Det er egentlig ikke mere end to år siden, svenske Viagra Boys senest tyrede nyt materiale i ansigtet på os i form af den fabelagtigt fuldelængdedebut, Street Worms. Men med Common Sense, som svenskerne har navngivet deres nyeste EP, lægger de an til at gøre dette kalenderår til et triumftog på højde med 2018 – hvilket efter planen kulminerer med endnu en fuldlængde, som angiveligt rammer gaderne til september. På den måde tjener Common Sense samme formål, som “Just Like You” og “Sports”-singleudgivelserne med dertilhørende b-sider gjorde forud for Street Worms, og hvor meget, der egentlig ender på det færdige produkt til efteråret, er fortsat usikkert.
Under alle omstændigheder er det er i hvert fald nye tider over gamle dyder, de balstyriske, svenske postpunktyper med den manisk udskejende Sebastian Murphy i front (og i baggrunden, til højre, venstre, stående, liggende og generelt allestedsnærværende) varsler på deres seneste samling skramlende skæringer, hvor narkotika, uanstændig opførsel og efterfølgende moralske tømmermænd stadig sætter dagsordenen.
På det indledende titelnummer er det således disharmoniske guitarakkorder i samspil med kolde synthflader, der udgør fundamentet, mens Murphy i et øjebliks clean klarsyn retorisk udspørger sig selv »Why do the drugs always go straight up to my head / Why can’t I remember the fucked up things I did?« Det er i grunden mere minimalistisk pop end det er masochistisk punk, og det klæder i den forbindelse Murphy m. band for en stund at fremstå mere nøgne og sårbare; i direkte opposition til det selvdestruktive liv i kokain- og overhalingsbanen. For lige så forfriskende selvreflekterende “Common Sense” er, lige så traditionelt Viagra Boys-halsbrækkende er “Lick the Bag”, der stolt viderefører narkotikanarrativet fra numre som “Research Chemicals” og “Can’t Get It Up” fra debut-EP’en, Consistency of Energy. »There’s some more fun to be had / When you lick the bag,« proklamerer Murphy, før han i et aparte call & response-segment forsikrer en flok “børn” om, at der såmænd stadig er en smule pulver tilbage helt nede i hjørnet af den eponyme pose. Og heldigvis er det fortsat sådan, Viagra Boys er mest vidunderlige; når de er i deres mest chokerende, vulgære og til dels frastødende lune.
Med “Sentinel Island” tager bandet brodden en smule ud af punkintensiteten og bevæger sig i stedet over mod et mere latininspireret lydtapet, hvor den mere eller mindre essentielle saxofon får en mere prominent plads i lydbilledet side om side med både maracas og congas. Og på den afsluttende “Blue” rammer vi den stemningsmæssigt absolutte bund i det musikalske herointrip, hvor en jamrende Murphy allermest lyder som en ussel crooner på en mindst lige så ussel natklub klokken kvart i lukketid, mens han med klagende røst indser, hvor stort et røvhul han egentlig har været – og at hun bestemt ikke kommer tilbage igen.
Som sådan er Common Sense ingen stor kunst, og det har det heller ingen grund til at være. I stedet er EP’en en forsikring om, at Viagra Boys fortsat udforsker nye græsgange, og at den samlede pakke formodentlig bliver en balancegang mellem to stadigt mere markante yderpoler.
