Der er blevet skrevet rigeligt om, hvordan københavnske LLNN – og i forlængelse heraf deres seneste udgivelse, i form af september måneds Unmaker – lyder. “Støjende” er den oversimplificerede og dovne definition. “Mørk, tungt og post-apokalyptisk” er bandets egen beskrivelse. Og i det store helhedsbillede er det alt sammen nok også korrekt.
Men LLNN er et band, for hvem det er langt vigtigere at gå skridtet dybere med konceptualiseringen af deres værker, end hvad der umiddelbart lige kan opsummeres med en håndfuld adjektiver. Nej, i stedet helliger de sig i endnu højere grad at perfektionere selve lyddesignet; rummet hvori deres kompositioner fremmanes, lever og slutteligt synes at eksplodere.
Vigtigheden for bandet ved netop denne proces tydeliggøres i øvrigt kun, hver gang PR-materiale og an meld el ser påpeger helt præcist hvor meget, folk med langt større forstand på lyddesign end den gennemsnitlige lytter i grunden holder af LLNN og i særdeleshed Unmaker.
Manddomsprøven denne novemberkølige fredag aften, hvor LLNN havde inviteret til releaseparty for Unmaker, burde derfor derfor langt fra bebyrdes bandet – der i forvejen trækker på erfarne kræfter fra bands som Hexis og hedengangne The Psyke Project – men mere præcist Pumpehuset. For lad os bare være ærlige; lydkulissen i den gamle kransal er sjældent fuldkommen fejlfri. Så derfor var det grundlæggende spørgsmål allerede længe inden koncertstart, om Pumpehuset som venue kunne levere de nødvendige soniske rammer til at imødekomme den perfektionisme, LLNN selv lader til at kræve fra deres eget virke.
Svaret var i sidste ende “nej”. Dels fordi lokalet simpelthen netop var for svingende i sin akustik til at efterleve de ovennævnte krav; men endnu klarere, fordi det ikke var en 1:1-efterleven af Unmakers – altså aftenens centrale fokuspunkts – primære lydunivers og -æstetik, som LLNN øjensynligt var interesseret i at emulere. I stedet var vi her i højere grad for at hygge os.
Tag dog ikke fejl: De fremmødte gæster nedenfor scenen var på alle tænkelige måder dukket op i Pumpehuset for både at være hér i nuet, moshe og udgyde samtlige følelser sammen med fredagens hovednavn samt for at hylde bandets forhenværende præstationer. Men den overordnede levering af de respektive numre fremstod desværre ofte langt væk fra den ultraseriøse tilgang, som LLNN så afgjort formår at demonstrere på studieversionerne.
Da kvartetten – efter opvarmning fra We Among Storms og Redwood Hill – trådte på scenen, åbnede vi dog nøjagtigt som Unmaker med den tungt slæbende og ganske effektive “Imperial”, mens forsanger/guitarist Christian Bonnesen indledningsvist ikke lod til at være hæmmet af sine hævede mandler, hvis uhensigtsmæssige tilstedeværelse han senere skulle adressere over for publikum. Åbneren var i stedet med til at sætte stemningen, som den burde være; lettere utilpas. For LLNN er netop ikke easy listening.
Tværtimod er plader som Unmaker en krævende – omend belønnende – affære, som først for alvor åbner op for sine hemmeligheder og sirligt skjulte nuancer, når man selv dedikerer både tid og tålmodighed til lytteoplevelsen. I Pumpehuset var afstanden mellem band og publikum i den langt fra fyldte sal imidlertid tilpas lille til at gøre oplevelsen – og dermed musikken i sig selv – mere vedkommende og dermed mindre udfordrende. Det virkede helt naturligt også til at være svært at bevare den massive tyngde, som findes i bandets univers, med kun ét guitarspor, selvom hårdtslående numre som eksempelvis “Scion” ellers gjorde en solid indsats for at efterlade nogle mærkbare aftryk hos de fremmødte.
Min største anke mod LLNN’s releasekoncert er til gengæld, at hele forestillingen i grunden bare virkede ustruktureret. Man følte fra tid til anden, at der ikke var en 100% klart defineret køreplan for aftenen hos bandet selv, hvormed seriøsiteten i det strengt tilrettelagte lydunivers aftog markant. Der havde eksempelvis ikke været noget til hindring for at have spillet hele Unmaker – hvis kompositioner publikum allerede lod til at have mere end godt styr på – fra ende til anden og derefter gå videre til de mere festlige indslag, som i det store hele fyldte mere på dagen.
For det var da helt bestemt imponerende såvel som underholdende at overvære både Lack- og Tvivler-frontmand Thomas Burø og We Among Storms- og The Psyke Project-ditto Martin Nielskov give deres profilerede besyv med til koncerten, (sidstnævnte sågar på lukkeren; den fem år gamle “Monolith”.) Vi morede os da også over, at Jacob Bredahl, der skulle have været med på “Desecrator”, angiveligt var strandet i Berlin, mens nummeret både startede, blev afbrudt og genstartede efter en letter uheldig omgang wall of death. Og vi fløjtede også afslutningsvist med på fødselsdagssangen til trommeslager Rasmus Sejersen, der fyldte rundt.
Men der manglede uanset hvad simpelthen en overensstemmelse mellem den stramme levering, LLNN skaber på plade, kontra live i Pumpehuset. Det kan selv ikke gensidig nærvær og en oprigtig benovelse over publikumsmodtagelsen fra bandets side ændre på.
Jeg snupper dog gerne endnu en forestilling med LLNN i endnu mere intime rammer i den nærmeste fremtid i håbet om at få bekræftet, at overvældende lydoplevelser som Unmaker simpelthen bare skal opleves på allernærmeste hold for at opnå den maksimale effekt.
Fotos af Mathias Kristensen
