Der var bemærkelsesværdigt mere pakket omkring scenen, da The Comet is Coming gik på som aftenens sidste band. Det skete efter endnu et kort sceneskift, hvor der knap var tid til nå at samle sig selv op efter en knugende intens oplevelse med Blanck Mass kort forinden. Det var dog tydeligt at fornemme, at mange netop havde glædet sig til at opleve eller gense jazztrioen, som leverede en overbevisende nattekoncert på sidste års Roskilde Festival.
The Comet is Coming er selvfølgelig meget mere end »blot« en jazztrio. Trioen ramte med sidste års Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery et formidabelt skæringspunkt mellem jazz, psykedelisk rock, kraut, funk og electronica. Gruppen er anført af saxofonisten Shabaka Hutchings, keyboardspilleren Dan Leavers og trommespilleren Max Hallett, men typisk for projektet, så antager de hver især en »larger-than-life«-karakter, når de spiller sammen som The Comet is Coming.
Pludselig bliver de til hhv. King Shabaka, Danalogue og Betamax – og det mærker man virkelig som publikummer. Dan Leavers står ikke bare og klimper på et keyboard, nej han kommer ind på scenen klædt som jazzverdenens svar på Ali G i et tracksuit og med verdens måske største skibriller på – og så spiller han konsekvent keyboard med hele kroppen, så Roland-synthesizeren rocker og ryster. King Shabaka er også et imponerende syn i bar overkrop og overalls, så man virkelig kan se, hvordan hele kroppen pulserer og arbejder for at frembringe de toner, der sætter vores kroppe i vibration.
Ikke helt ulig Blanck Mass, så startede The Comet is Coming koncerten som torden og lynild. Det skete med den ultraeffektive tretrinsraket bestående af stemningssætteren ”Super Zodiac” efterfulgt af crowdpleaseren ”Summon The Fire” og så en tonstung udgave af ”Blood of The Past”. Især midternummeret satte virkelig ild til publikum. Det er i hvert fald første gang nogensinde, at jeg har hørt publikum være enige om at forsøge at lave saxofonlyde med munden som fællessang.
De tre numre er alle løftet fra sidste års fremragende Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery, og de rummer mange af de idiosynkratiske kvaliteter, der gør The Comet is Coming til et så særegent og populært projekt. Kombinationen af de tunge hiphop-beats med deres bas, der går lige i blodet, og så af de sarte og rytmiske jazzteknikker skaber et resultat, der er eminent dansabelt, men som stadig har en vis dybde i sig. Under det dansevenlige ydre ligger der en konstant undertone af noget mere dystert, som er på vej – af noget mørkt og truende. Men hvis apokalypsen vitterlig var nær, så kunne jeg dårligt pege på noget bedre band at danse undergangen i møde til end The Comet Is Coming.
Efter den hæsblæsende start er det dog som om, at luften lidt går af ballonen. Nu svæver vi i stedet et helt andet og mere spacy sted hen – ført an af Shabaka Hutchings, der bryder ud i en voldsomt imponerende saxofonsolo, hvor han benytter cirkulær vejrtrækning til at holde melodien kørende og kørende og kørende. Jeg er næsten ved at tabe pusten, bare ved at observere ham. Samtidig spiller han på en måde, så man nærmest bliver i tvivl om hvorvidt der er to saxofonister på scenen. Jeg kan bedst beskrive teknikken som en form for call-and-response leg med sig selv, hvor han fuldkommen ubesværet kører de dybe og lyse toner fra saxofonen ind og ud af hinanden.
Herfra fortsætter koncerten med at svæve videre ud af tilsyneladende lige den astraltåge, som The Comet Is Coming i øjeblikket vælger at kaste deres kærlighed over. De lyder aldrig som på pladen, men spiller i stedet som en organisk, levende organisme, der konstant udvikler sig efter egen lyst og vilje. Shabaka Hutchings bliver ved med at imponere med sin evne til at veksle frit mellem det strukturerede og det improviserede – når det kammer for meget over i den ene af de to grøfter, så skifter han hurtigt om og bringer enten noget vildskab eller noget orden tilbage i showet.
Alligevel kunne jeg mærke, at jeg langsomt zonede mere og mere ud af koncerten undervejs. Det skyldes nok mest af alt, at jeg nu stod til aftenens tredje koncert og kort forinden havde været udsat for et sansebombardement af Blanck Mass. Men alligevel kunne jeg ikke blive ved med at slippe tanken om, at mine fødder var begyndt at gøre ondt og at den voldsomme hede gjorde mig tørstig og svedig. På trods af min træthed, så ramte The Comet is Coming stadig noget helt primalt, når de var bedst og fra tid til anden vågnede jeg og mine medpublikummer op til dåd igen – men 80 minutter er faktisk lang tid at spille på en aften, hvor der også har været to andre koncerter.
Man skal jo ikke brokke sig over at få meget af en god ting, og jeg har respekt for, at de vælger at spille en fuld koncertlængde, men til sidst var jeg så mørbanket, at jeg dårligt kunne rumme mere. Heldigvis var der stadig en intens fest oppe foran, hvor det var lykkedes bandet at tryllebinde publikum med en eller anden form for moshpitjazz. På den måde føltes aftenens koncert som én lang rejse ned i jazzvanviddet, der langsomt efterlod publikum forpustede og sat fra, mens en hård kerne holdt ud helt til slutningen og blev efterladt storsvedende og vildt dansende foran scenen.
Det hele var dog tæt på at blive sat overstyr af keyboardspilleren Dan Leavers, der som aftenens eneste indslag udi publikumsinteraktion satte gang i en rablende, pseudofilosfisk tirade om en søgen efter »oldtidens teknologi« og om »autenticitet«, som var svær ikke at krumme tæer til. Heldigvis blev talen holdt relativt kort, men The Comet is Comings dybe mysterier, sci-fi tåger og kosmiske filosofi fungerer altså bedst, når de overlades til fantasien og akkompagneres af deres ekstremt velspillede og stemningsfyldte musik. De øjeblikke var der heldigvis i overflod i denne aften på Lille Vega.
Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com
