Koncerter

Model/Actriz, 12.11.23, Le Guess Who?, Utrecht

Foto: Jelmer de Haas

Model/Actriz havde tilsyneladende én mission, der var vigtigere end noget andet på Le Guess Who?: De ville spille festivalens mest rowdy og bedste koncert. Den mission lykkedes de med.

Om aftenen på fjerde- og sidstedagen var mange gæster på Le Guess Who? en kende trætte. Fire dage tætpakket med musik – meget af det af udfordrende karakter – spredt ud over en hel by var ved at nå til vejs ende. Utallige øl og utallige skridt gået mellem spillesteder havde gjort deres indhug i folks kræfter, og flere af de tilstedeværende i black box-venuet Pandora var nok ikke helt klar over, præcist hvor intens og voldsom en omgang, Model/Actriz’ koncert skulle vise sig at være. Den betragtning havde frontmand, Cole Haden, også gjort sig. »I know this is the last day of the festival. Are you all partied out? I fucking hope not!« lød det fra ham efter to numre. Han havde allerede besluttet sig for at tage sagen i egen hånd, og da tredje sang satte i gang, kastede han sig ud til publikum for at ruske noget energi ind i os alle.

Bandet blev dannet allerede tilbage i 2016, men først i februar 2023 udkom debutalbummet, Dogsbody, der meget vel ender med at få en fornem placering, når jeg i hvert fald skal opgøre årets bedste plader. Brooklyn-kvartettens maskinelle og eksplosive støjrock trækker lige så mange tråde til hårdtslående techno, som den gør til tidlig industrial. Ikke helt ulig de irske artsfæller i Gilla Band laver Model/Actriz festmusik for punknørder. Og det var en fest, de fik sat i gang hos alle i lokalet. Haden sørgede personligt for at sikre sig, at selv de bagerste rækker fik lyst til at banke på deres brystkasser i takt til rytmen samt råbe med på hits som “Mosquito”. Det var lige lidt over halvdelen af koncerten, som Haden brugte blandt publikum. En strategi, der udmærkede sig ved at forbinde alle til hinanden og til musikken. Vi var i en voldsom og ond symbiose, og lokalet stod til at koge over i de godt og vel tre kvarter, som showet varede.

Der var ikke en finger at sætte på lyden, og alle instrumenter fremstod nærmest klarere end på studieindspilningerne, samtidig med at der var tilpas med øresønderrivende volumen og affaldspresserlydende crunch. I Model/Actriz’ univers lyder en guitar og en bas nemlig ikke som i ethvert andet rockband. Guitaren blev nærmest kun slået an bag broen, hvilket gav en sylespids tidlig-Sonic Youth’sk ringen, der fik hårene til at rejse sig. Basstrengene blev nærmest tappet nede ved pick-uppen i et tempo og en rytme, som fik lyden til at minde mere om en trommemaskine. Mange af bandets sange kører egentlig i samme rille, men det gør ikke så meget, når de er så vanvittigt medrivende. Stortrommen fik jævnligt fire-i-gulvet-tæsk, og de dumpe slag på strengeinstrumenterne hylede og kradsede, som når renovationsmedarbejderne vækker én mandag morgen. Alt imens snakkede/skreg Haden som et vildt dyr og brugte hver en mulighed for at flyvesparke luften omkring ham. En rå og ufiltreret energiudladning, der ikke rigtig tålte nogen sammenligning.

I det hele taget kunne Model/Actriz ikke træde forkert. Deres spilleglæde var enorm, de virkede super nærværende og sympatiske (med gentagende ros til Nala Sinephro, som havde kurateret koncerten og ikke mindst selv spillet en mageløs koncert et par timer forinden), og deres materiale var bare overordentligt imponerende. Det var så godt som hele bandets bagkatalog, vi fik lov at danse, fægte og føle os igennem, og med Haden som styrmand var vi alle involverede. Under bandets tosangsfinale nåede vi til et støjinferno, hvor trommeslageren løftede gulvtammen op over sit hoved som offerlam, før han igen placerede den på scenen og gik til angreb på den, som førte han blitzkrieg mod skindet. Det var måbende godt, og for at bruge et fortærsket udtryk var koncerten fra start til slut en sand magtdemonstration. Jeg tror i hvert fald, man skal lede længe efter et bedre liveband end Model/Actriz lige nu.

★★★★★★
Alle fotos: Jelmer de Haas

1 kommentar

Leave a Reply