Mandagens musikprogram på Rising-scenen blev sparket i gang af københavnerduoen The Attic Sleepers, der havde følgeskab af to livemusikere til lejligheden. Sparket er måske et hårdt udtryk, for The Attic Sleepers spiller sfærisk og drømmende indierock, der inviterede publikum til at svaje med og lade sig lulle hen i dagdrømmeri. Mange valgte bevidst at sidde ned og nyde koncerten, men dette var en af de koncerter, hvor det rent faktisk føltes berettiget.
Fra koncertstart stod det klart, at lydniveauet havde fået et tiltrægt nøk opad, i forhold til søndagens deprimerende lave niveau. Den massive trommelyd, de svajende synths og den akustiske guitar fik publikum med fra start. Sangeren Mathias Barfod synger med en yderst sårbar falsetvokal, der ikke desto mindre gik rent igennem og passede lige ind i den intime stemning, der var til koncerten. Man havde lidt følelsen af, at være blevet inviteret med ind i soveværelset, for at ligge og dagdrømme sig væk for en stund.
Bandet var tydeligt benovede over at skulle spille på den sagnomspundne Roskilde Festival, som de selv har gæstet adskillige gange, uden at de dog tabte både næse og mund af den grund:
»Vi har været på festival 13 år i træk, og derfor var det helt vildt mærkeligt, at sidde derhjemme og se billeder af folk, der drak sig i hegnet, uden selv at være der. Men samtidig er vi sindssygt glade for at stå her i dag,« fortalte en rørt Mathias Barfod fra scenen. Turen fra campingteltene og op på scenekanten var noget der gjorde indtryk, og som sådan ser jeg ingen grund til, at The Attic Sleepers ikke en dag kan få lov at spille på festivalen udenfor opvarmningsdagene.
Bandet spillede et 45-minutter langt sæt, og nåede omkring samtlige sange fra deres glimrende debut-ep Lanquin, der udkom i vinters, samt et par nye sange. Den atmosfæriske rock er næsten lige så pæn og poleret i liveudgave som på pladen, men havde alligevel en smule mere bid og kant end på pladen. Der blev fyret sirlige guitarsoloer af, og på nummeret ”Airborne” var der sågar optræk til fællessang fra det søvnige Roskilde-publikum.
Det var ikke en koncert der overraskede eller chokerede, men som i stedet blidt vuggede campingarealerne i Vest vågne.
