Stereolab behøver nok ikke nogen introduktion i indie-pop og -rockkredse. Det engelsk-fransk avant-popband er fast inventar på hipsterpladehylden, når 60’erne og 70’erne skal hyldes med analoge synths og kraut-kredsende rytmemønstrer, siden Lætitia Sadier og Tim Gane fandt hinanden ovenpå bandet McCarthys brud i starten af 90’erne.
Det er nok også samme indie-cred, der har landet legenderne jobbet som kuratorer på Le Guess Who?, der traditionen tro har inviteret en række etablerede kunstnere til at sætte deres præg på programmet. Le Guess Who?s line-up har der ikke været en finger at sætte på, så det er i hvert fald en afkrydset boks. Et andet spørgsmål er dog, om Stereolab kunne gøre sig berettiget til deres egen plads i årets program?
Utrecht bærer på festivalens sidste dag på en udpræget søndagsstemning, der desværre også lidt har ramt undertegnede anmelder – der skal altså leveres en koncert ud over det sædvanlige for at få hevet den sidste begejstring ud af mig. Som Sadier selv spørger: »You have probably seen a lot of music already. Do you have room for more?« Det ærlige svar er nok et træk på skuldrene.
Der startes stille ud med “Come and Play in the Milky Night” – et rigtigt søndagsnummer, der med et lidt friskt, klikkende percussionsample og blide svævende guitarer giver publikum og Stereolab en blød landing i Ronda-salen. Nummeret fungerer heldigvis mere som en lille hors d’oeuvre, inden showet for alvor sparkes i gang med den synth-psykedeliske “Eye of the Volcano”, hvor tempoet skrues op, og de analoge synthesizere virkelig kommer til deres ret i på deres egen The Doors-møder-80’erne facon.
At sætte et 20 minutter langt nummer ind som tredje nummer på en sætliste er et modigt valg. Stereolab vælger at give Le Guess Who? den fulde oplevelse af alle “Refractions in the Plastic Pulse”s 20 minutters spilletid. Med nummerets bløde balladestart, havde det måske gjort sig bedre midt i sættet, hvor man ikke skulle igennem dets alenlange, meget rolige opbygning. Anden halvdel af “Refractions in the Plastic Pulse” er til gengæld fantastisk, lige fra første gang den dubbede synth indtræder, og Sadiers lyse, overjordiske vokaler tager over, til den næsten Throbbing Gristle-agtige percussionsolo. Selv nummerets blide, strygerfyldte slutning får i live-anledningen lidt ekstra klædelig guitar fra Gane. Et endnu bedre valg er at trække trumfen og spille “Lo Boob Oscillator” lige ovenpå – en sang der åbenbart handler om månen, måske lidt overraskende for folk, der ikke taler fransk.
Hvis man ikke kan fornemme det indtil videre, er alting helt okay. Ikke en fantastisk, men en god koncert. Lidt det samme kan siges om både lyden og Stereolabs sammenspil. Man kan sagtens mærke, at det er et rutineret band, der står på scenen – især Joseph Watsons fænomenale blæksprutte-håndtering af synthesizerne bærer virkelig meget af koncerten.
Måske er det bare dårlig lyd, eller en dårlig mikrofon, men i mine øre er Sadiers vokal en smule på vej hele koncerten. Ikke meget, kun en smule, men de store skift i volumen er især svære at abstrahere fra på ballader som “The Flower Called Nowhere”. Man kan ikke rigtig give samme ros til bassisten Xavier Guimeras kor, der virkelig får en til at savne Mary Hansen.
“Mountain” markerer dog et skift i koncerten. Sceneindlevelsen er generelt ikke en bærende del af Stereolab-koncerten, men der kommer alligevel lidt liv i Sadier efter den garagede power-popballade. Herfra går det næsten uden slinger i valsen gennem Stereolabs støjende bagkatalog, fra den romantiske hymne “Pack Yr Romantic Mind”, der lød som noget fra en montage i en indiefilm, hvor et par fodrer hinanden baguette i Paris, til det store, elektriske crescendo på “Super-Electric”, der lukker første akt inden ekstranumrene.
Og ja, første ekstranummer er “French Disco”. Det var en fest. “French Disco” blegner dog i forhold til det afsluttende dobbeltnummer “Simple Headphone Mind”/”Excursions into “Oh, A-Oh””. Den ko-klokke-agtige rytme og fuglekvidder-synths’ne på “Simple Headphone Mind” lyder som en hyggelig badeferie, indtil nummeret pludselig viser tænder og ender i et gedigent smadder-crescendo. Straks skiftes der spor igen over i “Excursions into “Oh, A-oh” – nu er det pludseligt funky, og de finurlige synths kommer til deres ret – for at vende tilbage til hård støjrock i en eksplosiv afrunding af koncerten. Den slags glimtvise overraskelser kunne man godt have brugt mange flere af, så koncerten fuldt ud var blevet mere end bare end rockkoncert.
Derfor er begejstring måske et stort ord at tillægge koncerten med Stereolab – den ender med bare at være udmærket. Ikke mere – ej heller mindre. Den slags udmærket, hvor man ikke rigtig kan sige andet spændende end, at det var en god rockkoncert med en sublim sætliste uden alt for meget ophidsende gejl rundt omkring.
