Koncerter

Arooj Aftab, 08.06.23, Syd For Solen, København

Arooj Aftab @ Syd for Solen 2023
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Joakim Dalmar

Med en rose i hånden blev der sat en dæmper for støjen, da Arooj Aftab indtog scenen og skabte en livligt jordnær oplevelse med sin selvironi.

Pakistanske Arooj Aftab har efterhånden lagt vejen forbi Danmark til et visit omkring fire gange – bl.a. på sidste års Roskilde Festival på den intime Gloria-scene – med sin musikalske sammenblanding af jazz, folk og førhen også strejf af det elektroniske. I 2019 udgav hun sit album Vulture Prince, der udstak en ny retning ud i et mere melankolsk univers med baggrund i, at hun mistede sin lillebror. Denne sørgelige begivenhed har præget hendes musik i form af et skarpt og mere minimalistisk udtryk, som har gjort hende til en stærkere musiker end måske nogensinde før.

Ved hendes koncert på Syd for Solen var stemningen for alvor blevet sparket i gang, efter at Unknown Mortal Orchestra kort forinden havde spillet på festivalens store scene med navn “Under Kronen”. Energi-niveauet var højt og publikum var blevet godt højrøstede. Det holdt dog ikke ved længe efter, at Arooj Aftab var trådt på scenen med sit band bestående af Gyan Riley som guitarist og Petros Klampanis som bassist. Bandet træder selvsikkert på scenen og interagerer en smule med det støjende publikum. »Okay, lets have some fun. Did you guys bring your kleenex?« spørger Aftab publikum om, og lader musikken starte ud med “Bagnon Main” fra Vulture Prince. Publikummet dæmper sig pludselig ved lyden af den hypnotiserende guitar og bas, som man fra start kan føle ligger behageligt i lydbilledet. Aftabs vokal flyder ind og skinner tydeligt igennem og hendes blide, langstrukne vokal-fraser får hårene til at rejse sig. Sammenspillet mellem de tre fører nummeret hen i nye baner, som får live-musikken til at skille sig ud fra studieversionen – og det sker flere gange hen af koncerten, som skaber flere og flere overraskelses momenter hen af vejen.

Der forekommer en del soloer fra både Riley og Klampanis, som for nogen måske føles langtrukne, men de giver særdeles en ekstra charme til musikken. På nummeret “Suroor”, som har en fængende bas-rundgang, tager Klampanis sig friheden at lægge en speciel vokal-solo som lag over hans kontrabas, som han udførte fremragende og gjorde nummeret ekstra delikat. Riley fik også plads til en solo, der særdeles også havde sin vildhed og virkede nærmest som blær i sidste ende.

Nogle gange efter de lange soloer virkede det til, at publikum gik hen og mistede fokus en anelse. Man kan ikke bebrejde lytterne, når det lige er gået fra de legesyge toner tilbage til de dæmpede toner. Det var bekymrende, men lydbilledet stod heldigvis stadig knivskarpt. Da nummeret Diya Hai med sin melankolske, intense optakt startede, var det dog som, at publikum godt kunne lægge ører til musikken igen. Der er noget ved Aftabs vibrerende vokal, som trækker en helt med i hendes sind og fortællinger. Den formår at tæmme støjen og skabe en sindsro, som ikke mange kunstnere kan gøre på en festival i København med højrig solsskin og varme.

»I know we dress like a metal-band, but we are actually really emotional, so I hope your emotions had a nice ride. I actually think metal is pretty emotional,« siger Aftab før de begynder på nummeret “Mohabbat”. Jeg finder hele seancen så jordnær og herligt selvironisk. Det siger virkelig meget om oplevelsen og stemningen, selvom hun nok selv i virkeligheden ikke har tænkt så meget over det, da hun sagde det. Vulture Prince er et smukt, men i den grad melankolsk album, som setlisten fra koncerten helt sikkert bar præg af. Alligevel kan der til koncerten være plads til den her livlige selvironi, der skaber en vis behag og indlevelse i oplevelsen.

Det føltes så frit og uhindret for bandet at sætte rammerne for musikken. Man kunne forestille sig, at Aftabs musik ville være for intimt til en åben, luftig scene, men hun tager den med åben arm, står iskøligt på scenen og smider roser ud til publikum. Det gælder også Riley og Klampanis, der ikke lagde skjul på deres færdigheder med deres instrumenter. Riley er, som førnævnt, specielt god til at lade sig rive lidt med. På nummeret “Mohabbat” skulle der luftes en lille synth-guitar, som gik hen og faktisk måske var en tand for meget. Den var i virkeligheden ret skinger, mudret og malplaceret, men på en eller anden måde var det netop også en god måde at skabe den form for selvironi, der lige kunne sætte prikken over i’et. Hans akustiske guitar føles dog mere som hans hovedkompetence.

Det her er alt sammen et forsøg på at fortælle, at Arooj Aftab er en speciel musik-oplevelse. Koncerten havde både livlige og stille sammenspil, som de alle tre får til at virke som den største lethed. Lyden var fremragende trods den støj, som der nu kan være til festivaller. Der blev ikke holdt tilbage på de legesyge momenter, men de kunne sagtens lægge en dæmper for det igen. Der var momenter i løbet af koncerten, hvor det tog en smule overhånd, men de havde det behageligt på scenen sammen, og det gjorde oplevelsen for publikum helt speciel. Den nærvær, som Arooj Aftab skaber, gjorde det til en dans på roser med alle dem, som hun smed ud til publikum.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen

Leave a Reply