Det er altid lidt et spil russisk roulette, når man tager til koncert med gamle kultbands. Ofte ligger der et eller to gode, fremadsynede album begravet i bandets bagage fra fordums tid – og de er af og til begravet godt og dybt under et tykt lag muld af middelmådig diskografi.
Det skulle også vise sig, at African Head Charge falder i den sørgelige – omend i dette tilfælde også meget underholdende – kategori af bands, der har lavet et pionerende album og derefter i den grad er faldet af på den. Fra bandets debut med My Life in a Hole in the Ground (1981) langt tilbage i en fjern fortid op til klassikeren Songs of Praise (1990) udgav African Head Charge en række klassiske og banebrydende dub-plader på pladeselskabet On-U Sound.
Pladerne trækker meget på Brian Enos idé om et “Psychedelic Africa”, hvor dub’ens mørke baslinjer møder guitar og shamanistiske, mystiske samples i en skraldet produktion, der lyder, som om at alting er indspillet på en sød kartoffel. Den mystik var der dog ikke meget af under Ronda-scenens høje loft, seancen med African Head Charge føltes nærmere som en af de reggae-koncerter, man kan ramme på en dårlig aften på Christiania, hvor man har brugt lidt for lang tid i selskab med ens veninde Marie-Jane.
Det startede ellers okay lovende, da gruppen gik på scenen til mellemstykket “Ethiopian Praises” fra netop Songs of Praise. Bandet bestående af trommeslager, guitarist, femstrenget bas og double-djembe formåede egentlig at opbygge en god og tilrøget atmosfære, inden frontmand Bonjo Iyabinghi Noah. Prydet i rød, gul, grøn og sort strikhat, et fantastisk turkisblåt blonde- og paliettesæt og dertilhørende guldsandaler vrikkede Noah ind på scenen som en anden Rasta-Elton John – storsmilende og formodentlig knaldhamrende skæv.
“Greetings Belgium” lød det fra Noah på scenen. Bonjo havde åbenbart ramt bongen så hårdt, at han var endt på den anden side af grænsen i Belgien. Dette var lige efter, at African Head Charge havde småmassakreret et af deres flottest værker “Dervish Chant”, der mistede al sin nerve og åndemaner-agtige natur i aftenens udgave. De næsten 80’er-poppede guitarer og store synths var der stadig, men der var absolut intet af den forvrængede, støjende guitar eller det knitrende lydbillede, der gør African Head Charge til mere end bare et dub-band.
Herfra udviklede koncerten sig til en gedigen middle-of-the-road reggae-koncert med alle dertilhørende kiksede klichéer. Intetsigende, rene synkoperede guitarlyde, én god basgang der blev genbrugt til den mistede al sin nerve, et for lavt keyboard og blatant middelmådigt bongospil snørede sig sammen i en overordentlig kliché udgave af dub’en. Specielt aggraverende stod det til på et covernummer, hvor omkvædet bare var »no peace / no joy,« og “Conspiring (Dancing to My Own Drums)”. Sidstnævnte havde noget pænt lækkert djembe-jam, hvor man rent faktisk begyndte at leve sig ind i de positive vibes, der i hvert fald var til stede på scenen.
Det blev kun endnu pinligere, når man tager Noahs sceneageren i betragtning. Manden bruger – naturligvis – en del af sin tid på Jamaica, hvilket man naturligvis var indlagt til at høre om. Fantastiske jokes om »cocks« og hvor glade kvinder bliver, hvis man skriger »coockoo« om morgenen, gjorde bare det hele bedre – eller værre. Der bør desuden også være en stram grænse for hvor mange gange, man kan råbe »yeah, man« på en scene; den er formodentlig på en eller to, og den blev overskredet med lysår på Le Guess Who? denne aften.
African Head Charge var dog ikke en ren dårlig oplevelse. Numre som “Jungle Law” og “Dub Some More” trådte frem ved at lade vilde dyre-samples og dæmonisk hvisken træde frem sammen med de dybe, groovy baslinjer, hvor de fem strenge endelig kom fuldt til deres ret. I enkelte øjeblikke var man fanget i et mystisk, psykedelisk univers, der kun var en guitarist med bedre evner og effektpedaler fra at være sort magi.
For selvom African Head Charge måske ikke var et musikalsk vidunder, kan jeg ikke løbe fra, at jeg var gedigent underholdt. Mit kolde danske hjerte nåede måske ikke længere end til at grine lidt af African Head Charges næsten komiske positive udstråling, men det tilbageblivende publikum, der havde holdt til en time og et kvarters reggae-koncert, havde en kæmpe kærlighedsfest kørende på Rondas gulv. Jeg stod i hvert fald lidt og fortrød, at jeg ikke havde fulgt det gode råd “when in Rome, do as the Romans”, og besøgt en coffee shop inden seancen – så havde den her anmeldelse måske også fået en anden konklusion. I min ædru anmeldertilstand fremstod African Head Charge dog som lidt af en skuffelse, der både var underholdende og kedelig på den helt forkerte måde.
Aftenen havde dog en lykkelig slutning: Bonjo indså, at han rent faktisk befandt sig i Holland.
Fotos as Maarten Mooijman.