Koncerter

Radiohead, 03.06.16, Primavera Sound, Barcelona

Skrevet af Daniel Niebuhr

Som det ubestridte hovednavn på Primavera 2016 diskede Thom Yorke og resten af Radiohead op med en decideret hitparade, der dog blev skæmmet af dårlige lydforhold og en mangel fra bandets side til at komme ud over scenekanten.

radiohead_pressMan skulle være overordentligt langsom i opfattelsen, hvis man på andendagen af årets Primavera Sound skulle overse, præcis hvor populært et navn Radiohead var blandt festivalpublikummet. Længe før man ramte indgangen til festivalområdet, var man allerede stødt på utallige uheldige sjæle, der med de obligatoriske, hjemmelavede skilte eftersøgte den Radiohead-billet, de ikke havde nået at sikre sig. Og ja, det var netop i mange af tilfældene specifikt Radiohead og ikke bare en festivalbillet, de efterspurgte.

Senere samme aften gik det så løs til tonerne af “Burn the Witch”; førstesinglen fra briternes niende og seneste udspil, A Moon Shaped Pool. Det stod imidlertid hurtigt klart, at langt størstedelen af publikum stod over for to essentielle problemer. Først havde Primaveras lydmænd ikke taget ved lære af torsdagens udfordringer med alt for lave lydniveauer på de to hovedscener, og stod man ikke i den umiddelbare nærhed af de to pitområder foran scenen, blev det mere udfordrende end underholdende at være tilhører til. Det andet var, at den spanske koncertkultur er en forfærdelig oplevelse. Bevares, det er langt fra en sjældenhed at skulle dele sin koncert i Danmark med andre, der hellere vil smalltalke, men her blev det taget til helt nye højder uden nogen som helst hensyntagen til de andre koncertgængere.

For Radiohead er et band, der kræver ens fulde og absolutte opmærksomhed, og når man endelig fik kæmpet sig fremad til et sted, hvor lydniveauet var passende højt, stod det da også klart, at briterne var lige så velspillende som altid. Sætlisten kunne man bestemt ikke tillade sig at brokke sig over, og samtlige ni udgivelser var repræsenteret – selvfølgelig med A Moon Shaped Pool som leverandør for flest sange denne aften. Tilsammen udgjorde numrene en varieret og overdådig hitparade med “Weird Fishes/Arpeggi”, “Lotus Flower” samt selvfølgelig “Paranoid Android” og “Karma Police” som højdepunkter.

Min største anke ved selve leverancen fredag aften er dog, at Radiohead hurtigt kan blive et band, der spiller for stringent. Sådan føltes det også langt hen ad vejen i Barcelona, hvor bandet på trods af deres eminente samspil virkede for låste i vante rutiner uden nogen særlig interesse i at lade andet end musikken komme ud over scenekanten. Jo jo, de brød kortvarigt med den minutiøst tilrettelagte optræden ved at smide den om noget kedelige crowdpleaser “Creep” som et særligt ekstranummer, der efter sigende end ikke var noteret på sætlisten, men så heller ikke mere.

Det er en skam, at vi ikke får glæde af at se Radiohead på dansk grund i år. Når det på et tidspunkt sker, efterlyser jeg – lige så inderligt som billetjagerne foran festivalpladsen – både højere lyd, absolut dedikation og respekt for musikken fra publikums side og slutteligt en noget mere menneskelig og interagerende udgave af Radiohead, der trods alt stadig er en musikalsk oplevelse i verdensklasse.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Din anmeldelse og antal u – hænger ikke sammen. Det er en ommer
    Der er så mange der ville have været der så må man godt lige tage sig og skrive en ordentlig anmeldelse.

  • Hej Peter
    Hvorfor synes du ikke, det hænger sammen? Daniel har noget kritik af koncertens omstændigheder, men selve Radioheads niveau var alligevel så højt, at han landede på en 5’er. Men havde måske håbet på 5,5 eller 6 (det var der i hvert fald sikkert nogle fans, der havde).
    Mvh Camilla, koncertredaktør Undertoner

  • han skulle ha’ taget til Dinosaur Jr istedet, der var lydniveauet ihvertfald ikke noget problem :-)

Leave a Reply