Det kan ikke udelukkes, at jeg stadig var lidt forpustet og rundt på gulvet efter Becks glimrende koncert på Way Out Wests store scene, da jeg nærmest måtte løbe gennem Gøteborgs centrum for at nå frem i tide til at se Viet Cong. På Way Out West foregår nattekoncerterne rundt omkring på byens mange spillesteder, og det er på mange måder en glimrende måde at udnytte byfestivalens muligheder på, da man får mulighed for at opleve byen og de mange charmerende spillesteder. Til gengæld betyder den stramme tidsplan, at man må halse af sted for at nå vidt omkring i det store udbud af spændende koncerter.
Bevæbnet med pressekort og en aftale i døren fik jeg dog katapulteret mig selv foran køen og kom ind akkurat som Viet Cong gik på scenen. De lagde ud med den skrammel-punkede og ganske charmerende “Throw It Away”, der lyder som The Damned med en ordentlig røvfuld synth og efterlod mig helt rundt på gulvet. Det var ikke just det, jeg havde forventet fra Viet Cong, oven på deres hårdtslående og dystopiske debutalbum. Det viste sig dog hurtigt, at “Throw It Away” var en lille gulerod af håb og optimisme, som de blot dinglede foran publikum, inden de på brutal vis rev den væk igen. Den introverte og støjdestruktive side af det canadiske band fik frit lejde på “Bunker Buster”, der var fyldt med guitarsalver så knivskarpe, at de nærmest skar sig gennem luften i det tætpakkede spillested.
Da bandet gled over i den buldrende “March of Progress”, stod det klart, at de havde slået et ubønhørligt jerntag i publikum, som de ikke havde tænkt sig at slippe foreløbig. På pladen fremstår nummeret en smule pænt og poleret, men i liveudgaven lød det snarere som et nihilistisk soundtrack til en march lige lukt mod afgrunden med publikum som trofaste følgere.
Det 45 minutter lange sæt sluttede af med en fantastisk støjet udgave af nummeret “Death”, der varede på den gode side af et kvarter. Bandet skabte et apokalyptisk støjinferno, der konstant tog til i styrke, og som fik adskillige blandt publikum til at tage flugten ud i den kølige svenske nat. Guitaristen Scott Munro lignede mest af alt Lurch fra The Addams Family, med sit store skæg og håret nede foran øjnene, så kun næsen stak frem, mens han på knæ sad og mishandlede sin guitar, der efterhånden manglede flere strenge, end hvad godt var.
Det var en forbandet smuk og intens oplevelse, og den relativt korte spilletid på tre kvarter fungerede egentlig ganske fint. Man stod tilbage med ønsket om at høre mere endnu, men samtidig var ens ører så tilpas mishandlede, at det næsten ikke ville være forsvarligt. Jeg ville ønske, at Viet Cong havde spillet numre som “Newspaper Spoons” og “Pointless Experience”, men det er svært rigtigt at være ked af den måde, sætlisten var skruet sammen på. Viet Cong var på ingen måde en meningsløs oplevelse, og jeg er i hvert fald klar til at følge dem i deres fremskridtsmarch mod afgrunden en anden gang.
