Koncerter

Roskilde Festival 2023: Fever Ray, Arena

Fever Ray @ Roskilde Festival 2023
Foto: Daniel Nielsen

Overjordisk. Æggende. Skræmmende. Uendeligt fascinerende. Karin Dreijer bedre kendt som Fever Ray foldede sine musikalske vinger ud og bragte Arena i en trancetilstand med sit dystre, elektroniske og bizart sensuelle univers. Det var noget nær perfekt.

Solen stod højt på himlen og Arena var pakket. Det var lidt svært at forestille sig, at man om lidt skulle sluses ind i Fever Rays dystre, elektroniske univers. Ville man overhovedet kunne lade sig rive med? Den bekymring blev gjort til uendelig skamme det nanosekund, Fever Ray trådte ind på scenen til tonerne af den ulmende, pulserende “What They Call Us”, åbningsnummeret både her og på Fever Rays seneste plade Radical Romantics. For pludselig eksisterede der ikke andet i verden end det, der foregik lige nu og her på Arena.

Iklædt et hvidt jakkesæt med store, brede skuldre, en velovervejet vuggen og et isnende blik, der fik det til at løbe koldt ned at ryggen af både frygt og fascination, åbnede Dreijer for sin stemme og sugede al opmærksomhed til sig. En stemme, der lyder og lød som var den smedet i den dybeste afgrund på en fremmed planet; skærende, skinger, borende, primal. De første publikummer trak fra teltet – måske er starten for stille, måske havde de forventet noget andet.

Men de skulle have været blevet, for straks efter kastede Fever Ray og deres helt eminente band sig ud i den kæmpestore elektroniske banger “ New Utensils”, også fra det nye album, og med ét ændrede stemningen sig fra ulmende til eksplosiv. Men undertonen var truende, og den hang i teltet, selvom det var svært præcist at sætte en finger på. Måske gik det endda først op for én, at den havde været der, da den så lettede midt i sættet.

Men det var også denne her truende energi, der drev værket og de fem på scenen fremad i første tredjedel af sættet. “When I Grow Up” fra debutalbummet blev trukket i en ekstra, ekstra tung retning. Den på pladen fine og blide melodi blev her druknet i massiv, pulserende bas og blev akkompagneret af en hypnotiserende koreografi – en af mange – af ekstremer: i det ene øjeblik blev der spændt med musklerne på overdreven vis, i det næste danset sensuelt, vajende og sansende. »Saw the blood/ but it’s not scary« knurrer Fever Ray på “Mustn’t Hurry”. Men det var skræmmende og helt enormt dragende – det yndigste horrorshow. Og når Fever Ray vred sit ansigt i et smil, rejste samtlige hår sig på hver eneste legemsdel.

Da de velkendte toner fra “To the Moon and Back” væltede ned fra scenen, ændrede energien sig på et øjeblik fra truende til frigjort og sensuel. Teltdugen lettede, da det hyperpop-elektroniske nummer, hvis intense beat her var skuet helt i vejret, eksploderede med de udødelige ord »I want to run my fingers up your pussy« og et perfekt beat-drop. Og der var ekstra intenst tryk og tempo på de enorme elektroniske lydflader; “An Itch”, “I’m Not Done“, “Carbon Dioxide” og ”Now’s the Only Time I know” lå som perler på en technosnor og bragte publikum i en tilstand af elektronisk eufori. “Shiver” var sensuel, berusende, og da de skreg lystens primalskrig så højt, som stemmen tillod det, gik det gennem marv og ben. Og “If I Had a Heart” var … slet ikke som forventet. Den startede lidt abrupt, nummerets karakteristiske mørke puls var til stede, men bankede svagere end man kunne have håbet, og væk var stemmens høje toner i andet vers. Det var også lidt kort, men stadig; da Fever Ray bare stod helt stille og stirrede ud på publikum med de der døde øjne, der kunne fortære et univers, mens nummerets sidste toner ebbede ud, så vældede følelserne alligevel op i en. Det var uventet.

Det kunne sagtens have været perfekt, men det var det ikke; Kedsomheden kredsede om ”Kandy”, et i forvejen slæbende nummer, der live mistede den æggende gnist, der gør det interessant på pladen. Og selvom ”Even It Out” var dejligt ond, snerrende – en hævnfantasi af brutal karakter tilsat et tungt bagtæppe af de tungeste trommer – så kunne den med fordel have ligget tidligere i sættet, før den truende energi lettede og alt gik op i en højere techno-enhed. Men niveauet – Fever Ray, deres band, koreografien, leveringen – var så tårnhøjt til at starte med, at et lille dyk i midten ikke blev den tråd, der trevlede hele trøjen op.

Stor oplevelse. Stor kunst. Først da bandet står på scenekanten med armene om hinanden og smilende bukker og takker går det op for en, at hele dette surrealistiske univers, som Fever Ray har skabt, blot var en midlertidig illusion.

★★★★★☆

Alle fotos: Daniel Nielsen.

Leave a Reply