For 13 år siden havde jeg en særdeles god lur.
Det var højsommer – nogen ville måske endda beskrive det danske sommervejr den dag som værende for varmt – og vi havde alle sammen svedt i nærved en uge; lige her på Roskilde Dyrskueplads. På Arena spillede Tinariwen, som indtil få måneder forinden havde været et fuldstændig ubeskrevet blad på mit musikalske verdenskort. Men det var svært ikke at ligge dér i hængekøjen og zone ud til tuaregernes klimprende guitarer og vuggende basgange. Da jeg kom hjem fra festivalen downloadede jeg hele bandets bagkatalog ned på min iPod, fandt Undertoners anmeldelse af selv samme koncert, og stødte til redaktionen få måneder senere.
På Orange Scene i silende støvregn sluttedes cirklen. Ikke mindst for Tinariwen, der tilbage i 2001 spillede deres første koncert uden for Mali nogensinde lige her på pladsen. Om noget var det her en fortjent (og forsinket) hyldest af bandet, deres virke samt Roskilde Festivals ukuelige fremsynethed, hvad angår musik fra alle verdens afkroge, som ikke mindst tidligere booker Peter Hvalkof var bannerfører for. Det var også ham, der oprindeligt i 2020 endnu engang fik lokket bandet forbi Roskilde og i den forbindelse løftet dem op på festivalens tronede, orange piedestal.
Den var – indrømmet – alligevel en tand for stor til ensemblet, der startede uden mangeårig frontmand Ibrahim Ag Alhabib på scenen. Alhabib har været gennem et længere sygdomsforløb, men der var ikke meldt noget ud nogen steder om, at han ikke skulle deltage på Tinariwens igangværende turné, hvilket kun gjorde mystikken endnu større, da bandet tog hul på “Kek Alghalm”, som åbner deres seneste udgivelse, Amatssou – fortsat uden den 63-årige Alhabib på scenen.
Til alt held trådte han ud – klædt helt i grønt – blandt sine lige så farverige bandkolleger kort efter og stødte til med sin dybe, men stadig skrøbelige røst, som ledte de mange call-and-response-omkvæd på de vilde ridt rundt i tuaregernes diskografi. Allerede tidligt fik vi også den 30 år gamle “Matadjem Yinmixan”, som senere fandt vej til 2006-pladen Aman Iman, i en langt mere optempo og guitarfyldig version end nogen af sine studieversioner. Det var generelt guitarerne, der fyldte mest i lydbilledet, som i enkelte momenter måske led lidt for meget under det guitarvenlige mix, hvor vokalgerningerne hos Alhabib og Alhassane Ag Touhami blev overdøvet af især Abdallah Ag Alhousseyni på den seksstrengede.
På den måde kunne man da godt have forestillet sig, at Tinariwen havde passet bedre ind på Avalon, hvor tuareg-kompatrioterne i Imarhan spillede i fjor – eller på Eos, hvis man partout insisterer på, at orkesteret skal spille en open air-koncert. Derfor måtte bandet også leve med, at deres lydbillede ikke altid stod helt skarpt, men det kompenserede de til gengæld for ved at spille musik, man kan føle. Om det så var kæde-, cirkel- eller støvledans, så var publikummet i især Orange Scenes forreste pit aldrig i tvivl om, hvordan man dansede regnen frem (og væk og frem igen) til Sahara-soundtracket, der føles så tæt på i sin fremmethed, at man instinktivt føler, at man kender det hele allerede fra første guitarklang.
Derfor var det også en fornøjelse, at Tinariwen ikke var blege for netop at besøge nogle af deres ældste udgivelser, hvor autenticiteten fremstår klarest. “Tamant Tilay” fra Aman Iman, og “Amassakoul ‘N’ ‘Ténéré” fra 2004’s Amassakoul fik vi blandt andet også, mens Alhabib forlod og på ny entrerede scenen undervejs for at gøre plads til de “unge” kræfter, der stadig fremfører de traditionelle melodier med stor overbevisning. Samtidig var der begejstrende lidt fyld med i koncerten, hvor hvert nyt nummer syntes af afløse det forrige gnidningsfrit, uden at bandet adresserede os med andet end kortfattede »thank you«, »merci beaucoup« og et enkelt »are you doing ok?« Og når man kan få så meget ud af sit særprægede materiale og samtidig formå at fremstå så medrivende i mere end fem kvarter på trods af den meget store afstand mellem band og publikum, blev det her selvfølgelig også Tinariwens totale triumf.
Efter koncerten lovede jeg forresten Gaffas mangeårige verdensmusikanmelder og levende leksikon udi nordafrikansk musik, Torben Holleufer, ikke at kalde Tinariwen for “blues”. Det kunne jeg aldrig finde på, men hermed gjort. Han giver i øvrigt også koncerten 5 ud af 6, så noget må der være om snakken.
Alle fotos: Daniel Nielsen
