Åh, hvor er det godt, at der findes bands som Elbow. Søde, dejlige, stabile Elbow, som siden slut-90’erne med en jævn kadence har udgivet solid britisk indierock med et højt bundniveau og et umiskendeligt vandmærke i Guy Garveys fyldige vokal og nordengelske dialekt. Elbow er vel egentlig prototypen på en flok gutter, man godt kunne tænke sig at møde på den lokale pub, og da Garvey som det første træder frem på scenen og grundigt får øjenkontakt og skåler i alle retninger i publikumsflokken, aner jeg ikke, hvordan jeg har tænkt mig at gennemføre den her koncert uden en pint.
Abstinenserne må jeg dog hurtigt skyde til side, for Elbow lægger fra land i det pågående hjørne med “Fly Boy Blue”, hvis staccatorytme og -riff kalder på fuld opmærksomhed. Dog ikke i så høj grad som Garvey, der trasker scenekanten tynd, fremsynger sin tekst med indfølt mimik og lyser op i et glædessmil og peger begejstret, hver gang han spotter et særligt entusiastisk individ i publikumshavet.
Jeg har ikke rigtig en fornemmelse af, hvor mange i flokken foran scenen, der egentlig havde et godt kendskab til Elbows musik på forhånd. Det havde nu heller ikke den store betydning, for koncerten var én af dem, hvor bandet nok skal samle dig op uanset dine forudsætninger. »Vi er Elbow. Vi er fra England. Vi undskylder for Brexit-bullshit.« Garvey hakker sig på et temmelig imponerende dansk igennem en velkomst, der forståeligt nok vækker en hel del jubel på pladsen, og så har Elbow vores opmærksomhed den næste time.
Forrige års album, Little Fictions, fylder godt i setlisten, og pladens eftertænksomme tekster om at blive ældre opbakkes formfuldendt af bandets fyldige lyd. Et par violinister er med på scenen, og det temmelig tætte lydbillede fanger øret, selvom mange af numrene i udgangspunktet er af en lidt tilbageholdende karakter. Og skulle musikken i sig selv ikke være indsmigrende nok, har Garvey entusiasme nok til at smitte hele Sydfyn. »This song is about being away from the ones you love. And trains. I love trains!,« lyser han han op i sin introduktion af “Kindling (Fickle Flame)”. Og mon ikke alle på pladsen er lige så begejstrede som Garvey for bandets ide om at lancere tv-konceptet “The Sandwich He Deserves”, hvor kendte kokke skal designe personlige sandwiches til alt fra massemordere til kendte musikere.
Vi når dog ikke at dvæle yderligere ved ideen, før Elbow tager hul på deres hitorienterede sidste del af settet. Fantastiske “The Birds” er umulig ikke at boppe med på, og så er det en smal sag at overtale publikum til at synge med på den efterfølgende “Lippy Kids”. Og den efterfølgende “One Day Like This”. Og den efterfølgende “Grounds for Divorce”. Faktisk er det decideret overvældende, hvordan Garvey dirigerer samtlige mennesker på græsset til at synge, nynne eller fløjte med på de mange numre, som jeg forestiller mig, at mange i et broget festivalpublikum ikke nødvendigvis har hørt før.
Men det skal jeg da lige love for ikke var en forhindring for at deltage i fællessangen. I adskillige minutter efter bandet havde forladt scenen, fortsatte vi i det store kor med at synge melodilinjen til “Grounds for Divorce” i håb om at lokke kvartetten tilbage i spotlyset til et ekstranummer. Sådan nogle er der desværre ikke tid til på Heartland, men jeg kan levende forestille mig, hvor begejstret Garvey må have smilet over vores afskedssalut ude i kulissen. Sikke en pragtfuld koncert. Nu skal jeg have den pint.
Flot anmeldelse. Var ikke fan af Elbow den 30 maj. Men det blev jeg den 31 maj. Fantastisk optræden og, efter Raconteurs, absolut højdepunktet af dagen jeg var der.