Koncerter

Le Guess Who? 2023: Det så vi også!

Foto: Jelmer de Haas

Der var flere gode øjeblikke på Le Guess Who?, som fortjener en omtale. Læs blandt andet om anonyme koncertoplevelser, indonesisk psychfolk og en overbevisende syvendegenerationsvokalist.

Anonymous Project #1, 09.11.23

Nogle gange går man ind til en koncert og ikke aner, hvad man bliver præsenteret for. Det kan enten skyldes, at man ikke nødvendigvis har noget kendskab til den eller de kunstnere, der optræder, og dermed ikke har nogen forudindtagelser over for det – måske for andre kendte – musik, man skal til at stifte bekendtskab med. Andre gange fremfører kunstneren helt nye numre eller sågar et helt nyt værk med, hvor det ukendte aspekt derfor er fælles for alle tilhørere.

På Le Guess Who? havde man i 2023 valgt at tage effekten ved mødet med det ukendte til helt nye højder med det såkaldte Anonymous Project. Her fik tre – som navnet antyder – unavngivne musikere og/eller bands muligheden for at opføre deres musik; fri for publikums eventuelle forventninger. I TivoliVredenburgs største koncertsal (ikke helt ulig DR Koncerthusets ditto) havde man til lejligheden derfor konstrueret en stor, hvid kube, som til alle tider garanterede kunstnernes anonymitet, mens abstrakte visuals blev projekteret op på kubens fire vertikale flader.

Det var derfor også mere konceptet end den egentlige optrædende – øjensynligt en enkelt mand ved et enormt bord fyldt til randen med elektronik – der naturligt var i fokus under den første af disse tre koncerter torsdag aften. Musikken; ambient og til tider støjende elektronisk i et krydsfelt mellem Nicolas Jaar, Fuck Buttons og Oneohtrix Point Never. Visuals; varierende mellem skove af bønnespirelignende strukturer, gullige strømme af meteorregn og mikroskopforstørrede XXX af forskellige organismer i fri bevægelse.

På den måde lykkedes eksperimentet, for man havde i grunden ganske let ved at bevare koncentrationen over for dette ellers så fremmede værk i løbet af opførelsens i alt 60 minutter, der kun syntes at stryge af sted. Man kunne derfor sagtens forestille sig (samt håbe på), at noget lig Anonymous Project sagtens kunne være noget, som større, danske festivaler kunne kaste sig ud i.
(DN)

Foto: Jelmer de Haas

Rəhman Məmmədli, 09.11.23

Manden der torsdag ved midnatstid trådte ind på scenen med et stort smil er blevet kaldet “manden med de syngende fingre”. Hans instrumentale guitarspil skulle eftersigende kunne efterligne Aserbajdsjans traditionelle improviserende mugham-korsangere. Han skulle faktisk være lidt af en legende i sit kaukasiske hjemland. Rəhman Məmmədlis optræden viste sig da også at være en guitarkoncert uden fortilfælde for mit vedkommende.

Han blev kort introduceret af sin søn, sandsynligvis grundet en mangel på engelskkundskaber, førend han kastede sig ud i et frontalangreb på sit gribebræt. Fingrene bevægede sig med en usandsynlig hast og i en rytme og (anti)skala, jeg havde svært ved at følge med i. Sjældent har jeg hørt toner så diskante, men dragende. Det var virkelig en guitarlyd ulig noget andet. Med et livligt trommespil og sønnikes dybt imponerende jazzklaver som baggrund kunne Məmmədli uden forstyrrelser udfolde sine unikke talenter.

