Lørdag, mand! Som en saunagus-session, “Proud Mary” eller Det lille lokomotiv, som kunne, kørte vi på dampene. Civilisationen lurede i det efterhånden knapt så fjerne, og jeg havde brugte afslutningen på min eneste redaktionsfridag på at drikke rosévin i papkarton til et ikke klart defineret punkt ud på morgentimerne. Usmart, men ikke umuligt at komme sig over. Især ikke med festivalens vane for at placere fænomenale countrykoncerter tidligt på sidstedagen – måske bedst eksemplificeret ved Dean Johnsons mageløse triumf på Gloria i fjor.
Inde på den samme scene fik Creekbed Carter Hogan meget hurtigt opsummeret de mest essentielle dele af sin livshistorie og identitet (opvokset blandt katolske rammer, transmand, kan ikke gro et overskæg), hvilket skulle vise sig at udgøre en ganske væsentlig del af eftermiddagens optræden, som derudover blev tilsat en god portion humor til stor effekt.
Hogan er en gudsbenådet entertainer, som kan gøre stort set alle emner underholdende – om det så er den katolske kirkes pengegriskhed og hykleri, plantefamilier eller parallelisering mellem sin far og kapitalismen – og så hjælper det selvfølgelig, når man kan koge det hele ned til letfordøjelige og catchy viser. Det var dog, som om alle historiefortællingerne fik lige lovlig meget overtag, hvor vel ret beset kun var nået igennem fire numre på den første halve time. Ikke at det decideret ødelagde noget, men modsat koncerten med førnævnte Johnson savnede jeg et noget bedre flow i Hogans ellers så fængende melodier.
Et par timer senere blev det heldigvis i country-familien ovre på Avalon, da jeg bevæbnet med ét styks fedtet kyllingeburger (mere om den helt nederst) var millimeter fra at blive overtalt til at sælge alt, hvad jeg ejer, og i stedet vælge et liv på de støvede, texanske landevej blandt kvæg og markløbere, hvor man jo nærmest lige så godt bare kan bo i sin pickup-truck og drikke i røgfyldte poolbarer i dagtimerne. Synderen bag disse tanker var Vincent Neil Emerson, der med sit to mand høje vedhæng på henholdsvis bas og Telecaster, satte liv i – hvis ikke publikum – så i hvert fald vores smøger, lige som han selv brillerede ved at fastspænde en halvfærdigrøget Winston (formodede jeg) på sin guitar hals under åbneren, “25 & Wastin’ Time” fra hans 2019-debut. Den lægger i øvrigt ud med linjen: »Well, I quit drinkin’ Yesterday” – gid jeg kunne sige det samme.
Emerson og jeg er fra samme årgang, men når man lytter til texanerens bundærlige og (fuldstændig lig føromtalte Hogans) meget humorfyldte tekster, kunne man i lige så høj grad foranlediges til at tro, at han havde mindst det dobbelt antal leveår på bagen. Det er nok også Emersons fuldkommen autentiske persona, hvor ingen betvivler den tyngde, hvormed hans læderstøvler solidt er plantet i hjemstatens muld, der er sangerens allerstørste appel.
Numre som “The Great Highway” og “Little Wolf’s Invincible Yellow Medicine Paint” besidder begge den samme country-æstetik formet af blandt andre Hank Williams’ mere end halvt århundrede gamle indflydelser, og som nærmest er bevaret i rav i Emerons univers. Et af de fleste countrymusikeres største fejlskud har nemlig været, når man har søgt at lade teksterne følge med tiden, men for Emerson er teksterne i stedet tidløse. Det blev også til det udsøt kliché titelnummer fra debuten, Fried Chicken & Evil Women og et respektabelt cover af The Rolling Stones’ flotte “Dead Flowers”, inden trioen sluttede med den janglende “Roadrunner”.
Det var en koncert, som var akkurat lige så lun og tiltrængt, som man kunne have håbet på, og det kan man ikke andet end at lette på sin imaginære Stetson-hat over. Yee-fucking-haw!
Pludselig var der også et betydeligt hul i samtlige redaktionsmedlemmers dagsplaner, hvilket vi i nærmest samlet flok brugte på at overvære Africa Express’ transatlantiske potpourri bestående af en lang række optrædende primært fra Afrika og Latinamerika. Damon Albarn var (selvfølgelig) sprechstallmeister for hele affæren, men formåede rent faktisk at holde sin tilstedeværelse på et velvalgt minimum for på den måde at give endnu mere plads til resten af følget, som diskede op med en strålende rundtur forbi alverdens genrer lige fra reggaeton og cumbia til tuareg-baseret folkemusik, hiphop og meget, meget mere – og det er en sand fornøjelse, at Roskilde Festival fortsat giver plads til kunstnere med brede globalt perspektiv på deres største scene. Jeg fik også set Gaffas mangeårige leksikon udi især afrikansk musik Torben Holleufer sidde og nikke taktfast med hovedet, hvilket jo må siges at være succeskriterium i sig selv.
Vi bliver dog ganske kortvarigt nødt til at vende tilbage til Vincent Neil Emerson, for undervejs i sit sæt lykkedes det ham rent faktisk at sende en hilsen til sin medsydstatsmand BigXThaPlug, der var programsat til at optræde under samme teltdug ud på de tidlige aftentimer. Rapperen med det borgerlige navn Xavier Landum er på alle leder og kanter en karakter med stort K, hvor juvelbeklædte guldkæder, ure og andre nipsgenstande samt et crew, der både tæller DJ, hypeman og videograf, omkring manden i fokus alt sammen er punkter på den obligatoriske huskeliste. Med andre ord »The biggest, the largest«, som X også synger på den selvforherligende “The Largest”.
