Efter at have lyttet til singlerne “The Medium” og “Blue Kite”, gruede jeg ærligt talt lidt for at høre Crack Clouds tredje album, Red Mile, i sin fulde længde. For jeg vil så gerne stadig elske det band, der som få andre de senere år har formået at forene post-punkens skarpe kanter med både politisk sensibilitet og karneval. Og som mest af alt bare er et helvedes godt liveband (som før beskrevet i Undertoner). Singlerne er, kan jeg nu konstatere, blandt de mindst interessante numre på Red Mile. Så drømmen lever endnu, for albummet er, trods sin mangel på helt så stærke bangers som på den selvbetitlede EP-opsamling og 2022’s Tough Baby, en ganske veldrejet skive.
Kender man ikke vestcanadierne, er Red Mile måske det mest lettilgængelige sted at starte bekendtskabet. Hvor resten af kataloget primært er funderet i post-punk finurligt tilsømmet med r’n’b og pop, er fundamentet her et andet, mindre støjende. Numrene kan i grove træk deles op i to grupper, hvor den ene kan karakteres som en form for 80’er synthpastiche ofte med tydelige Talking Heads-referencer, og den anden har et mere psychet og eksperimenterende udtryk.
I den første gruppe findes blandt andet åbningsnummeret, “Crack of Life”, som følger et varmt, percussivt spor med bløde klap, der gradvist glider over i et reggaetonbeat, komplet med rasleæg og tryk på off-slagene. Et honky tonk-klingende klaver spiller en munter og egentlig lidt fjollet melodi. Og bedst som man troede, man havde åbnet saloondøren til fortiden, annoncerer forsanger og bandhovedkraft Zach Choys punkterede »CRACK OF LIFE!«-råb et kærkomment break med et vibrerende, metalagtigt riff, ikke ulig guitarlyden på det glimrende nummer “115” fra Tough Baby.
“The Medium” kører videre i samme let gale tone, underlagt med en tør synth, som kunne stamme fra et legetøjsinstrument. Vokalen er umiskendeligt punket, nærmest Sid Vicious værdig, og Choy (når han ikke bakkes op af danske Emma Acs) synger da også om punkrockens falliterklæring, som genren gradvist er blevet kommercialiseret: »Who would’ve thought that the socially reclusive / Could be exploited for industry usage.« Den fjollede melodi reflekteres direkte i teksten om, ja, alletiders fjollede melodier i en større kontekst. Det virker som en lidt unødvendig vink med en vognstang-agtig vending. Eller måske er det bare nummerets lidt træge energi, der gør, at kontrasterne for mig lyder forcerede. “Blue Kite” hører også til her, selvom den er stort orkestreret med syntetiske violiner, lange, hvirvlende trommer og opbygninger. Men det er, som om den stærke melodi udebliver, og det svinger sig ikke helt op på toppen af den tinde, det bygger op til.
I den anden lyd-ende af albummet er eksempelvis “Lack of Lack”. Her bilder jeg mig ind, at man kan høre pladens tilblivelse i den ørken, den er optaget i – muligvis farvet af melodien, som vist befinder sig på den arabiske skala. Guitarrundgangen er lyden af en afhængighed, der er sat strøm til. Teksten kredser da også herom: »I’m the one you call when you’re in trouble / A fix from me is armour that you wear / Through your veins and lungs.« Når saxofonen halvvejs inde overtager rundgangen, og guitaren i stedet tværer tonerne ud, bliver det ret beskidt, måske Red Miles eneste rigtige, tiltrængte støjmoment.
”Epitaph” er i samme ende og med sine atonale xylofoner og tekstens hoppen mellem fortid og fremtid en næsten hårrejsende arkæologisk rejse gennem selvsamme mærkelige ørken: »2100 BC on a piece of fucking stone / Flash to 21st century and I’m so fucking stoned / There is lore about the shores of the dead sea scrolls / Fragmented texts but I’m so fragmented, I just keep scrolling.«
Choys tekster er, generelt, både underholdende og politisk velformulerede. Det er en hårfin balance at bevæge sig mellem alvor, kritik og nihilisme på den side, og så øjeblikke af nærmest romantisk håbefuldhed som på landevejshymnen og albumlukkeren, “Lost on the Red Mile”, hvor en redningskrans kastes ud: »Will you be my apostle?«
Sjovt nok er det bedste nummer i mine ører også det nummer, der lyder mindst som Crack Cloud. Faktisk får jeg på “Ballad of Billy” flashback til 2010’ernes store indierockbands som Arctic Monkeys og Franz Ferninand. Og jeg ved ikke om Choy skulle have lyttet til Elias Rønnenfelts stemme, men der er slående sammenfald. Det er en varm rockvals foret med trompeter og knasende fuzz, og det svinger godt. Igen lurer det golde landskab i baggrunden, for er titlen ikke en reference til Billy Joels nummer af (næsten) samme navn, som handler om den notoriske Western-slyngel Billy the Kid? Uanset hvad: Crack Clouds sande element er nu nok overraskelseselementet.
Som artiklen her måske også bærer præg af, så er Red Mile ret eklektisk og uden en synlig rød tråd. Måske lige ud over teksterne, som fint syer patchworket af genrer sammen. Crack Cloud leger som altid med kontrasterne mellem det syntetiske, lallede og den hårde, punkede samfundskritik. Det er effektfuldt, der hvor linjerne ikke er for skarpt trukket op mellem de forskellige former. Men når gruppen gæster Hotel Cecil den 10. september, er der ikke mange specifikke øjeblikke fra Red Mile, som jeg særligt drømmer om at få vredet ud gennem forstærkerne. Men mon ikke de overrasker igen.
