A Colossal Weekend er på en og samme gang en vildt nichet og en absurd bred festival. Alt er på sin egen måde ekstremt, avantgarde eller på anden vis left field. Sammenhængen skal findes i tyngden af den musik, der spilles. Om den så udtrykkes igennem syrede udskejelser på blæsere, tonstunge distortion-basriffs, ondsindede blast beats, massive lydmure af guitar eller hjerteskærende skrig kan være vidt forskellig. Og med de beskrivelser kommer jeg formentlig ikke engang halvvejs rundt om de mangeartede udtryk, man kan støde på.
Det eneste man kan være sikker på er, at hvis alt går godt under en given koncert, så er man drænet, mættet og fuldstændig smadret igennem efterfølgende. Det er den slags ekstatiske, men selvdesturktive rus, man er på jagt efter herunder A Colossal Weekend. En enkelt skribent kan naturligvis ikke nå forbi alt, specielt ikke hvis vedkommende skal forsøge at sige noget klogt om bare halvdelen. Her kommer derfor et udpluk af tanker omkring enkelte koncerter på festivalens fredag og lørdag.
Messa, 12.05.23, Lille Vega, København
Italienske Messa forsøgte at bringe dommedagsstemningen til Lille Vega tidligt fredag aften. Det lykkedes de fint med i momenter, hvor det blev tungt, langsomt og slæbende, og frontkvinde Sara Bianchin virkelig sang igennem. I det øjeblikke sænkede der sig et mørke over spillestedet, og man var vidne til et slags ritual. Men desværre var kvaliteten ikke altid så høj. Faktisk var det næremere undtagelsen end reglen, og Messa endte ofte med at spille for let og kedeligt.
Det var især 70’ernes bluesrock og klassisk 60’er rock, hvis spøgelser hjemsøgte koncerten i form af uinteressant, lidt for pæn leadvokal, malplacerede soli og en generelt lidt tynd lyd. Ikke ligefrem det man ønsker sig af dommedagsmetal. Soloerne endte i de værste tilfælde med at tage pusten ud af sangene, og i flere øjeblikke virkede det, som om trommeslageren ikke orkede at slå hårdt nok, eller at bassisten og guitaristen havde glemt at tænde deres distortion-pedaler.
I sidste nummer formåede Messa at blande kontrasterne ret fint, hvor der både var voldsomt tungt trommespil og en ret lækker Led Zeppelin-agtig guitarsolo, men højdepunktet kom lidt for sent. Der var simpelthen for langt mellem snapsene. En skam, for bandet er ret fedt på plade.
Shy, Low, 12.05.23, Ideal Bar, København
Shy, Low er et amerikansk instrumentalt post-rock/post-metal orkester, og de skulle eftersigende kunne levere voldsomt tunge og onde numre med højt til loftet. Sådan skulle det også ende på Vegas mindste scene Ideal Bar fredag aften, men der var lidt lang vej derhen. Midtvejs i koncerten var der en del fuck ups, og en af de tre guitarister var nødsaget til at holde stiv øjenkontakt med trommeslageren i et minut eller to, for at sidstnævnte kunne finde beatet igen. Det var så tydeligt, at det helt stjal fokus. Men de havde da viljen til at komme på rette spor igen og da de var i tilbage i sync, spillede de virkelig igennem.
Flere sange fulgte en klassisk postrock-opbygning med langsommelige rundgange, der skulle føre til katarsiske crescendoer. Desværre udeblev crescendoerne halvdelen af gangene, og der gik lidt metaljam i den. Man nåede lige at blive sådan »ja! Kom nu! Giv mig den forløsning,« og så lige pludselig spillede de bare fandango i stedet for at nedbryde mine trommehinder. Come on. Jeg fik heldigvis, hvad jeg håbede på i bandets sidste sang, hvor de gik crescendocore for fuld udblæsning. Masser af smæk på guitarerne, og en latterligt energisk bassist, der headbangende hoppede ud i publikum og lod sin bas flyve rundt over hovedet på ham, mens han tæskede strengene. Der formåede han virkelig at stjæle showet og løfte oplevelsen gevaldigt, så jeg alligevel gik derfra med følelsen af, at Shy, Low måske er værd at tjekke ud en anden gang.
Sum of R, 13.05.23, Basement, København
Basements publikum blev vidner til en okkult oplevelse under Sum of R‘s optræden, der dog lige skulle i gang. Trioens kerne består af schweiziske Reto Mäder på bas, synth og dronestøj, og med sig havde han trommeslageren Jukka Rämänen og vokalisten Marko Neuman fra Finland. Mäder lagde ud med en hypnotisk basrundgang, der havde en mission om at sende os ud i rummet, men Rämänens trommespil var ikke helt tight nok til at kunne hamle op med det motoriske drive sangen. I mellemtiden kunne Neuman ikke rigtig finde ud af at eje rummet med sin vokal, og han lød mest af alt som hans rolige vokal bare var i gang med opvarmningsøvelser. Første sang skulle heldigvis vise sig som den eneste, der led under børnesygdommene.
Det gik kun en vej i koncerten herfra og det blev møg ondskabsfuldt mod slutningen. Rämänen skulle åbenbart have lov til at smadre tungt, hårdt og sløv på bækkenerne, og Neuman skulle bare i gang med at growle. Stemningen og musikken var næsten så langt fra det første, som man kunne komme. Alt blev faktisk bare bedre og bedre. Mere doomy musik og mere satanisk vokal, de begyndte at lyde alvorligt farlige mod enden, i takt med at lydniveauet voksede sig tårnhøjt. Hovedpersonen Neuman tvang så mange forskellige klange ud af sine bas, at det var svært at fatte, hvordan han samtidig spillede keys med sin fod. Bevares, han trådte mest fladt ned på flere tangenter og skabte mættede droner, men det lød pissegodt. Sum of R er virkelig noget for sig.
Poly-Math, 13.05.23, Ideal Bar, København
Spoiler alert! Poly-Math spiller instrumental polyrytmisk matematik-metal. Ja, navnet har givetvis afsløret det på forhånd, men det skal ikke stå i vejen for, at briterne bestemt overraskede med en superfed afslutning på Ideal Bar natten til søndag. De mindede mig lidt om en markant tungere version af det amerikanske band Horse Lords (der udgav en svedig plade sidste år) med deres vanvittige, skæve taktarter, febrilsk guitarspil og hektisk blæs. De havde et seriøst godt sammenspil, der ikke havde noget problem med at variere mellem mathede øjeblik og mere direkte smadrede instrumentalrockpassager.
Jeg vil gå så langt og sige, at Poly-Math faktisk ikke havde nogle dårlige sange, og deres syrede grooves fik mig i trancelignende tilstand på ingen tid. Så kunne man rigtig stå der og rocke med til lige præcis den rytme, man helst ville. Om det så var til bassen, guitaren, trommerne eller saxen. Man skulle bare undgå at prøve at tælle alle slagene på en gang. Samtidig var sangene varierede n0k til, at bandet virkelig bevarede spændingen. Der var noget til smadderhovederne såvel som musikteoretikerne, og et band der låse så mange forskelligartede ting sammen på en gang og få det til at lyde interessant, vil altid have mit hjerte. Tak for at lukke festivalen forrygende for mit vedkommende.
