Årets bedste plader

Årets danske plader 2021

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status på 2021 og kårer årets 10 bedste danske plader.

Med de udenlandske udgivelser nøje rangeret vender vi nu i stedet blikket hjemad, hvor 58 forskellige plader og EP’er fra det forgangne kalenderår blev nomineret fra vores skribenter til den endelige årsliste.

Samlet set når vi vidt omkring i vores forsøg på at opsummere tingenes tilstand i Musikdanmark anno 2021; vi hædrer (i Undertoner-regi) blandt andet ofte oversete hjørner af genrespektret, men siger også hej til gamle kendinge.

I sidste ende er det dog disse 10 skiver, der udgør vores bud på de ypperste danske musikbidrag fra (endnu) et ikke helt normalt år – et prædikat, vi forhåbentlig ikke er nødsaget til at gentage, når vi igen skal til at udforme årslister i slutningen af 2022.

Bidragsyderne til Årets danske plader 2021 er: Anne Kirstine Knudsen, Carl Windahl Bøllingtoft, Christian Valdbo Fobian, Daniel Niebuhr, Holger Møller Dybro, Jens Trapp, Kasper Holm Gregersen, Laura C.F. Petersen, Marie Vedding Poulsen, Perry Macleod Jensen, Sabina Hvass og Simon Freiesleben.


10, First Flush – Fjorden
Der blev skruet en anelse ned for eksperimenterne og tilsvarende op for tilgængeligheden, da First Flush indspillede Fjorden, som må siges at være gruppens mest overlagt poppede studiealbum til dato. Resultatet er et uovertruffent studie ud i melankoli, der dyrkes i alle sine mange former på pladens ni skæringer.

Tvangstankerne efter et forlist forhold krystalliserer sig eksempelvis på den blændende smukke og simple “Noget andet”, mens nattetimernes tankemylder danner ramme om “Det bliver aften”. Pladens måske stærkeste nummer, “Vildgæret ensomhed”, har desværre sidenhen på tragisk og uretfærdig vis fået et nyt lag af melankoli tillagt, da medvirkende Søren Holm fra Liss i en alt for ung alder gik bort tidligere i år.

Fjorden er på mange måder et album, hvor der er skåret helt ind til benet. First Flush har altid dyrket det poppede på en mere eller mindre subtil facon, men her er det trukket helt frem i spotlyset. Strygerne, blæserne og de punkede elementer er stort set også skrællet helt væk.

Tilbage står et oprigtigt og inderligt værk, der viser, præcis hvordan poprock stadig kan lyde tiltrængt i 2021.
(Simon Freiesleben)

9, Erika de Casier – Sensational
Mens alle andre synes optagede af at afstøve synthesizere og trommemaskiner for at bringe 80’erne tilbage ind i dansk popmusik, er Erika de Casier allerede et skridt foran. Hendes lækre, soulede produktioner og åleglatte stemme læner sig i stedet op ad r&b-trends fra 90’erne og 00’erne. Men på Sensational nøjes hun – heldigvis – ikke med at sende hilsener bagud i tiden til blandt andre genreikonerne Destiny’s Child; hun går til den tidstypiske og ofte klichéfyldte genre med opfindsomhed og originalitet.

De silkebløde produktioner på Sensational er fløde for øregangene, men sjældent kedelige. På sange som “Insult Me”, “Better Than That” og “Call Me Anytime” bliver 90’er-lyden tonet ned til fordel for mere eksperimenterende og elektroniske lyde. Men den helt store force er alligevel Erika de Casiers eget instrument.

Hun synger med lige dele total ligegyldighed og forførende intimitet om skuffende romancer og dating uden forpligtelser. Det er hørt før, men på én eller anden måde formår de Casier at gøre trivielle temaer ualmindeligt dragende og troværdige.
(Marie Vedding Poulsen)

8, Pale Rider – Only Shelter to Give
Pale Riders contraband-countrypunk galopperede direkte ind i denne anmelders rockhjerte, da de i oktober udgav deres debutalbum Only Shelter to Give. Der blev leveret alt fra energiske countrypunk-baskere til pianoballader med store armbevægelser og svært fængslende janglerock-evergreens, som gnidningsfrit smeltede sammen i Pale Riders cinematiske western/noir-univers, hvor man tages som gidsel i ensomhedens åbne vidder.

Med et samspil, der med overlæg føles på kanten til disintegration, de forførende, mørke jazzindflydelser og forsanger Jarl Schultzes forpinte falset vugger Only Shelter to Give langsomt, men insisterende lytteren ind i et melankolsk mørkeland, hvor forstanden gradvist flyder ud i de dunkle tåger.

