Lørdag på Nørrebro fortsatte outsider-arrangementet Sorte Firkant Musikfestival, og der var lagt op til endnu en dag i alsidighedens navn. 12 forskellige kunstnere skulle give koncert på mere eller mindre etablerede spillesteder omkring Blågårds Plads. Dagen bød på pladenørds-lo-fi, tysk/amerikansk drejelire-artrock og svensk industrial med sortsyn. Det var dog ikke alle koncerter, som undertegnede var lige begejstret for, men når det var godt – så var det rigtig godt!
Jacob Faurholt, Korsgade 30
Første koncert var allerede klokken 16 i et lille lokale på Korsgade 30, hvor jeg dagen forinden havde set Anna Valgreen, og da bemærkede jeg også, at det ikke ligefrem er det bedste koncertrum: Hvide vægge, lidt for meget lys, og generelt savnede jeg noget stemning og sjæl. Heldigvis formåede Jacob Faurholt, der var første navn på plakaten, at bringe sin egen sjæl ind i rummet, så man helt glemte det kommunale look.
Faurholt har udgivet plader i mere end halvandet årti – typisk på engelsk i eget navn, men sidste år også med en dansksproget plade under kunstnernavnet Statisk Støj. Til eftermiddagssceancen på Nørrebro fik vi musik fra begge dele, og især det danske gjorde et godt indtryk. Det var pudsigt nok de sange, han selv tvivlede mest på (»min kone syntes den her var en mgp-sang, så jeg blev nødt til at ændre lidt i teksten«), men de var både morsomme, indsigtsfulde og melodiske, og det var der, hvor man kom allertættest på Faurholt selv. Hans dansksprogede vokal og poesi mindede næsten om Nikolaj Nørdlunds, og den sammenligning er bestemt et kompliment.
Musikalsk befinder Faurholts sange sig meget tæt på hans inspirationskilder. Det er Sparklehorse, Daniel Johnston og Red House Painters og deres lettere triste indie/folk/sadcore, som går igen i Faurholts eget tekstunivers og guitarspil. Herudover strømmede Guided By Voices igennem ham, når Big Muff-pedalen blev tændt. Han har måske ikke helt samme melodiske tæft eller nerve, som de kunstnere, han er fan er, men det er også meget at forlange. Til gengæld lægger han ikke skjul på inspirationskilderne, og det synes jeg, han fortjener stor ros for. Red House Painters, Low og Galaxie 500 fik alle shout-outs i omkvædene på “Comforting Sounds”, og herefter var det Daniel Johnston, der blev hyldet i en Faurholt-original (“Listening to Devil Town” og siden i et Johnston-cover (“True Love Will Find You in the End”).
Der var i det hele taget masser af nærvær og oprigtighed i Faurholts sange og hans fremføring af dem, hvorfor han overvandt de svære kår at spille for et beskedent publikum i et uinspirerende lokale. Jeg forlod i hvert fald rummet med en følelse af at være blevet beriget af simple, fuzzy og intime toner.
Hackedepicciotto, Rust
Det var ikke før offentliggørelsen af festivalens program, at jeg blev opmærksom på, at Alexander Hacke (bassisten fra industrial-pionérbandet Einstürzende Neubauten) havde et post-rock-tangerende band med sin kone Danielle de Picciotto (som blandt andet har sunget med Die Haut). Det bekendtskab er jeg til gengæld meget glad for, at jeg nu har fået, for på Rust leverede Hackedepicciotto en medrivende og særdeles alternativ koncert i duoformat.
Udover de to avantgarde-veteraner – for ikke at bruge ord som levende legender – hvis hovedinstrumenter var guitar (Hacke) og violin (de Picciotto), var der på den lille scene opstillet én gulvtam, en sampler, en elektronisk drum pad, en xylofon og en drejelire. Umiddelbart et rimelig kontrastfyldt set-up, men ægteparret skulle hurtigt vise sig at kunne skabe storslåede lydbølger. Typisk tæskede Hacke en række trommeloops ud af de forskellige percussion-muligheder, for derefter at igangsætte bassamples og siden rungende guitar, alt imens de Picciottos violiner skar ind i lydbilledet som tordenvejr. Og netop forholdet mellem mennesket og naturen var et gennemgående tema i flere af bandet sange. Det var ikke altid, at det lyriske havde overflod af dybde, men det musikalske kunne i den grad piske en storm op. Særligt instrumentalnummeret “Meteor’s Reign” levede op til sit navn i sin mastodontiske larm.
Hackedepicciotto formåede blot to mennesker at lyde som et gedigent postrockband af et tredobbelt størrelse, og man følte sig på ingen måde snydt for musikere, når man så, hvordan de igangsatte og liveindspillede deres samples og loops. Ligeledes var det en befrielse at høre, hvor sprælsk en tilgang de havde til instrumenteringen og opbygningen af deres sange, der kunne være tyste, eksplosive, storladne og næsten dansable alt sammen i løbet af minutter. Der var masser EBM-beats i deres hyldest til afdøde Deutsch Amerikanische Freundschaft-forsanger Gabriel “Gabi” Delgado-López, og deres musikalske take på bibelhistorien om faldet af Jerikos mur var et sandt sonisk bombardement. Fra deres tranceinducerende technorock, over uptempo-industrial til hvis-Mogwai-spillede-middelaldermusik, kunne jeg ikke være andet end dybt imponeret over alt fra sangskrivning til levering. At mand og kone på scenen så også fremstod dybt sympatiske, skadede ikke.
Trepaneringsritualen, Stengade
Svenske Trepaneringsritualen spiller langsommelig, støjende og ond industrial. Hovedarkitekten bag hedder Thomas Martin Ekelund, og lørdag aften klokken 23:00 trådte han ind på Stengades mørklagte scene iført masser af læder, iturevet stof og med en blodindsmurt kartoffelsæk over ansigtet. Med sig havde han en stående trommeslager i mere eller mindre samme mundering. Der var lagt op til et dystert midnatsritual, der (som bandnavnet antyder) skulle bore sig ind i publikums kranier med potentielt fatale følger. Helt så ondskabsfuldt blev det dog ikke.
For det var første var lydniveauet alt for lavt – ikke bare genren taget i betragtning, men også sammenlignet med den foregående dags fænomenale Ashenspire-koncert. Den samplede hvide støj blot kildede sanserne. For det andet virkede Ekelund ikke reelt interesseret i at skræmme eller være konfrontatorisk, trods musikken og udsmykningen lagde op til det: Hans råb og skrig, som ikke var halvt så gutturale, som man kunne have håbet, blev leveret fra en statisk position, og der blev ikke så meget som givet et par truende fagter. For det tredje savnede jeg blot en anelse dynamik i løbet af koncerten. I næsten samtlige numre spillede trommeslageren den samme rytme, selvom han af og til flyttede den medbragte bilfælg fra én tromme til en anden. Samtidig sang Ekelund på samme monotone måde fra start til slut, og backingtrackets mangel på puls og melodi gjorde ikke adskillelsen af numrene lettere.
Det ville være forkert at sige, at der ikke var masser af tungsindig stemning over koncerten med Trepaneringsritualen. Støjen skrattede, trommerne var tunge, og vokalen var lidende, men det var også, som om der var skruet ned på halvt blus for alle elementerne. Der var simpelthen lagt i ovnen til et show af en helt anden kaliber, end der blev leveret, og det var en skam, for det svenske industrialprojekt har musikken og looket til at blive husket – de bliver bare nødt til at gå all in hver gang, de spiller koncert, hvis de skal have den virkning, som de ønsker.
