American Footballs fans er mere end almindeligt dedikerede. Da midwest emo-ikonerne trådte ind på Primavera Sounds amfiscene i mørket klokken 23, silede regnen ned. Det var uundgåeligt at blive gennemblødt, og der kom jævnligt vandfaldslignende skyl ned fra teltdugen, der overdækkede musikerne. Men det er relativt sjældent, at man i Europa har mulighed for at se det band, som sammen med deres første selvbetitlede album fra 1999, i manges øjne er definitionen på genren midwest emo, så folk var mødt talstærkt op. Midwest emo er den slags, hvor mathrock og rolig indie har været en større inspiration end den hardcore punk, som genren oprindeligt udspringer fra. Hos American Football bliver depressionen og de knuste hjerter ikke skreget om, det krænges ud med tårer i øjnene på et bagtæppe af intrikate guitarforløb og sørgmodige trompetfigurer. På den måde var mørket og den silende regn den perfekte ramme for den knusende, triste musik.
Guitarist og forsanger Mike Kinsella (der også var med i det ligeledes ikoniske emoband Cap’n Jazz) virkede rimelig indadvendt under koncerten, men det giver ærligt talt meget god mening med den musik, gruppen spiller. Det er jo altid rart, når musikere henvender sig til deres publikum under en koncert, men jeg kan fint se igennem fingre med det, hvis man vejer op for det ved at spille med indlevelse og til UG, og det gjorde American Football næsten hele vejen igennem. De havde meget klogt valgt at lade deres sæt bestå udelukkende af debutalbummets ni sange samt sangen “Five Silent Miles” fra deres EP fra 1998. Klogt, fordi det kort sagt er deres med længder bedste udgivelser, det er den plade, der har været genredefinerende, og det er den plade, folk er kommet for at høre. Og det siger nok også noget om, at bandet selv synes, det er de bedste sange.
Allerede fra trompetspillet på “The Summer Ends” lød der jubelbrøl fra de gennemblødte publikum – ingen tvivl om at mange i mængden havde ventet adskillige år på at høre bandet. Soundtracket til, når ungdomslivet gør allermest ondt, har det med at bore sig så dybt ind ens sjæl, at selv når man er blevet ældre, så bobler alle følelserne tilbage i kroppen og ud som dråber fra tårkanalerne, når sangene igen gør entre i ørerne. Det var den fornemmelse, man fik, når man kiggede rundt på publikum. Kinsellas fine, tilpas amatøragtige stemme lagde sig smukt ovenpå de melankolske sange og rørte tydeligvis de fleste. Under “Honestly?” skete der dog noget uventet – en moshpit gik i gang. Ikke den på den vilde og aggressive måde, men på den rolige, kærligt skubbende måde. Det faldt ikke i god jord hos alle, særligt dem der mest af alt bare ville stå og omfavne sig selv med lukkede øjne og drømme sig tilbage til teenageværelset. Omvendt hænger moshing og emomusik uløseligt sammen, og jeg forstår udmærket lysten til at måtte bevæge sig ekstatisk til det mathrockede guitarriff og det (for American Football) hurtige tempo.
Sangen “I’ll See You When We’re Both Not So Emotional” måtte dog startes tre gange, hvilket ødelagde lidt momentum, særligt fordi det er noget af det, der kan være lidt irriterende ved musik med for mange mærkelige stemninger og taktskifter. Hvis man ikke som band kan starte sangen, har man så overkompliceret den? Da den først kom i gang var det dog i en sindssygt lækker liveversion, hvor Kinsellas vokal virkelig fik lov at skinne igennem mørket.
Oprindeligt er bandet en trio, men det var en gevaldigt udvidet band, som stod på scenen, hvilket gjorde at sangene fra American Football fik endnu mere liflige detaljer end på pladen. Bandets guitar-tech var ofte også selv med på percussion og guitar, når han ikke skulle stemme de andres instrumenter, og han virkede til at nyde det privilegie. I det hele taget fik jeg indtryk af, at bandet hyggede sig rigtigt godt. Kinsella havde i hvert fald ofte en øl i hver hånd mellem numrene. Som forventet blev lukkeren “Never Meant” – bandets med længder største hit. En sang hvis lange, snirklede intro er det mest ikoniske øjeblik i midwest emo. Den sang, der siden udgivelsen for 25 år siden har inspireret hundredevis af andre til at skrue ned for distortionen og råberiet, når det kommer til at udtrykke sine mest depressive tanker. En strøm af taknemmelighed og eufori strømmede ud af publikum hele sangen igennem, og da bandet takkede af og forlod scenen, var det, som om de mange fans havde været igennem en nær-religiøs oplevelse. Amen.
