For ét år og én uge siden fik Alan Sparhawk mig til at græde. Han meldte ud, at hans kone og musikalske samarbejdspartner Mimi Parker havde mistet livet efter et kræftforløb. Mageløse Low var en saga blot. I går stod han i Utrechts Jacobikerk med et nyt band og spritnyt materiale. Kirken var på en måde en for perfekt kulisse for en mand, der både er mormon og nu er genopstået som musiker i kølvandet på den værst tænkelige livskrise. Et regulært rockband med guitar, bas, trommer og, ja, banjo skulle vise sig at være vejen tilbage for Sparhawk, men trods gode forsøg, kunne han ikke røre mig på samme måde som Lows katarsiske oeuvre.
Det var især åbningsnummeret, en sang i midten og afslutningen, der virkede utroligt malplacerede i Alan Sparhawk-regi. Alle tre dele var uptempo jam-numre, og her snakker vi altså ikke udsyrede, eksperimenterende udforskninger af instrumenters muligheder, som man måske kunne forvente sig af en person, hvis stemningsmættede guitarspil har defineret genrer som slow- og sadcore. Vi var mere ovre i onkel/røvballe-jam. Og det var altså ikke kun banjoens skyld. Der var en skinnende glæde i Sparhawks ansigt, og det varmer da også mit hjerte, at han ikke fortsat er tynget af et sortsyn over livet, men stor musik var det altså ikke.
Det gjorde ikke koncerten mindre forvirrende, da andet og tredje nummer var diametrale modsætninger til det – tør man sige fjollede – åbningsindslag. Tempoet var fortsat markant højere end Lows katalog, men den massive lydmur, som især kom til udtryk på bandets sidste to plader Double Negative og Hey What, bragede ud i kirken, og Alan Sparhawk nærmest vrælte »when Jesus comes by / all you motherfuckers are gonna pay!« Den tidligere letbenethed var straks erstattet af alvor og dybtfølt frustration. Så kunne man pludselig genkende manden. Det tog endnu et spring mod det dødseriøse, da Sparhawk henover et funky basforløb spurgte »why don’t you come back? / why don’t you come back home to me?« Det kunne vist ikke undgås at lade tankerne falde på Mimi Parker, da det retoriske spørgsmål rungede igennem den imponerende middelalderbygning.
Det musikalske var hele vejen igennem en mangefacetteret størrelse. Der var store dissonante rocknumre, tilbagelænet back-to-basics country med en veloplagt twangvokal fra Sparhawk og så de mere jam-orienterede numre, som heldigvis for det meste havde mere retning og struktur end de goofy intro- og outronumre. Når bandet var bedst fik de opbygget en intensitet og et velspillet groove, der kulminerede i rørende smukke melodier, dog uden at nå de højder som Low bevægede sig i igennem størstedelen af deres karriere. Men i andre momenter virkede numrene flade. Selvom Sparhawk udnyttede kirkens naturlige rumklang og inderligt sang »I want it bad« om verdensfred op imod alteret frem for ind i mikrofonen, så fremstod ønsket ikke lige så oprigtigt med et prog-jazzet bagtæppe. Der tror jeg alligevel en slæbende, flænsende guitarrundgang ville have været et bedre musikalsk tilpasning til nødråbet.
Jeg forstår udmærket godt, at Alan Sparhawk alt taget i betragtning har behov for at gøre noget helt andet, end han er vant til. En katarsisk nyopblomstring har nok været det eneste, der har kunnet katapultere ham ind i koncertformatet igen. Heldigvis var det tydeligt til kirkekoncerten, at manden her næsten 30 år efter debuten stadigvæk har masser af idéer. Nogle bedre end andre. Men hvis slowcoren og outrerede guitarlyde ikke er det, som manden har brug for lige nu, så skal det naturligvis respekteres. Jeg ved ikke, hvad Sparhawks egentlig tekniske kunnen er på en seksstrenget, og det kan i og for sig også være fuldstændigt ligegyldigt. Til gengæld ved jeg, at manden bruger en guitar bedst, når han fremmaner storeslåede lydbilleder og melankolske stemninger – ikke når han spiller røvballejams. Gudskelov, at han stadig kan synge som engel med et knust hjerte, for når man lukkede øjnene, kunne man i enkelte øjeblikke få smag for Sparhawks storhed.
