Der er ikke rigtig noget negativt at sige om Boris’ koncert på A Colossal Weekend lørdag aften. Det var bare hjernedødt godt. Med nok det mest alsidige bagkatalog på festivalens program (for ikke at tale om den største legendestatus) og en frontmand, hvis sceneoptræden gav baghjul til både Steven Tyler og Lemmy Kilmister – trods han til tider mindede om begge i henholdsvis stage presence og vokal. Og med tohalset guitar-bas, massevis af effektpedaler og en hårdtslående trommeslager kunne de ikke undgå at levere en overflod af ond rock ‘n’ roll.
Fra det første øjeblik Boris gik på scenen, skød de afsted i en art moderne speed metal og forsanger Atsuo kastede fagter og forbandelser udover publikum. Ikke noget med at varme op eller lige ryste kulleren af sig – Boris var på. Og de lagde virkelig fra land med en del sange i heavy metal-kategorien, og hvis det bare fortsatte sådan, ville det nok også være okay, for Boris leverede den mest hæsblæsende version af musikken, jeg måske nogensinde har hørt. Lydniveauet var tårnhøjt, som at stå foran en jetmotor, men Lille Vega føltes lidt mere som en japansk undergrundsklub end en landingsbane.
Men selvfølgelig er Boris ikke bare lige sådan til at regne ud. De er et foranderligt monster med mange hoveder, og lidt inde i sættet gjorde de det helt klart. Musikken blev spædet op med psykedelisk stonerrock, farlig sludge og dronemetal, der støjede, som var fanden blevet hidkaldt. Atsuos vokal fik også noget fabelagtigt modspil, da han under et nummer sang duet med Pupil Slicers Kate Davies – hun leverede noget god screaming som kontrast til den gennemgående mere 80’er agtige metalvokal. Dog skal det siges, at han ikke var bleg for at growle lidt fra tid til anden. Boris er ikke bare en opdatering af noget old school, de er et meget arrigt og overraskende støjband, som hverken kan, vil eller bør sættes i boks.
Bandets trommeslager tæskede også løs, og har ingen problemer med de mange stilskift. Fra de tungeste slag på crash bækkenerne til de hurtigste blast beats betvinger han trommesættet som en besat. Det var muligvis mixet lidt højt i starten, men det trommerne virkede til at finde sin plads i lydbilledet, som koncerten skred frem, hvilket den i den grad gjorde. Atsuo må have en del år på bagen efterhånden, men han kastede sig ud til det frådende publikum for at crowdsurfe. Og folk kastede sig frem for at løfte ham – det var nok den koncert i løbet af weekenden, der virkede til at være besøgt af flest ‘fans’, og det smittede af i hele VEGA. Energien var selvfølgelig størst i moshpitten ved scenen, men den virkede til at springe helt ned til enden af baren og tilbage igen. Alt var on fire.
De driblede mellem genrerne som var det ingen sag, og skulle der bruges en flydende overgang mellem to sange, greb Atsuo en effektpedal, der vist kun kunne skrige og hyle, og skabte vibrerende mure af hvid støj. For et band der var så energiske, så spontane, virkede alt til at være enormt gennemtænkt. Det, de gjorde, kan enhver altså ikke bare komme og gøre. Det er jeg overbevist om.
Efter at have afsøgt alle afkroge af beskidt metal og rock, placerede guitarist Wata sig ved klaveret, og her lagde hun an til koncertens afsluttende, afdæmpede slowburner. Jeg tror, mange koncerter – specielt i det korte festivalformat – ville tabe pusten fuldstændigt med sådan en lukker, men Boris formåede at gøre sangen til det mest forbløffende øjeblik overhovedet. Atsuo tog mikrofonen væk fra munden og stod og råbte, så hele salen kunne høre ham. Alle var stille. Alle var fokuserede på den mageløse magtdemonstration af en performance. Han lød så ond, og så var den ikke engang manipuleret eller forstærket.
Jeg var målløs, da Boris gik af scenen. Og da de kom tilbage igen for at sende os hele veje n op i post-rock-himlen med et ti minutter langt ekstranummer, havde jeg lyst til at græde af glæde. Hold kæft, de er fede.