Det var til at se og mærke i hans ansigt, at sangene fortalte historier om hjemlandet og det levede liv. Selv uden det sungne ord var der passion og fortælling i det musikalske, der på egen simple vis udtrykte den kulturelle smeltedigel, som Kaukasus-regionen er med både europæiske, mellemøstlige og slaviske indflydelser. Məmmədli satte uden problem en tyk streg under ikke bare sit talent, men viste også til fulde hvor meget man kan få ud af blot seks strenge og lidt strøm.
(HMD)

Foto: Jelmer de Haas

Le Cri du Caire, 10.11.23

Trioen Le Cri du Caire forstår i den grad at tryllebinde sit publikum. Alt står hen i det uvisse, når sangene åbner sig op og slanger sig igennem alskens lydlig og lyrisk poesi formidlet igennem et filter af mestendels jazz, men med tydelige anerkendende nik til rock, moderne kompositionsmusik og knapt så vestligt klingende sangtraditioner. Med briten Peter Corser på saxofon, tyskeren Karsten Hochapfel på cello og poet/sanger/sangskriver Abdullah Miniawy i front er baggrundene lige så forskelligartede som lyden selv, og dét er i den grad med til gøre Le Cri du Caires musik gribende.

Det var en mageløs forestilling, de satte op i Jacobikerks middelalderrammer, hvis rumklang var som skabt til det mangehovedede bæst af et band. Et sekund sang Miniawy sirene-smukt, et andet lød han klagende, og et tredje nærmest rappede han sig aggressivt igennem sufi-poesien. Det samme kan siges om instrumentalisternes skiftevise udbrud af ringende skønhed og free-jazzet kaos. Med et usandsynligt godt sammenspil og en overbevisende evne til fastholde publikums opmærksomhed fik trioen tiden til at flyve afsted. Selvom vi vist nok fik alle 42 minutter af Le Cri du Caires selvbetitlede debutalbum fra januar i år, så beviste det stående bifald, at vi ikke havde fået nok af Miniawys overbevisende røst. Vi blev belønnet med lidt ekstra materiale, og jeg kunne sagtens have taget mere ind.
(HMD)

Foto: Jelmer de Haas

Nusantara Beat, 10.11.23

Er der én ting, som har været forfriskende på den europæiske verdensmusikscene over de senere år, så er det den måde, hvorpå unge med anden etnisk baggrund end det land, de er vokset op i, i højere grad kaster sig over musiktraditionerne fra deres forældres og bedsteforældres generationer. Herhjemme har et band som AySay haft stor succes med deres fusion af anatolisk folk og nordisk electronica, og i Holland har Altin Gün indledt en ny æra for tyrkisk psychrock.

For de seks unge medlemmer i Nusantara Beat er det i stedet indonesisk psychfolk, som bliver taget under særdeles kompetent behandling – og det med en genrebevidsthed, som fremstår helt uhørt, når man medregner bandets kortvarige levetid. I skrivende stund har de nemlig kun udgivet fire singler, hvilke alle sammen (og mere til) blev leveret med største overbevisning på det tætpakkede clubvenue EKKO nær Utrechts smalle kanal.

Forsangerinde Megan de Klerk var ikke overraskende det naturlige fikspunkt, men det var guitarist/synth-ansvarlig Rouzy Portier, der strålede klarest denne aften – uden på nogen måde at forklejne bandet som enhed. De formåede nemlig både at hvile sublimt i sig selv og deres udtryk hele vejen igennem, og det kan næppe vare længe, før Nusantara Beat spiller i større lokaler end på dette års Le Guess Who?.
(DN)

Foto: 36framez

The Good Ones, 11.11.23

I løbet af tre måneder i 1994 slog hutuerne mere end en halv million tutsier ihjel i Rwanda. Det har taget årtier for landet at komme gennem den helingsproces, der stadig pågår den dag i dag.

15 år efter massakren blev Le Guess Who?s festivaldirektør, Bob van Heur, kontaktet af den amerikanske producer Ian Brennan, som pitchede en rwandisk trio til van Heur. Først i 2023 faldt alt på plads, således at The Good Ones – i dag kun en duo – endelig kunne gæste festivalen med en af årets mest autentiske koncertoplevelser. For som Brennan fik mulighed for at nævne i sin lange introduktion forud for koncerten, så er The Good Ones’ sangskriver Adrien Kazigira »en af verdens bedste roots-musikere« – og det fra et land, som ofte bliver overset i det større, afrikanske world music-billede.