Only Shelter to Give møder dig desuden også med en gennemgående sårbarhed og kontrolleret vildskab, hvorved Pale Rider også får skabt deres egen niche på den danske post-punkscene. Det er gråt, det er brutalt, det er sårbart og smukt, og det gør ondt på den dér måde, som der kun er en ting at sige til: Mere, tak!
(Anne Kirstine Knudsen)

7, Selma Judith – Getting Angry, Baby
Det er et meget storslået og helstøbt værk, Selma Judith har skabt på Getting Angry, Baby, hvis styrke og charme ikke mindst skyldes Judiths integritet og hendes evne til at frigøre sig fra alle skabeloner og skabe noget helt unikt.

Og selv med 20 numre fordelt på lidt mere end 75 minutter føler man sig ikke et øjeblik hægtet af eller ladt i stikken, fordi albummet er så mangefacetteret og alligevel så konsistent. Alle numre oser af kunst og fremstår gennemarbejdede med fine strøg af studiets elektroniske muligheder.

Getting Angry, Baby byder derfor på alt lige fra vrængende, vrede vokaler som »Jeg fucking hader jer / Fuck af med jeres pis / Fuck af« på ”Of Narcissism” og et Greta Thunberg-sample med kor- og vokalarrangementer af næsten Bjørk’ske dimensioner til Judiths egen harpe og fløjlsblød kammerpop.

Der dykkes ind i og ud af alle mulige genrer på denne uhyggeligt stærke debut, og de forholdsvist mange gæster på albummet glider heldigvis umærkeligt ind i det samlede lydbillede, som var de skabt til det.
(Jens Trapp)

6, Several Things – Please Don’t Do This to Me Life
Med udgivelsen af Please Don’t Do This to Me Life er vi blevet forkælet med et af årets bedste lo-fi-albums. Kompilationen, der samler næsten alle Marco Repennings optagelser under Several Things-navnet, er spækfyldt med melodier så uendeligt smukke og melankolske, at man skal have et hjerte af sten for ikke at blive berørt. Bevæbnet med kun guitar, keyboard, primitive digitale trommer og en vokal, der meget vel er optaget af en bærbar computers indbyggede mikrofon, serverer Several Things 21 sørgmodige skitser om at have ondt på alskens måder.

Det er lo-fi og gør-det-selv til den helt store guldmedalje, i den forstand at det hele runger og lyder billigt, men perfekt indkapsler følelsen af sidde og være alene og ked af det på soveværelset. Følelserne skinner nemlig klart igennem det smadrede, minimalistiske lydbillede på grund af den grådkvalte, men insisterende vokal.

Albummet bliver dog aldrig patetisk eller navlepillende – det er bare enormt trist og enormt ærligt. Sangene er så iørefaldende, at man kun kan håbe, Several Things engang vender tilbage til at lave musik, for Repenning er en melodismed uden lige på den danske undergrundsscene.
(Holger Møller Dybro)

5, LLNN – Unmaker
For blot fjerde gang til dato smider Undertoner en rendyrket metaludgivelse på en af vores årslister; og hvorfor så ikke gøre det med en af de fornemmeste danske lydoplevelser i flere år?

LLNN’s Unmaker er fra første afgrundsdybe, soniske udladning på “Imperial” overrumplende i al sin monumentale vælde. Og finder man ikke skønheden i de sublime lydtapeter, bandet kreerer undervejs, finder man i det mindste grimheden i forsanger Christian Bonnesens nærmest smertelige, til tider distortede skrig, de dystopiske synths og den buldrende sub-bas, der udfylder tomrummet i bandets nådesløse kompositioner.

Samtidig er LLNN’s tredje studiealbum også bare pissedygtigt håndværk fra en garvet flok kunstnere med det musikalske ophav i orden. Her er det især arven fra hedengangne The Psyke Project, der løftes til fulde på Unmaker, som i et bredere, metalhistorisk perspektiv ikke bare taler (ja, nærmest råber) ind i samtiden, men øjensynligt i høj grad også ind i fremtiden.
(Daniel Niebuhr)

4, Communions – Pure Fabrication
Guitarrock af fineste aftapning er, hvad Communions anno 2021 beriger verden med. Ikke som i hvinende timelange guitarsoli, men som i herligt, effektbelagt, new wave-ringlende guitarrock. Pure Fabrication er måske mere poleret end bandets tidligere udspil, men den indeholder masser af finurligheder, kant, himmelske riffs og tekster, der knaser af mytisk stof.

