Vi er nået den tid på måneden, hvor Roskilde Festival tilføjer en ny, stor bunke navne til deres i forvejen meget brede festivalprogram.
Mest spændende for os her på sitet er i denne omgang de mange danske navne, som har fået prominent plads på plakaten, hvor Elias Rønnenfelt uden tvivl gør sig som en af de mest iøjnefaldende. Rønnenfelt, der solodebuterer i Roskilde-regi til sommer, har optrådt på festivalen tre gange i front for Iceage, (fire, hvis man medregner Summer Days-koncerten i 2021), og stod i fjor for en af årets bedste danske udgivelser i form af Heavy Glory, hvor vi kunne konkludere, at »nationalskjald bliver han formentlig aldrig, men titlen som den danske musikscenes førsteelsker er stensikkert hans.«
For godt og vel et år siden fik vi på “Wall of Mine” første forsmag på Mija Milovic og Barbros fælles projekt, der sidenhen har taget navnet Big Fan. Dengang kaldte vi det et samarbejde, hvor begge aktører »forener noget af det, de – trods genremæssige forskelle – begge gør utroligt godt hver for sig: nemlig en vedkommende og følelsesnær sangskrivning.« Vi håber selvfølgelig på at kunne komme endnu tættere på, (forhåbentlig lige så tæt på som under Milovic’ gæsteoptræden til Barbros koncert på Avalon i 2024), når Big Fan til sommer lægger vejen forbi Roskilde Festival.
Barbro og Mija Milovic er ikke de eneste, der har taget springet fra First til Final Days. Ja, rent faktisk får man to muligheder for at opleve Milovic til sommer, når hun også optræder som en del af doom-trioen Slimo, der tilbage i 2022 var »et af de danske rockbands med mest summen omkring sig lige nu, i hvert fald hvis man skulle dømme efter køen omkring Gloria, der var fyldt langt ud over hegnene ved indgangen,« og siden da kun har fået det til at summe endnu mere i det danske musikmiljø. Og for Stundom – der optrådte som det allerførste navn på festivalen i 2023, og hvor vi oplevede »et band på en fælles mission om at vise det spændende i at placere sig i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse« – bliver der i 2025 altså også mulighed for at fremvise deres inderlige folkemusik som en del af festivalens hovedprogram.
Vender vi i stedet blikket mod det store udland, leveres der blandt andet et ordentligt skud indiefolk fra Bright Eyes, som gæster festivalen for tredje gang. Denne gang kommer Conor Oberst og co. med 2024’s Five Dice, All Threes i bagagen, hvilket altså bliver første optræden på dyrskuepladsen siden Arena-koncerten 2011, hvor vi noterede os, at bandet »vægtede countryrock over indieintimitet. Det udmøntede sig i en velafbalanceret koncert, hvor de stille numre fremstod stærkere midt i energiudladningerne.«
Og vil man til gengæld have det hele lidt hårdere, er der både mulighed for at stifte bekendtskab med ophavsmændene til en af sidste års absolut bedste hardcoreudgivelser, når Knocked Loose forhåbentlig opfører det meste af You Won’t Go Before You’re Supposed To og andet godt fra bagkataloget, mens danske John Cxnnor allierer sig med norske Witch Club Satan og skaber det, som festivalen selv kalder for “et apokalyptisk totalshow fyldt med urgamle hekseritualer, performancekunst og storslåede visuals.”
Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli 2025, og dagens i alt 27 offentliggjorte navne er:
Anohni and the Johnsons, Ali, Al Bilali Soudan, Big Fan, BigXThaPlug, Bright Eyes, Elias Rønnenfelt, FKA Twigs, Flo, Fujii Kaze, Jasmine.4.T., John Cxnnor x Witch Club Satan, Knocked Loose, Lyra Pramuk, Meridian Brothers, Noah Carter, Omar S, Oxlade, Ravyn Lenae, Shabjdeed & Al Nather, Slim0, Stundom, Tanner Adell, Tierra Whack, Votia, Yaeger, Zoumer & Debbie Clubs