Cigaretrøgen fra tidligere blev desuden erstattet af en tungere variant i teltet, hvilket kun fremmede BigXThaPlugs noget mildere og festopildnende hiphop, der – modsat den ellers mere hårdtslående trend for genren i disse år – viste sig som et mere samlende oplevelse. Fremmødet i de semimudrede omgivelser spændte i hvert fald vidt og bredt, hvad angik alder og påklædning, og så var det jo ellers bare op til holdet på scenen at levere varen.
Optrinnet blev dog en yderst usammenhængende én af slagsen, der stop/startede i ét væk, mens hovedpersonen ofte forsvandt bag usandsynligt store mængder backingtracks, hvilket sammenfattet gjorde, at (i hvert fald mine) fordomme om den arketypiske hiphopkoncert blev bekræftet. Jeg behøver ikke nogen konkurrence om, hvilken side af teltet, der mest størst volumen kan sige »Ey!« med nøjagtig samme intonation som Fonzie fra Happy Days – giv mig nu bare en masse slagkraftige beats og fede flows, mand.
Efter at have været vidne til næsten hele Kollapse og Gravas (desværre forsinkede), dekonstruerende doom-møde samt langt om længe fået krydset Nine Inch Nails af min musikalske tjekliste i de følgende timer, var det måske også på tide med noget comfort food for musiksjælen. Til alt held havde Roskilde Festival været så venlige at invitere The Raveonettes tilbage for første gang i 14 år. Sune Wagner og Sharin Foo (og trommeslager Jakob Høyers) regulær powertrio er som bekendt et foretagende, som man aldrig (…vitterligt aldrig) må sætte til at optræde i dagslys, men som i stedet tager sig bedst ud i kulsorte rammer, hvor hidsigt lys og piercende støjlandskaber får frit lejde til at overbelaste hele sanseapparatet. Således også tidligt i sættet, hvor smadrede, rød/grønne stroboskoplys gav anledning til en undren om, hvorvidt Sune Wagner for en stund måske var den første Roskilde-kunstner siden Ralf Hütter, man også havde muligheden for at opleve i en særlig visuel opsætning, hvis man havde 3D-briller på.
For at markere deres tilbagevenden til festivalen, hvor de ifølge Foo »selv havde trådt deres barne- og ungdomssko«, havde trioen sammensat en lækkerbisken af en sætliste, som nåede godt rundt i diskografien. Fra nyere kanter blev det blandt andet til “Blackest” og “Strange” fra sidste års Pe’ahi II, som blev suppleret med mellemkarrierens fejende flotte “Sisters”, slæbende “Aly, Walk With Me” og opløftende “Last Dance” foruden surf/garage-klassikerne “Love in a Trashcan”, “Attack of the Ghost Riders” og “That Great Love Sound”. Og som en helt særlig gestus fra alle dem til alle os blev det coveret af “I Wanna Be Adored” – der føles som en integreret del af bandets bagkatalog, men som Setlist.fm i hvert fald fortæller mig, at de aldrig har spillet live før (…er der en faktatjekker til stede?) – der fik lov at sætte punktum for et forrygende støjbad på den gamle dyrskueplads.
Hvis man fortsat havde mod på mere (og gerne endnu vildere), var der en absolut sidste chance for at te sig åndssvagt på Gaia i selskab med britiske Lambrini Girls‘ korte, intense festfyrværkeri af et punkpunktum. Den antifascistiske/feministiske punktrio har taget akkurat samme spring som Fontaines D.C. gjorde i 2019 – Ideal Bar tidligt på året efterfulgt af deres Roskilde Festival-debut på en af festivalens mindre scener samme sommer – men modsat irernes lidt tillukkede forestilling for seks år siden var Lambrini Girls ude i fjæset på publikum fra det øjeblik, de sparkede sættet i gang med “Big Dick Energy”.
Her væltede guitarist/vokalist Phoebe Lunny ihærdigt hen over hegnet, inden hun beordrede tilskuerne ned på hug, så hun kunne opstille grundreglerne for denne meget inkluderende og punkopvisning, som også kom forbi den Englandskritiske “God’s Country”, “Terf Wars”, hvis indledning fik Tom Jensen til at nedsmelte i sin falske forargelse ovre på Twitter, og den synthpunkede afslutning med “Cuntology 101”.
Det lød ikke nødvendigvis godt, men det behøvede det heller ikke, så længe det bare havde nerve og udtryk på plads. Man kommer i hvert fald langt med attitude, udstråling og nærvær, og Lambrini Girls besidder det hele i anselige mængder. Var man – her i de døende festivalminutter – derfor rent ud sagt pisseligeglad med resten af verden, og hvad den i grunden måtte synes om én, så havde man sgu altså bare carte blanche til at moshe og danse og kramme og kysse og begræde, at der går helt år, inden man gør det hele igen.
Men så var det altså også slut. Ikke flere dampe. Det lille lokomotiv, som kunne, kunne simpelthen ikke længere.
(Dagens ret: Verdens mest fedtede, friturestegte kyllingeburger fra burgerbaren i Backstage Village. Man kan alligevel ikke længere købe den ved denne reportages udgivelse, men tro mig, når jeg siger, at den udgjorde det eneste rigtige akkompagnement, da Vincent Neil Emerson satte i gang med “Fried Chicken & Evil Women”).
Fotos – Roberto Ignatius Borgen, Mathias Kristensen og Daniel Nielsen
Tak for dejlige reportager, Daniel