Koncerter

Alex G, 01.06.23, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Clara Orozco

Selv med solnedgang i øjet og et lille fremmøde på festivalens største scene leverede Alex G en noget nær perfekt koncert, hvor hans intime sadboi-indie fik et ekstra nøk op på rockskruen. Med en festival-tilpasset sætliste, et fornemt besøg på kor og en ustoppelig lyst til at spille sange var varmen i kroppen sikret til resten af aftenen.

Koncerten med Alex G startede ikke vanvittigt godt. Volumen var alt for lav, og valget af “SDOS” som åbningsnummer passede nok bedre til fankoncerten på Store Vega i marts (i øvrigt en koncert, der fortjente seks fuldfede U’er), end til en festivalkoncert, der skal sparkes i gang med masser af energi. Den lidt off lyd gik også udover singlen “Runner”, der på ingen måde havde det samme funklende, skinnende pondus, som den har på Alex G’s eminente 9. plade, God Save the Animals, fra 2022. Den manglede den fantastiske dynamik, som springer i ørerne ved første lyt på albummet. Men så skete der noget.

En lydtekniker fandt så småt ud af, hvordan en Alex G-koncert skulle lyde, og hovedpersonens stemme var varmet tilstrækkeligt op, til at fraseringerne i “Hope” rasede direkte ind i de relevante tårekanaler. Og så var vi ellers i gang med en indiekoncert, der ingen pauser ville tage. Sætlisten tog især udgangspunkt i den seneste studieplade, formentlig tilpasset et festivalpublikum, der ikke kender bagkataloget så meget, men det var, som om flere af de mest weird elektroniske indslag fik et ekstra skud rock – og det gjorde på sin egen måde mere festlige. Det helt knaste EDM-stykke i “No Bitterness” blev krydret med smadder, guitarsolo og bækkentæsk frem for sit sædvanlige digitale præg. Og selv dem gamle – ret så støjende – “After Ur Gone” fik flere tæsk, end man er vant til. Om det var en modreaktion til et relativt lille fremmøde – den alt for store scene taget i betragtning – ved jeg ikke, men Alex G fik i hvert fald revet mig fuldstændigt med. Cadeau for at genfortolke sine numre, så de passer perfekt ind i den givne koncert.

Derudover bød showet på en ret fræk overraskelse under “Miracles”, hvor G’s bekendte »Maya« og »Caroline« kom og gav kor. Den i forvejen ret smukke sang gav altså ekstra tårer i øjnene, da hurtigt gik op for os, at den ene af de omtalte sangere var selveste Caroline Polachek. Det løftede lige den hjertevarme tekst et nøk op. I det hele taget var der ingen problemer med at formidle de ret rørende sange i den bagende varme for et publikum, der delvist bestod af folk, der måske ikke lyttede så meget efter. G’s sammenbidte, inderlige vokallevering skar igennem den tunge varme, der herskede i de tidlige aftentimer. Der er muligvis en del slacker-æstetik over frontmanden og bandets attitude, men selve musikken var så utroligt velspillet, at man skulle tro, genren var en anden. Alt kom ud over scenekanten.

Når man har udgivet ni studiealbums, et soundtrack og utallige obskure singler og opsamlinger (primært forbeholdt YouTube og deslige), kan det på en festival være svært at tilfredsstille sultne Alex G-fans, der helst vil se manden spille i et par timer. Men han lykkedes ret eminent med at komme igennem langt størstedelen af God Save the Animals, hits fra House of Sugar, mere koksede numre som en kort, intens version af “Brick” samt en længere, mere aggressiv “Horse”. Så selv med en lidt sløv indgang, har jeg ikke mange fingre at sætte på den koncert, Alex G og aftenens tre følgesvende (plus Maya og Caroline, bevares, tak til jer) leverede. Der var plads til at skråle, til at græde, til at smile og til at have det helt brændt af.

★★★★★½

Leave a Reply