Med kun en guitar, percussion i form af tamburin og et par store læderstøvler samt to yderst skrøbelige, men også yderst menneskelige vokaler klingrede og klimprede duoen sig forsigtigt ud i det store auditorium og direkte ind i publikums hjerter. Og hvis Brennans dystre forudsigelser om, at det her – grundet store økonomiske omkostninger og mangel på politisk samarbejdsvillighed i hjemlandet – kunne ende med at blive duoens sidste koncert uden for Rwanda nogensinde, er det trods alt betryggende at vide, at de i det mindste fik lov til at besøge dét sted i Europa, hvor man for første gang fik øjnene op for The Good Ones.
(DN)

Foto: Lisanne Lentink

Ana Frango Elétrico, 12.11.23

Hvis jeg skal være helt ærligt, så har jeg altid været relativt ligeglad med bossanova. Udover de elementer af det, der gemmer sig i indiebandet Stereolab (som også leverede en fortrinlig søndagskoncert), har jeg slået det hen som elevator- og musikskolemusik, som i bedste fald kunne bruges som bagtæppe til et middagsselskab. Tidligt søndag aften fik jeg dog slået alle de fordomme ud af kroppen af en festlig mavepuster ved navn Ana Frango Elétrico.

Den 25-årige brasilianske stjernemusiker og -entertainer forstod i den grad, hvordan man satte gang i en fest. Med et stramt backingband og en virkelig smittende energi, blev der tændt op på dansegulvet (hvilket ikke ligefrem skete til hver koncert på Le Guess Who?) med samba, indierock og ikke mindst bossanova i nye moderne og poppede klæder. Der var en legende lethed over både musikken og hendes optræden, og selv en skeptiker som undertegnede måtte underkaste sig stemningen i lokalet og bevæge hofterne til de melodiske solstråler, der strømmede ud af kvartetten på scenen.

Det kan være, jeg endelig må kapitulere til bossanovaens gud – men der er høje forventninger efter den her!
(HMD)

Foto: Lisanne Lentink

Faiz Ali Faiz, 12.11.23

Jeg kommer aldrig til at opleve moderne tiders største qawwali-fortolker, Nusrat Fateh Ali Khan – han døde trods alt for mere end 25 år siden. Men at opleve hans landsmand og vel nok verdens mest velrenommerede, nulevende stemme inden for de ældgamle qawwali-traditioner, Faiz Ali Faiz, give en kuldegysfremkalende version af “Dama Dam Mast Calandar”, som Khan om nogen var med til at popularisere i forrige årtusinde, er en oplevelse, som kommer til at være lagret i mit hippocampus resten af livet.

For jeg vidste jo godt, at denne syvendegenerationsvokalist selv i en alder af 61 år fortsat var i stand til at levere en præstation, som kunne retfærdiggøre hans status på verdensmusikscenen. Men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvor stor en ud-af-kroppen-oplevelse koncerten i momenter ophøjede sig til at blive – ikke mindst når Faiz og hele hans følge bestående af en tabla-spiller, to på harmonium og tre udelukkende på kor og klap unisont stemte i på de eksalterende omkvæd. Fem pulserende, svimlende, transcenderende og livsbekræftende numre på fem kvarter blev det til, hvilket ikke var et minut for længe; tværtimod. Største oplevelse var (foruden mesteren selv) dennes søn Nazar Abbas Faiz, der sad modsat sin far på forreste række, og hvis imponerende vokal rent faktisk overgik sin mentors, når vi bevægede os op mod de højeste toner i registeret.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at runde min festivalsøndag af med Stereolab umiddelbart efter Faiz Ali Faiz’ optræden, men jeg blev simpelthen nødt til at gå direkte hjem til hotellet. Overvældet af følelser. Renset i sind. Uvirkeligt lykkelig over at have oplevet noget så smukt.
(DN)

Foto: Maarten Mooijman

Leave a Reply