Der er et eller andet underligt bekendt ved de første saxofontoner på Good Intentions. De lyder lidt som jagthorn fra urtiden, dem man kander fra underlægningsmusikken på historiske dokumentarer – sanselige lyde, der går ind og aktiverer krybdyrhjernen og sender sindet ind i urolige og ydmyge kroge udenfor ego’ets intellekt. De sparsomme horn på Good intensions åbningsnummer “Tidligt Mørkt” får dog hurtigt følgeskab af flere mere veldefinerede, men stadig hypnotiserende, saxofonmelodier og rumlende guitarstøj, mens nummeret langsomt marcherer mod sin afslutning med stigende intensitet. Der er lagt i ilden til en nærværende og pirrende lytteoplevelse.
Good Intensions er den københavnske kraut-jazz kvintet Nausias andet albumudspil. Kvintetten består af Isak Schødt på tenor- og sopran-saxofon, Oskar Faye på alt-saxophon samt Christoffer Beese, Milo Aurvig og Laurits Schmidt på henholdsvis guitar, bas og trommer. Allerede på debut-abummet Prince Kiosk begyndte bandet at udgrave deres egen niche på den danske musikscene med deres pænt unikke kombination af free-jazz og kraut/progrock sammensat i et push-pull forhold af melodisk repetition og forstyrrelse – en dynamik som gruppen håber både kan bringe lytteren i en form for meditativ trancetilstand, men som samtidig kan katalysere udbrud af ekstase og energi.
Både energien og monotonien er taget med ind på pladens andet nummer “Opus”, der kombinerer gyngende dybe jungletrommer med en 3-4 toners simpel stakkeret saxofonfigur og en klikkende subtil guitar. Nausia holder fast i gentagelsen så længe, at man næsten ikke bemærker udviklingen i guitarstykket og den snigende bas, inden “Opus” pludselig sænker tempoet for at ebbe ud i et mørkt post-rocket crescendo med maniske blæs og støjende guitar.
Netop brugen af gentagelse som primært virkemiddel kræver også, at man som lytter er klar til at fordybe sig og blive udfordret, når man giver sig i kast med Good Intensions. Især på et mere højenergisk nummer som den Horse Lord’ske “Zug”, der er fyldt med dissonante saxofoner og rockede guitarer, kan repetitionen blive helt overrumplende – der er simpelthen ikke rum nok i lydbilledet til at skabe den intense spændingskurve, der skal til for at nummeret bliver en rejse lig hovedparten af pladens skæringer.
Ligeledes kan det gentagne saxofon-riff på “Sunflower” godt fare en anelse vild i sig selv, men her redes nummeret af Good Intensions’ største fortrin: produktionen. De frenetiske og til tider kakofoniske trut afbrydes, når Isak Schiødt skal trække vejret. Lyden af knapperne på saxofonen er bibeholdt på optagelsen og fungerer nu som en art percussion. Nausia har skamløst valgt at medtage fejl og uperfektheder på hele pladen og integrerer dem strømlinet ind i deres lydbillede, hvor de organiske elementer får en form for kamuflage, men samtidig gør pladen utrolig menneskelig og nærværende – det er næsten lige så intenst som at høre musik spillet live.
“Håb og fred” er til gengæld et eksempel på, at Nausia lykkes bedst med at skabe et meditativt rum for lytteren, når de skruer ned for tempoet og går efter et mere nedbarberet udtryk. Nænsomme gongslag, raslende bækkener og blæsere, der drypper af mysticisme og spiritualitet – et sørgmodigt men lokkende udtryk, der mellem linjerne hylder spirituel jazz-kanon som Alice Coltrane og Pharaoh Sanders. Nummeret overtages pludselig af en længselsguld klarinet (tror jeg), og man lægger til at starte med slet ikke mærke til, at der pludselig også er en tremolo guitar og en bas ulmende i lydbilledet – Good Intensions’ numre er bedst, når de sniger sig ind på dig og slutter akkurat tilpas uforløst.
Lukkenummeret “Sufi” er dog svært ikke lade sig rive sig med af. Det er nemlig en herlig rodebutik af musikalske referencer, der kulminerer i et dansabelt og energisk nummer. Den sære kombination af en pokkers catchy baslinje, et galopperende bækken og en saxofon, der spiller et irsk jig, får følgeskab af utydelig hvisken. Og nummeret formår at være både sjovt og vellydende, men udvikler sig også ud i en højere enhed, en slags ophøjet tilstand, der efterlod mig sært ydmyg efter nummerets abrupte slutning. Good Intensions er på den måde en sjov størrelse af et album: Det er behageligt og meditativt nok, til at være behagelig baggrundsstøj, men samtidigt opslugende og andenverdsligt nok til at forsvinde og fordybe sig i. Lige meget hvordan du lytter til det, er det i hvert fald nærværende.
