil medvirke til en udsyret onsdag aften på Loppen.
I dagene 23.-25. oktober afholder musikforeningen PB43 en tredages festival i fabrikshallerne på Prags Boulevard påAmager. Den endelige spilleplan er ikke fastlagt, men sikkert er det, at blandt andre Tidlige Armbånd, First Hate, Skammens Vogn og Frk. Jacobsen (alias Anja Jacobsen fra Selvhenter og Valby Vokalgruppe) vil være på scenen i løbet af de tre dage, som du kan købe en samlet entrebillet til for en flad hundredekroneseddel.
Shabazz Palaces blev med udgivelsen af Black Up i 2011 første hiphop-navn på Sub Pop, der ellers kun har udgivet indierock/-pop. Black Up beskrev vi her på Undertoner som en plade med en »fantastisk uforudsigelig lydside, der er vildt mærkelig, men faktisk samtidig lyder godt.« Den alternative hiphop-gruppe er i år kommet med opfølgeren Lese Majesty, som ligeledes har fået fremragende anmeldelser. Shabazz Palaces optrædte på Radar i Aarhus i 2012, og Undertoners udsendte var begejstret. »Der blev rocket, danset, kysset og ‘bouncet’ til de mange rytmer, der på samme tid lød urhistoriske og futuristiske (…) De dybe basgange, skæve samples, klap og congas-soloer fungerede som en lang ekstatisk messe.« Den 28. oktober er det Lille Vega, der har fornøjelsen af at byde Shabazz Palaces velkommen.
Sidste anbefaling denne måned er amerikanske Shellac på Jazzhouse den 30 oktober. Den hårdkogte rocktrio giver sjældent koncerter, og derfor er det også et scoop, at Steve Albini og co. giver koncert på dansk jord. Og det gør de med frisk materiale i bagagen. Shellac har netop udsendt sin første udgivelse i syv år, Dude Incredible. Koncerten er – selvfølgelig – udsolgt, men du kan alligevel stadig få adgang, hvis du køber en partoutbillet til koncertserien Actionjazz in Copenhagen. Denne serie består af en række koncerter på Jazzhouse i perioden 21.-31. oktober, som alle er booket af den norske trommeslager Paal Nilssen-Love. Det gælder blandt andre det eksperimenterende rockband The Ex fra Holland, som har været nysgerrig og udforskende i mere end 30 år – og stadig holder DIY-fanen højt. The Ex kan opleves på Jazzhouse den 28. oktober.
Som sædvanligt gemmer Undertoners koncertkalender på flere koncerter, vi anbefaler at at tage til.