Kate NV er lidt gakket. The Dirty Projectors var også i perioder pænt gakkede. Nu er Kate NV og Angel Deradoorian (Dirty Projectors) gået sammen, og ja, det kan jo ikke rigtig gå hen at blive andet end gakket.
Jeg var af andre veje stødt på NV og Deradoorians nye duo-projekt, Decisive Pink, kort tid før min lille feltekskursion til Nederlandene. Duoens debut Ticket to Fame fra i sommers mangler dog et eller andet i mine øre, på trods af at den finurlige kombination af art-pop, kraut-rock og Kraftwerk-esque electronica er både anderledes og dejlig for øregangen. Mine forventninger til koncerten var således heller ikke skyhøje, da jeg stod og ventede foran scenen.
At sige, at jeg blev positivt overrasket, ville være en grum underdrivelse. Decisive Pink er – naturligvis givet både Kate NV og Angel Deradoorians tidligere arbejde – ikke kun musik. Det er performancekunst og et friskt og uhøjtideligt pust af slagsen.
NV og Deradoorian spankulerer elegant ind på scenen iklædt sorte trikoter, røde strømpe, matchende røde pumps og med kridhvide ansigter smurt ind i make-up, der nok bedst kan beskrives som pantomimeteater møder drag-goth. Ens tanker ledes hen på både Kraftwerks uniformer, sovjet-gymnastikhold og Kabukiteater.
Det bliver ikke mindre mærkeligt, da NV sætter gang i backingtracket til “Cosmic Dancer” og Deradoorian messer ugens horoskop, mens milde synthesizers begyndte at summe i baggrunden. Kate NV stjæler dog showet ved at stå på siden som mime-vixen med totalt overdrevet mimik og udstråling. Man er allerede helt suget ind i Decisive Pinks mekaniske og teatralske univers.
Musikalsk befinder duo’en sig et sted imellem synth-pop og krautrock. Backingtracket består af lette, svævende synths, der får modspil af krautet percussion, hvor ens øre hele tiden er beskæftiget af små klik og tap, der danner et solidt groove. Det dansable teater bliver dog i høj grad båret af Deradoorians bas, der danner et tungt og vuggende fundament for duoens gakkede udskejelse. Af og til befinder den sig mere i baggrunden som på “Rodeo”, andre gange er den mere fremtrædende, som på funk-baskeren “Dopamine”, der var koncertens energiske klimaks.
Decisive Pink tager dog også andre virkemidler i brug. På “Destiny” hiver Deradoorian en blokfløjte frem og musikken tager en anderledes, mystisk drejning. Snakke-sangen og de ritual-agtige høje vokalharmonier giver en musikken et mørkt præg, der kun underbygges af Kate NVs orientalsk klingende guitar spil. Generelt er Kate NV bare en gudinde på en guitar. Ikke nødvendigvis fordi hun spiller flot, men fordi hun simpelthen gør det med en koket rockstjerne-udstråling, der er helt uimodståelig.
Det er som sagt ikke så meget musikken, der bærer Decisive Pink. Den helt fantastisk akavede, men gennemførte sceneoptræden løfter koncerten til en totaloplevelse, man simpelthen ikke kan tillade sig at gå glip af. Numre, der ellers totalt falder igennem på Ticket to Fame, bliver lige pludselig dem, man husker bedst. “What, Where”, der ellers måske kan virke som et totalt tilfældigt indslag på pladen, bliver løftet til himmelske højder, når NV og Deradoorian kaster sig ud i et koreograferet dansenummer, hvor man virkelig kan fornemme, hvor sjovt de to kvinder har det med at spille op ad hinanden.
Aftenens højdepunkt var dog den fandenivoldske levering af “Potato Tomato”. Ja, det nummer er præcis, hvad du tror. Tre minutter af NV og Deradoorian, der siger »potato« og »tomato«. At duoen så vælger at gøre det til et psykedelisk teaterstykke, hvor de peger på publikum og vurderer om den enkelte gæst er en potato eller en tomato, er en genistreg. Det hele kulminerer i et crescendo, hvor »potato/tomato« bliver ytret på alle tænkelige måde: skreget, grædt, growlet. Man har ikke levet et fuldkommet liv, før man har set Kate NV ligge på en scene og stønne »potato« i et halvt minut.
Det kan måske lyde super navlepillende, hvis man ikke var der. Og ja, hvis det ikke var fordi det hele var badet i overlegen selvironi, havde det været det mest gudsjammerlige amatørteaterstykke, du kan finde på Nørrebro. Men NV og Deradoorian er fuldkommen klar over hvad de laver, og hvor fjollet og dumt det egentlig er. At de selv står og kæmper for ikke at grine af sig selv er det absolutte kirsebær på toppen af synth-kraut-kagen. Aldrig har nogen formået at være så fjollede og elegante på samme tid.
Selvironien var specielt evident på sidste nummer, “Konicchiwaa”. Konceptet er det samme som “Potato Tomato”, bare at der nu bliver sagt »hej« på forskellige sprog. Kate NV går ud blandt publikum og beder dem sige “Hallo” på hollandsk. Hun bliver mødt med et “Hallo” tilbage. Man kan se forvirringen på scenen, indtil lynet pludselig rammer Deradoorian, der er i gang med at justere sin reverb-pedal. “Oh fuck, it is really just hello”, udbryder hun grinende. Det øjeblik opsummerer perfekt en aften i selskab med Decisive Pink. Duo’en har fundet den perfekte balance mellem spontanitet og planlægning, mellem gakket og godt. Jeg kunne se Decisive Pink flere gange om ugen, hvis det skulle være.
