»VI HEDDER SMAG PÅ DIG SELV – FUCK JER MAND!«
Midt i fjerde nummer af den energiudladning, som var Smag på dig selvs koncert, fik de fremmødte den mest vidunderlige omgang voksenskældud, man kan ønske sig. Et langt og frådende gør-et-eller-andet-digt om vores umættelige appetit på velstand, det kyniske status-quo-samfund, hvor statsministeren er traumatiseret af en simpel lammer – pyt med massebombningerne af verdens brændpunkter – se, forbruget suser derudaf. Hele tiden med refrænet “Start et punkband!”. Det må være løsningen!
At Smag på dig selv har gjort netop dét, får vi at mærke, mens solen går ned og strobelyset tager over. Lige fra første færd står det egentlig klar, at nu skal der fandme være rav i den. Thorbjørn Motherfucking Øllgaard (alle bandmedlemmer hedder tilsyneladende “Motherfucking” til mellemnavn) åbner ballet med didgeridooagtig strubesang og lavthængende solstråler i nakken, og da en hoodieklædt trommeslager bestiger scenen som en bokser, der går i ringen, er det svært ikke at håbe på musikalske øretæver.
Igennem en rasende kavalkade af clubbet afrobeat, store rumklange, eurodance, ska-techno og psytrance, der (som den ene saxofonist råbende erklærer) er den eneste genre, der kan forene hippierne og punkerne, får det nyligt opsatte PA på Diorama en veritabel ilddåb. Og det vel at mærke af en besætning udelukkende bestående af to saxofoner og et trommesæt!
Trailblazende beats, hvor hihatten er det eneste der rigtig tæller, og bassaxofonens dundrende off-beat-dunken, flår os, gennem build-ups og breakdowns, rundt i hele den elektroniske dansemusiks underskov af subgenrer. Selv fynske mormor og børnebørnene headbanger nu. Trioen dyrker transitionerne og de gradvise intensiveringer fra dancemusikken til perfektion.
På nummeret “Hvide mænd spiller afrobeat” er der fire i gulvet i et så afsindigt tempo, at et mosh-pit med bydende nødvendighed må etablere sig. Smag på dig selv har fået tændt for den store helvedsmotor, og, vent lidt, er det her Heartland eller Dortheavej?
Inden koncerten får jeg faktisk at vide, at min nabo har en SPDS-tatovering på underarmen, som han lykkeligt viser mig. De har åbenbart tilbudt tatoveringer til rørende ethundrede kroner efter en koncert, og jeg når godt nok at undre mig over, hvordan et band kan overbevise sit publikum om at få dets navn tatoveret.
… men altså kun indtil et sted imellem “Hits for kids 3000” (syntetiske claps, dommerfløjte og synkoperede sax-attacks) og “PGO Hot 50” (en frenetisk hyldest til en legendarisk knallert-30 af mærket Piaggio), hvor denne Undertoner-udsending omsider simpelthen afgiver besindelsen og bliver en del af dødedansen over forbrugssamfundet. Fuck den her anmeldelse! Mere eurodance! Hårdere! Vildere!
Men netop som hæmningerne definitivt er knust under træblæst technotramp ved 210 bpm, opstår et undtagelsesøjeblik midt i infernoet. Luna Ersahin, AySay-sangeren, indtager den røgindhyllede scene og kræver absolut ro til et acapella-stykke til ære for palæstinensiske søstre og brødre (“så please, shut up”).
Det er, som om noget inden i mig styrter i grus. Eller også er det magtens tinder og den indre svinehund i de billeder, som Ersahins sang maler? Stilheden som kraft. Kontrast til vildskab.
Og med dette åndeløse øjeblik som skillelinje, bragede den allersidste tur med vanvidstoget afsted – uden kontrollører, men nu med Ersahin ombord. Det sidste kul blev smidt på, og selvom alle numrene måske lød lidt ens til sidst, afsluttede Smag på dig selv simpelt men effektivt en koncert uden på noget tidspunkt at skifte ud af femte gear. Oliver Motherfucking Lauridsen nåede endda, med foden på monitoren, at tappe sig igennem et acid-agtigt Bach-forløb på sin hvidglødende tenorsaxofon. Smag på dig selv spiller på ingen måde grim musik.
Undervejs virkede det måske lidt usikkert, om gryderne helt kunne holdes over kogepunktet hele vejen igennem, men det var altså et tilsyneladende ørt og renset publikum, der med lidt kritisk bevidsthed og punket antifa-kant i bæltetaskerne, kunne sætte kursen mod boderne med tofu-bowls og pavillonerne med gong-meditation.
Men hvem ved – måske skulle nogle af dem også ud og starte et punkband.
