Man må ind i skoven, langs dammen og forbi en ikke ufornuftig mængde farverige foodtrucks og hængekøjer, for at finde Heartlands scene Diorama, der ligger som en højteknologisk lystpavillon i en flistildækket lysning. Og meget passende for en festival, der gerne vil stå for omtanke og gode råvarer, skabte det første navn under det lille løftede halvtag en oase af ekvilibristisk instrumenteret soulpop, som langsomt blødgjorde led og hjerter hos de nyankomne festivalgæster.
Lidt som de venlige regnbyger, der passerede over publikummet i lysningen, ridslede Engbergs stemme med en let skrøbelighed ned over skoven. Med florlette popmelodier, kunstfærdigt udtænkte arrangementer og skurrende harmoniske verdener, bølgede jordnær R&B, sjælfuld folk og hidtil uopfundne jazzstandarder ud til et rokkende publikum, der lige skulle finde festivalgearet og sænke skuldrene. Engbergs varierede sangkatalog samler til sin kurv fra 70’ernes varme soulklange, triphoppens skarpe perkussion, jazzens knurrende harmonier og ikke mindst et R&B-agtigt melodisprog, som på scenen fremstod nøgternt og præcist orkestreret.
Særligt de loungede numre som “Blue Rise and The Fall” og “Daylight” fik omsat de sitrende opstart-vibes til hofte-tremolo foran scenen. Med mange hastige rytmeelementer, backingvokaler og samples på et backingtrack, kunne besætningen på scenen koncentrere sig om at levere intelligente fløjte-riffs eller enkle tangentfigurer. Og det gjorde de så, på virkelig interessante måder.
Sætter man sig for, som Engberg gør, at fortolke et soulet pop-univers i digitale og minimalistiske kompositioner, står man ellers let over for risikoen for at forsimple. Men i løbet af koncertens små 45 minutter, lykkedes det at styre uden om den værste tomgang og klichéklang. De afvekslende ind- og udfald fra varme Würlitzer-akkorder, diverse træblæsere og disharmoniske xylofoner, transporterede hele lydsporet fra jævn neo-soul til sofistikeret kompleksitet, der organisk mimede selvsamme genres leg med samples fra kammermusik og instrumenter fra global folkemusik. Det mindede lidt om 70’er-futurismens leg med det kosmiske, hvor alle musikformer mødes i moderne jazz. Foreningen mellem roots-traditionen og det stramme, modernistiske lydbillede var stedvist decideret fortryllende, blandt andet under en hul trolddoms-solo på basklarinet eller i mystiske og dubbede fløjte-passager.
De mystiske øjeblikke var særligt stærke, som på andet nummer, “Spirits Came Told Me”, hvor Engberg bebudede, at der er ånder i træerne: “det er sgu rigtigt nok!”. Den ene tværfløjte opskaleredes til en tværfløjte-duo plus en buldrende sousafon i bassen, og det tillod åndemaneren Engberg at forvandle skoven til et hemmelighedsfuldt og summende sted.
Koncerten igennem var Engbergs vokal lidt skæv og søgende, og måske var det derfor, at stemningen forblev ganske sårbar og aldrig helt løssluppen. Fortolkning af det betagende nummer “Loving Contemplation” gav et rørende bud på, hvordan den tøvende lyd kan give perfekt musikalsk mening, i dette tilfælde som formidling af moderskabets kompleksitet, som nummeret behandlede. Også “Oasis” var både skævt og skrøbeligt på den helt rigtige måde.
Engbergs live-lyd er utvivlsomt stadig under udformning, men selv på gyngende grund var det fuldstændig tydeligt, at der inde bagved findes en righoldig og særdeles opfindsom stjernehimmel af legesyg og virtuos skandinavisk pop med et nærmest kosmisk musikalsk perspektiv.
