Hollænderne er et folk, der tager tidligt hjem (eller videre). Tivoli Vredenburg – Utrechts underlige DR koncerthuset / farverigt belyst shoppingcenter-Frankenstein af et spillested – lå øde hen, da jeg i anledningen af, at det trods alt var fredag, forsøgte mig at finde mig aftenens sidste fest. Jeg blev næsten lidt urolig, da der kun var få mennesker på de tusind rulletrapper omkring mig, hvis brummen i baggrunden er næsten foruroligende – klokken er jo kun kvart i to!
Nyege Nyege’s sydafrikanske dance-trio Phelimuncasi er nok ikke en fest, man har lyst til at holde alene. Durban-kollektivet spiller Gqom – en repetitiv og minimalistisk form for sydafrikansk house – hvor røvrystning er noget nært obligatorisk og som absolut ikke kommer til at fungere med et stillestående publikum. Som bandet selv har udtalt, er deres musik ligesom at blive stukket lidt af en hidsig bi, man kan ikke ignorerer det.
Den hengemte Pandora-scene var dog ikke helt tom, en broget skare af festivalgæster så alligevel ud til at have besluttet sig for at suge den sidste luft ud af ballonen oven på en lang festivaldag. På trods af, måske at have et lidt kedeligt setup med tre rappere og et backingtrack, havde Phelimuncasi i hvert fald en interessant indtræden på scenen for et dance-act.
Messende kom Malathon, Mekan Nana og Khera på scenen i en næsten rituel chant. Den første rytme man mødte, var ikke en bas eller tromme, nej et intrikat mønster af konsonat klik-lyde taget fra Zulu-sproget dannede den primære og eneste rytme på hele første track. Det var så fremmedartet og uvant, at man uventet koncentreret bare stod i spænding og kigger på.
Snart kom der dog smæk på DJ-pulten, og Phelimuncasi har ret – deres musik tillader ikke, at man står stille. Tunge, sexede baslinjer og et ekstremt forførende mix af trommehvirvler og for det vestlige publikum eksotisk percussion fanged straks ens indre vilddyr, og blandt de fremmødte var der straks dømt abefest på dansegulvet. Fælles for alle backingtracksne var at de var relativt simple – alle melodierne var båret af Phelimuncasis aggresive vokaler. Især den kvindelige rapper, Khela, næsten snerrede på en sindssyg skarp måde, der ramte helt vildt ophidsende sted imellem aggressivitet og seksualitet.
På trods af ihærdige forsøg, blev en aften med Phelimuncasi dog også et eksempel på, at hvide mennesker virkelig ikke kan danse. Der var dog heldigvis hjælp at hente på scenen. Gqom-scenen har åbenbart en række af associerede dansetrin, som Phelimuncasi valgte at give instrukser i under et nummer. Det var måske lidt plat, men glæden ved dans som kommunikationsform var alligevel utroligt smittende og et dejligt afbræk fra at sidde stille til puritanske jazz-koncerter – nydelse, lyst og det kropslige er alligevel noget af det musik gør bedst.
Lyden var måske ikke verdens bedste, Pandoras stakkel PA havde i hvert fald svært ved at følge med bassen. I sær på gruppens eneste engelsksprogede sang, “I Don’t Feel My Legs”, var der et par subs, der var ved at få nok, men det stoppede ingen fra at blive væk i den rungede baks og det ekstremt catchy vokal-hook “I don’t feel my legs / I don’t feel my ass”. Min bagdel følte dog det nummer.
Den eneste anke jeg har, var at sangene aldrig havde en slutning, men der bare blev skruet ned på DJ-pulten. Det kan være en kulturforskel, men i Danmark hedder det dårlig DJ’ing. Men det kunne egentlig være lige meget. Det handlede ikke om teknisk udførelse. Det handlede om at fortabe sig i Phelimuncasis dyriske univers af bas, kliks, jubelråb og fløjter.
Det var måske ikke den mest interessante koncert, jeg nogensinde har oplevet, men jeg fik sørme rystet min bom bom.
[4.5/6]
