På Black Country, New Roads andet album har briterne valgt at gå en ny, mere indie-rocket vej – og har overgået sig selv. Gruppens brede musikalske skuldre bærer de storladne ballader på Ants From Up There med lethed, og forvent at fælde en tåre eller to.
På aarhusianske Natlysts andet album har bandet simpelthen formået at transformere lyden af deres debutplade gennem et andet medium. Vemodig er et intenst og overjordisk ambient-popunivers for den tålmodige lytter.
Engelske Shame kaster sig på "Baldur's Gate" ud i et regulært julenummer, hvilket postpunkerne rent faktisk slipper ganske godt fra.
En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.
Dansk/smålandske Pale Rider forener lyden af ensomme ørkenlandskaber og skandinavisk vintermelankoli på sin særdeles overbevisende debut. Den jazz noir-marinerede post-countrypunk gør ondt, men mest godt.
Blood Child og Linn er et smukt musikalsk ægteskab, der virkelig formår at fremhæve hinandens bedste sider i deres fælles koncertrække Shower Me in Happy Metal. Lydforholdende på Stundenterhus Århus var dog en udfordring for det ellers velspillende par.
Glitchis nyeste single er et vrangbillede på en popsang, som er lige så fængslende, som den er forskruet.
Den ene halvdel af Prince Rama er vendt tilbage med et kaos af ayahuasca-garagepunk, der kræver, at man tager nogle dybe indåndinger, inden lyd-tsunamien af syre- og garageklicheer prøver at entrere trommehinderne.
Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.
Danske Jaguaren i Skoven inviterer med sit debutalbum, Skattejagt, på syret sommerhustur. Den kitschede syrepop bliver dog trods mange festlige og finurlige indslag aldrig mere end bare hyggelig.
