Selvom Fontaines D.C. ikke er verdens mest interessante post-punk band at iagttage på en scene, fik deres koncert på Avalon for alvor festivalfølelsen frem blandt publikum. Åbningen af Avalon blev i hvert fald en magtdemonstration ud i, hvordan man lukker en koncert.
Med ond, piv-fræk technojazz og tibetansk strubesang forvandlede Smag På Dig Selv Rising-scenen til et mudret dansegulv i frigørelsens navn.
Gabestok er et af meget få metalnavne, spiller på Rising i år. Men metal er måske også en for snæver kasse til gruppens syrede, genre-agnostiske tunge toner, der gennemsyres af sort humor.
På trods af en lidt langsommelig start i eftermiddagsheden, endte Barbros Rising-koncert med at være en fængslende, forløsende og rørende oplevelse.
Linn - og det meste af Bloodchild - spillede dugfrisk "happy metal" på Rising.
AySay viste søndag aften på Rising, at musik ikke kender grænser som sprog og kultur. Budskabet kunne dog godt være kommet højere ud - altså gennem højtalerne
I dansk-japanske Atusjis musikalske univers danner øm og følsom indiepop et rum for ængsteligheden og melankolien. Et musikalsk univers der i høj grad drejer sig om manden bag, Terkel Atsushi Røjle, der insisterer på at musikken skal være ligeså mangefacetteret som ham selv - selvom den egentlig er meget radiovenlig.
Vi tæller ned og gør klar til dette års Roskilde Festival. Denne gang tager vi fat på den musikalsk nysgerrige torsdag, hvor du både kan opleve Cate Le Bon, Irreversible Entanglements og Duma.
Danske Quiet Sonia's debut-EP er en vanvittig velkomponeret musikalsk rejse gennem både melankoli og eufori. 25 minutters eksperimenterende indie-folk-forløsning for dit sørgelige lille hjerte.
Slowdive startede en anelse sløvt, men endte i væld af æterisk skønhed og tristesse. Det var absolut lørdagens højdepunkt på Syd for Solen.
Nilüfer Yanya leverede nydelig kantet indierock i solskinnet, men indlevelsen forblev gemt bag solbrillerne.
Deep Tans anden EP giver et minimalistisk, mystisk og anti-misogynt bud på britisk post-punk anno 2022. Det er både forførende, foruroligende og godt.
Det aarhusianske syvmandsorkester Natlyst er aktuelle med deres tredje album, Ikaros, som ser ud til at blive gruppens sidste udgivelse i meget lang tid. Her inden pausen har vi taget en snak med forsanger, Amanda Drew, om det at lave musik, der gerne vil noget – på godt og ondt.
De svenske Viagradrenge er tilbage ved fuld mast på ny dansabel postpunk-single, mens de varsler nyt album til juli.
Pardans spillede nyt no-wave på Mayhem i går. Det var fedt.
Britiske Wet Legs debutalbum er nok lidt af et déjà-vu-album for alle dem, der kan huske 00'ernes indierock. Iørefaldende og humoristisk, men også for homogent og forglemmeligt.
The Weather Station tøede et forårsfrossent Loppen op med bittersød klimapolitisk indiefolk og bekræftede, at en blid brise nogle gange kan efterlade et lige så stort indtryk som en voldsom storm.
Efter mange års arbejde har danske Gäy endelig udgivet deres debutalbum. Psychobilly-punken og humoren langt under bæltestedet på Monster Cocks er dog mindre provokerende i ørerne end på papiret.
Ugens fredagssinglr' byder på Dany Placard og Julie Doirons vaskeægte, hjemmelavede kæreste-indie pop tilsat førskolelyrik og blokfløjte.
Småkåd og småkedelig er nok ikke en kombination, der tiltaler nogen. Det til trods, får Khruangbin og Leon Bridges på Texas Moon deres smålumre neo-soul og -funk til at lyde lækkert.
