Hip-hop eller rap er et fattigt ord for Backxwashs musik. Nok rapper canadieren, men det lydmæssige er langt mere diverst: Screamo, industrial, noise og måske endda protestmusik? Der er dog to gennemgående elementer: vrede og smerte. Rendyrket, endeløs vrede og smerte. Af den slags, de færreste nok kender helt så intimt.
Alt er sort og hvidt i zambiansk-canadiske Ashanti Mutinta univers. Lige fra advarslen om strobelys inden koncerten, til de hvide lamper mod Rondas black box vægge. En sort/hvid video af Censored Dialogue popper op på storskærmen og det første vers af “Terror Packets” – måske lidt en lang intro, og et øjeblik når man lige at frygte, at der kommer til at gå for meget powerpoint-karaoke i aftenen.
De fleste bange karaoke-anelser ryger dog ud af vinduet, da Ashanti selv løber ind på scenen. Klædt i en hvid skjorte-agtig kjole, dryppende hvid ansigtsmaling omkring øjnene og et stort, hvidt kors i panden ligner Mutinta næsten et spøgelse eller en dæmon. Hendes skrigende, hårde stemme rammer hver eneste takt af beatet, mens de lange udtrukne bastoner runger gennem hele Ronda. Backxwash produktioner er så dybe og tunge, at man vitterligt kan mærke bassen ryste en hjerne på indersiden af ens kranium. En ting er helt klart: Backxwash er kommet for at hjemsøge dig.
Det sort/hvide tema og det næsten en time lange kontinuerlige skrig, industrial og metal-samples fremmaner et djævelsk mørke i al Backxwash musik og som også synes overlagt at have en tiltrækningskraft på især hvide mænd: Man kan ikke pille politik ud af Backxwash kunst – det er måske endda mere et antikolonialistisk oprør end det er musik. Gennem hele koncerten er der små afbræk, hvor videoer af afroamerikanske antiracistiske aktivister fungerer som en intro til Mutintas dybt personlige tekster om racisme, kønsdiskrimination, queer-oplevelser og misbrug.
Budskabet kommer helt ud over scenekanten, da Mutinta allerede få numre inde i settet træder ned fra scenen og går ned blandt publikum. Der er måske ikke noget band på scenen, men lige pludselig lyder hardcore punk guitarer fra Rondas PA-anlæg og bebuder smadderhittet “Devil In a Moshpit”. Mutinta tænder selv lunten til pitten, og snart er Le Guess Whos? publikum af jazz-connoisseurer og World-musik nørder i fuldt fight-mode. “ I aint’t here to sell my soul / Why man always gotta destroy things / I met the devil in a mosh pit” skriger Mutanti, mens hun overlegent dirigerer kaoset på gulvet. Selvom der også er kvinder i pitten, er kønsfordelingen alligevel tilpas skæv, til at den kunstneriske ironi i Backxwash live-optrædner ikke går tabt – og den er der absolut med overlæg. Det er på en gang både ironisk, uddannende men også venligsindet omend voldsom form for kulturudveksling, der faktisk er enormt smuk.
Som en hvid person, der oplever koncerten, er Backxwash en utrolig overvældende oplevelse – en meget givende blanding af at føle Backxwash smerte helt ind til benet gennem Mutintas overvældende produktioner og at tage et skridt tilbage og ydmygt lytte til Mutintas tekster. Numre som “Nyama” er et godt eksempel på dette, man bliver revet med af Pupil Slicer screamo-feature og Mutanti kunne sådan set stå at spytte hvad selv helst ud oppe fra scenen – alle var på vej ned på bunden af det sorte hul sammen.
Selvom hårde mavepustere fra industrial-guitar er meget af det, der gør Backxwash så effektfuld, står hendes numre ofte mere frem, når hun leger med sine samples. Gospelkor, orgel og salmer finder alle en naturlig vej ind i bastusmørket og giver en uhyggelig kant og kontrast, noget mere fint og blødt imod Backxwash hårde og ru vokallevering. Stammesangen, der danner hooket på “666 in Luxaxa”, forvandlede Ronda et ondt, hypnotiserende satanisk ritual, mens andre hits som “Blood in the Water” næsten ikke har noget beat, men alle kan alligevel teksten og det er umuligt ikke at blive fuldstændig mundlam, når Mutinta levere de sidste hjemsøgende skrig.
Backxwash er måske vred, men det er Mutinta ikke. Hver gang backingtracket slukkede, var det som at se et helt andet menneske på scenen; taknemmelig, glad og smilende. Man blev næsten helt rørt, da Mutinta tog masken af – eller måske på igen – på aftenens afsluttende nummer “Mukazi”. Lyset skifter fra sort og hvidt, til en beroligende blå, og pludselig mødte vi noget nyt i koncerten: Håb. Det tunge, støjende krigskald blev udskiftet med en håndsrækning af soul-sampels og et mere sleazy beat. Backxwash fik hamret sin pointe op på døren: Det handler ikke om aggression eller eksklusion. Smerten, vreden og sorgen – Backxwash deler den nøgent og uden filter med os ud af ren kærlighed.
