Nogle historier må bare fortælles langsomt. Med plads til at dvæle og gentage, gå i ring og vende tilbage til det meningsløse og absurde i ordene og det skete. På “Seeds”, fra den netop udkomne plade Tonky, jages amerikanske Lonnie Holley i ni minutters spilletid af et frygteligt minde, som ikke kun er hans eget. Generationers lidelse væves sammen i hans egen levede erfaring, om det er 1850 eller 1950: sort mand i Amerika, på bunden af et pakket slaveskib, slavegjort i en uendelig bomuldsmark, et barn i hænderne på en slavenation. Historien fortælles langsomt, og den fortælles fra begyndelsen.
Sætningen »Someone asked me: why did I write a song called ‘I Woke Up in a Fucked-up America?’,« sætter scenen i nummerets første minut, og refererer også titlen på et nummer fra Holleys 2018-plade MITH som modtog roser fra blandt andre Undertoner. “Seeds” kredser kontinuerligt om netop det »fucked-up« sted, hvor mennesker frarøves deres menneskelighed og frøet, der er kimen til de handlinger, men det er også bare et fandens godt nummer.
Lonnie Holley er lidt af en ener. Han er skulptør, filminstruktør, en blandt 27 søskende, og begyndte først at indspille musik efter han fyldte 60 år. Og så er han vel, hvad man kan kalde en vaskeægte protestmusiker, der har gjort søgningen efter en grundlæggende humanisme til sit varemærke, mærket af en opvækst i 1950ernes raceopdelte Alabama. Dermed er hans musik langt hen ad vejen historiefortælling, vokalen er præget af spoken word, og de billeder, musikken fremmaner, overlader ikke noget til fantasien: blodige rygge, sult og tabet af individualitet.
Lyden opildner ikke til melankoli eller ynk, for med historiefortællingen følger også en ret til at definere vejen frem. Genremæssigt er vi et sted mellem jazz, elektronisk og klassisk komposition. Nummeret er orkestreret med strengeinstrumenter, strygere og harpe, der slås an i små korte ryk, som et tog på vej væk fra det der fandens sted. Et kor (synger de »so dark« om og om igen?) hidkalder trommerne, der efter tre minutters repetition af barndommens traumer kommer ind og smider fornyet benzin på motoren og på fortællingens vrede bål. Herefter bevarer “Seeds” ellers sin form indtil det sidste, niende minuts anslag. Bevægelsen i nummeret, altid fremad, indgyder på mærkværdig vis håb, og det er nogle steder ligefrem groovy.
Uden sammenligning i øvrigt får jeg associationer til Tom Jones’ (ja, sexbomben!) fremragende fortolkning af folknummeret “Talking Reality Television Blues” fra 2021, fordi begge numre både emmer af en ældre mands vilje til at kritisere og af en musikalsk form, hvor der skides højt og helligt på A-B-A-B-C-A-B. Hvis man har fundet et A der fungerer, hvorfor så gå videre derfra?
Og det har Lonnie Holley virkelig fundet med “Seeds”, som er ét langt, nærmest meditativt forspil til en retfærdig fremtid, der i noget omfang stadig lader vente på sig.
“Seeds” er intronummeret på Lonnie Holleys album ‘Tonky’, som udkommer den 21. marts 2025 via Jagjaguwar.