Pladen er af forsanger Martin Rehof blevet kaldt en slags omvendt coming-of-age-fortælling, hvor den klarhed, man kunne have til at begynde med, bliver mere og mere forvirret og umulig, og den frihed, man higer efter, viser sig at være en konstruktion; heraf Pure Fabrication.

Nogle af numrene blev desuden indspillet, mens Communions endnu var en kvartet, men undervejs forlod Frederik Lind Köppen og Jacob Van Deurs Formann bandet – ganske udramatisk forlød det – så nu er brødrene Martin og Mads Rehof tilbage som duo, selvom de dog har samlet sig et nyt band med henblik på at bringe materialet fra Pure Fabrication ud live.
(Jens Trapp)

3, Yung – Ongoing Dispute
Ongoing Dispute har aarhusianske Yung forenet de fire bandmedlemmers forcer til ét helstøbt postpunk-udtryk. Det er de tunge guitarriffs, der er hevet frem fra skuffen til at understøtte de skarpe og ikke mindst ærlige tekster.

Pladen igennem trækkes der både på inspiration fra dansk garagerocktradition såvel som indierock, mens selve albummet er spækket med tårepersere og gåpåmod. På ”Such a Man” og ”Above Water” er det de usynlige samfundsstrukturer, der brydes med. Med ordene »I just want you to tell me you’re sorry« i omkvædet på “Autobiography” er det tabet af et venskab, der får de fine hår på armene til at rejse sig. Derudover indeholder albummet også årets måske bedste danske albumlukker i form af ”Friends on Ice”, hvor guitarloops og Mikkel Silkjærs følsomme vokal forenes til en perfekt afrunding på et yderst sonisk sammenhængende værk.

Hvert eneste nummer på Ongoing Dispute oser af bandets internationale potentiale – sikke en toer.
(Christian Valdbo Fobian)

2, Guldimund – Dem, vi plejede at være
Helt modstridende pladens musikalske udtryk har Asger Nordtorp Pedersen iført sig en maske på coveret til den emotionelle mavepuster Dem, vi plejede at være.

Pladen rummer en række velskrevne, dokumentariske og detaljerede sange om at være i et parforhold, være far, være ung og hele tiden være ved at springe af toget mod voksenlivet. Og som lytter er du hele tiden med – også når det er ved at køre af sporet. På “Ikk’ endnu” dykker vi eksempelvis lukt ned i et skænderi, hvor en urovækkende, atmosfærisk stemning smukt komplimenterer de lyriske tegn på at frustrationen er ved at vokse sig til fysisk udtryk: »Og dine bange øjne sagde, du troede faktisk, at jeg ville slå dig / Det ku jeg aldrig gøre / Det fortæller jeg mig selv, imens jeg tørrer mit spyt af væggen.«

Som lytter bliver du lukket helt ind i socialrealistiske køkkenvaskscener, der udvikler sig til eksistentielle dramaer, som minutterne går. Det dybt personlige udtryk blandet med modige vokale spring – som de uens versefødder på nummeret “Stue 15” – placerer pladen blandt de stærkeste danske udgivelser, hvor der i disse år især bliver udtrykt eksplicit modstand mod at tage maske på, lade som om eller dreje uden om det sårbare.
(Sabina Hvass)

1, Iceage – Seek Shelter
Nok markerer Seek Shelter 10-årsjubilæet for Iceages gennembrudsdebut, New Brigade. Men her – et årti inde i karrieren – formår københavnerne stadig at udgive musik med internationalt snit, og Seek Shelter er et godt bud på en plade, der lige så vel kan udfolde en af Danmarks bedste eksportvarer i London og Los Angeles som her i hjemlandet.

For på trods af at Seek Shelter byder på (endnu) et mindre hamskifte for postpunkrockerne, så er kvaliteten ikke forduftet. Rent faktisk er Iceages lyd blevet langt mere tilgængelig for den brede befolkning, og selvom de ikke længere kan anses som undergrundens bedst bevarede hemmelighed, så fortjener Seek Shelter stor applaus for at være et album, der bare vokser for hvert lyt.

Singler som “Gold City” og “Vendetta” er beviser på, at der stadig er en rå postpunk-nerve i Elias Bender Rønnenfeldt og co. mens åbningsnummeret “Shelter Song” er en absolut kandidat til årets bedste nummer, før der sættes punktum med rabalder-rock på det sidste minut af albumlukkeren, “The Holding Hand”, som perfekt indkapsler det alsidige musikunivers, de 10 år har medgivet Iceage.
(Kasper Holm Gregersen)


Skriv et svar