Fordelen ved at være så ung og vred, som det er tilfældet for Syls frontmand, Benjamin Clemens, er, at det er en fantastisk tid at være ung og vred i. Boligmarkedet synes umuligt at komme ind på, medmindre dine forældre er nogle af dem, som regeringen ganske belejligt har smidt nye skattelettelser efter for Gud ved hvilken gang. Og er du hverken født ind i en position, hvor et langt liv på arbejdsmarkedet fremstår som et aktivt tilvalg frem for en pligt, eller spiller du ikke Eurojackpot på Trianglen, ja, så drejer hamsterhjulet også for dig, min ven.
»Er du stolt af dig selv? Synes du, dit liv giver mening? Var det det her, du skrev dig op til?« skrålede Clemens apatisk cirka halvvejs inde i koncerten på “Stor dreng” fra gruppens netop udgivne EP Afmagt. På det her tidspunkt var det allerede en overlegen forestilling, hvilket ingen på den tætpakkede plads kunne tænkes at sætte spørgsmålstegn ved. Selv havde jeg ikke set Syl live på scenen siden releasekoncerten for deres debutskive, Alt godt, på Basement for godt og vel halvandet år siden. Potentialet og den næsten færdige pakke var der allerede dengang; spørgsmålet var bare, hvornår de større fisk i branchen sendte bud.
På bagkant af et mindre støvregnvejr cementerede Syl derfor ikke mindst deres egen berettigelse på festivalplakaten – og lidt til. Det øretæveindbydende og -opfordrende spektakel blev anført af en wall of death fra scenekant til front of house og direkte over i det kontrolleret smadrende udtryk, som nu engang er bandets helt store force. “Pligt” blev leveret med lige præcis den mængde afmagtsfølelse, som også findes på dens studieudgave, inden “Dit ord” stod for aftenens mest musikalsk udforskende bidrag i det (i øvrigt) ganske glimrende lydbillede under åben himmel.
Lige under halvdelen af forestillingen gav derudover anledning til en håndfuld gæsteoptrædener, der mere eller mindre afspejlede de selv samme indslag, man finder på Syls to udgivelser. Victor Kaas (Eyes, LLNN) bød ind på “Huldre”, mens Rot Aways Jonathan Albrechtsen fulgte trop under “Igen”. Og på “Rose” gæstede Thomas Burø (Tvivler, Lack m.fl.) på den feature, der i det store billede giver allerbedst mening, når man ser på al den inspiration, som Burøs forskellige projekter unægteligt har bidraget med hjemme i Syl-kvintettens drengeværelser såvel som øvelokaler. Det virkede dog i sidste ende – af mangel på bedre ordvalg – ligegyldigt. Det var hverken præstationsfremmende eller -hæmmende, omend det var en fin gestus over for de venner og kolleger, der ligeledes har lagt tid og kræfter i at løfte Syl op på dette meget professionelle niveau.
Men Syl stod simpelthen så solidt på egne ben, at de som sådan slet ikke behøvede hjælpen. Ej heller behøvede de at inkludere deres ellers ganske medrivende cover af Prodigys “Omen”, (hvilket desuden var en solid revanche for alle os 17-årige, der måske/måske ikke missede koncerten på Orange Scene i 2010, fordi man skulle bruge sin nattevagt på at vaske gryder af på en stegt flæsk-restaurant inde på festivalpladsen). Til gengæld måtte de godt have smidt Palæstina-hyldesten på “Kort strå” ind lidt tidligere i sættet for i stedet at gøre plads til den fantastisk flotte udgave af “Arvæv” som koncertlukker. Petitesser, men det lever både vi og de nok med.
»Jeg kigger på min terapeut og tænker på at foreslå, om vi ikke hellere skal slås om det,« lød det et sted inde i koncerten fra Clemens på “Første konsultation”; nærmest som en invitation til det øjensynligt villige publikum om at tage kampen op mod bandet selv. Jeg tror i øvrigt også, at Syl – selv 5 mod 1000 – havde vundet dét slagsmål.
Alle fotos: Daniel Nielsen
