Koncerter

Roskilde Festival 2019: The Comet Is Coming, Apollo

Foto: Daniel Nielsen.
Skrevet af Joakim Dalmar

The Comet Is Coming tog os med på et medrivende, detaljeret eventyr. Med deres teatralske udtryk, dynamik og lange saxofon soloer, skabte de festlige rammer på Apollo.

Stemningen var høj hos undertegnede efter at have være til The Cure på Orange, men en halv time inde i legendernes sæt var det tid til at gå mod Apollo. The Comet Is Coming er, skørt som det lyder, et elektro-rocket jazz-band. De har leveret underlægningsmusik til dommedagen siden 2013, og deres seneste udgivelse Trust In The Lifeforce Of The Deep Mystery udforsker mange genrer igennem deres eksperimenterende og grænsesøgende men dog festlige tag på jazzmusikken.

Det var smukt, da de startede koncerten ud med den nye plades åbningsnummer ”Because The End Is Really The Beginning”, da det passede helt perfekt til den stemning, som der herker på sidstedagens nærmest post-apokalyptiske festivalplads. Anslaget gjorde samtidig hele koncerten nærmest teatralsk. Begyndelsen var storartet og selvsikker – hele udspillet med rummet som tema, hvor saxofonen spillede ind sammen med det glidende synth-lead, skabte følelsen af, at vi skulle være vidne til noget episk og satte rammerne for koncerten.

Selvom de kun var tre på scenen, så var der alligevel meget at holde styr på, da Comet The Coming spillede. Specielt saxofonhelten King Shabaka havde en stor rolle i samspillet med sine aggressive og ekstremt vellydende melodier, der blev understøttet af de levende trommer af Betamax Killer og de spacy synth-lyde fra Danalogue the Conqueror. Til sammen skabte de et kaotisk, men festligt udtryk, som specielt kom til udtryk, da de spillede ”Summon the Fire”. Det var især fedt, hvordan Danalogue konstant holdte en varieret stil på hans synthesizer i takt med, at Shabaka brød det hele ned igennem sin saxofon, der konstant steg i intensitet under nummeret.

Overgangen til det efterfølgende nummer, ”Blood of the Past”, startede i et breakdown, hvor Shabaka udbasunerede rummelige saxofon-fraser udover publikum. Luftbølgerne blev efterhånden helt fyldt med den delay, der rumsterer på Apollo i en længere periode. Det virkede lidt som en for lang solo, men blev så reddet, da ”Blood of the Past” i anden halvdel introducerede publikum til den mere rockede side af bandet. Sammensmeltningen af saxofon og keys gav en vrede og nærmest grungeagtig lyd til nummeret.

Koncerten var i sidste ende en rigtig varm og god tilføjelse til søndagsprogrammet. De bragte i hvert fald heden frem midt i aftenkulden med deres tekniske, festlige og i det hele taget storslående musik. Hele vejen igennem føltes koncerten lidt som et eventyr, og det havde en god, medrivende effekt på publikum.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar