12 er et jordnært, udtryksfyldt værk, som japanske Ryuichi Sakamoto har komponeret med henblik på at udleve sit liv og tage intet forgivet efter hans anden behandling mod kræft. Den 70-årige Sakamoto blev i 2014 diagnosticeret med strubekræft og har kæmpet med det siden. Sidste år fortalte han, at hans kræftsygdom er i stadie fire og i december samme år spillede han det, han selv har kaldt sin formentlig sidste koncert nogensinde. På albummet 12 lytter man til et skarpt komponeret lydbillede af de følelser og refleksioner, som Sakamoto går igennem lige nu.
Sakamoto har med flere år bag sig haft en større indflydelse på den elektroniske musikscene. Nogen kender ham måske fra successen med bandet Yellow Magic Orchestra, der spillede eksperimenterende electropop i samme tidslinje som Kraftwerk. Nogen kender måske sangen Behind The Mask, som eksempelvis Michael Jackson og Eric Clapton har sunget, som oprindeligt kommer fra Yellow Magic Orchestras album Solid State Survivor. Udover det, har han stået bag musikken til utallige film – mest nyligt har han komponeret musikken til spillefilmen “The Revenant”.
12 er et skarpt, ambient lydbillede af Sakamotos liv, der med lydsporerne nummereret i datoer virker som værende i kronologisk rækkefølge af hans forløb efter behandling af kræft. Enkelheden i musikken er stemningsfyldt og gør det virkelig nemt at gå i Sakamotos fodspor. Det er et gennemgående tema, at musikstykkerne er lange og lægger sig i baggrunden i starten, men de bliver dog kortere længere hen i forløbet af albummet.
Albummet er som før nævnt et udtryksfyldt værk, hvor hver tone mærkes helt ind til knoglerne. Der varieres mest af alt imellem organisk klaver og synthetizer, og det hele føles som en filmfortælling. Man kan mærke omgivelserne af rummet i musikken – alt fra anslagene på tangenterne til vejrtrækninger fra Sakamoto igennem forløbet.
Alle lagene af musikken føles skrøbelige og levende, men med alle, menes der de få lag. Fra start på “20210310” kan man mærke den rumsterende melankoli med synth-strygerne, der minder en smule om Vangelis futuristiske lyde fra Bladerunner, som vender tilbage på nummeret “20220202”. Det svinger mellem de futuristiske synth-strygere og Sakamotos rolige anslag på klaver, som man bliver introduceret til allerede på “20211330” og som kommer til at fylde mere på lydsporerne senere hen. På det længste nummer, “20220214”, flyder der flere elektroniske elementer i musikken, end på resten af pladen. Forskellige synth-pads kommer i spil og i baggrunden kan man nogle gange fornemme små melodiske percussion-lyde, der specielt til sidst træder frem og skaber en overgang til det næste lydspor.
Det er som, at der er en form for intentionalitet i musikken. Der er en tung stemning i meget af albummet, som dog bliver lettere hen imod slutningen. Fra det dystre til det smukke, mere melodiske, hvor der er flere akkorder, som byder ind i musikken. Eksempelvis på “20220207” er harmonien fra klaveret melankolsk, hvor der oven på er lagtlyde af skingre, uharmoniske toner, der lyder som klokker, som giver en ubehag i kroppen. Senere hen på “20220302 – sarabande”, når lytteren hen i mere blide toner fra klaveret, som føles helt lettende og rare. Pladen har en effekt, som bliver skabt henover albummet af den udviklende kontrast af stemningen og længden på lydsporerne, der skaber et specielt narrativ. Det er som om, at Sakamoto prøver at fortælle, at livet har så mange kvaliteter i sig, men at det kan føles utrolig trist og langtrukkent – specielt når alt er imod én. Eksempelvis på “20220214” er stemningen presset og langtrukkent. Det symboliserer de mere hårde tider, hvor tiden kan gå i stå. De mere simple klaver-fraser, kunne man tolke, symboliserer det at være i nu’et og netop at nyde de simple ting i livet, der nu kan være omkring sig.
Det korteste og sidste nummer, “20220304”, slutter pladen med det, der lyder som glas, der støder ind i hinanden i et stort, tomt rum, som skaber en følelse af tomhed eller en følelse af bare at være i nu’et. Måske er det intentionelt, at der ikke er nogle specifikke instrumenter i brug, men tilsyneladende at kunstnerens plads er overtaget af vindens kraft, der naturligt skaber lyden. Resten er op til fri fortolkning, men jeg kan godt lide forestillingen om, at Sakamoto nu læner sig tilbage og selv nyder omgivelserne og tilværelsen – eller at han læner sig tilbage i anerkendelsen om, at han ikke kommer til at være her for evigt og nyder at være til.
Kort sagt formår Sakamoto i den grad at lade lytteren rive sig med i hele følelsesregistret. Albummet er i sig selv ikke banebrydende, men det er helt klart sit eget. Fortællingen er ikke bare baseret på klaver og synths. Fortælling ligger bag hvert anslag af en tone, som bliver komplimenteret af rummet, som lyden er i. Lyden føles så naturlig og jordnær, at det er svært ikke at holde af. Ryuichi Sakamoto har komponeret og produceret meget musik, men dette føles som en af de mere personlige, som ikke nødvendigvis behøver at være perfekt på nogen måde.
